DR har på ingen måde tilsidesat god presseskik i deres dækning af forholdene for de rumænske avisbude, som arbejder for Dansk Avis Omdeling
Overtrådte DR`s program '21 Søndag` reglerne for god presseskik ved i tre udsendelser at anklage tre store bladhuse for at snyde deres rumænske avisbude?
Ja, mener bladhusene, Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende, som ejer budfirmaet Dansk Avis Omdeling, DAO. Bladhusene har derfor gennem DAO klaget til Pressenævnet.
Ifølge Dansk Avis Omdeling var indslagene i DR 'manipulerende' og 'groft fordrejede'.
Men Pressenævnet var ikke enig og fejede alle kritikpunkter til side. DR har på ingen måde tilsidesat god presseskik.
I den 39 sider lange kendelse, som netop er blevet offentliggjort, hedder det blandt andet: 'Nævnet udtaler på den baggrund ikke kritik' og 'Pressenævnet finder, at Danmarks Radio heller ikke har tilsidesat god presseskik i relation til DAO's øvrige klagepunkter.'
I Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har sagen ikke trukket de store overskrifter:
Ifølge Journalisten.dk har ingen af de tre aviser ment, at det var en tilstrækkeligt interessant historie, til at de ville gå ind i substansen og tale med avisbudene selv eller undersøge, hvorvidt anklagerne rejst i DR`s udsendelser var korrekte.
I stedet har de fokuseret på, at DR`s indslag var fordrejede og at Dansk Avis Omdeling ville klage til Pressenævnet.
Den prioritering undrer chefredaktør Ole Nørskov, som er chefredaktør på Mediawatch.dk. Til Journalisten.dk siger han:
- At forsøge at feje historien af bordet ved at skyde budbringerne synes jeg er ufint, uanset om DR så har lavet fejl. Man kan ikke se bort fra essensen, bare fordi dem, der behandler historien, måske har lavet fejl. Jeg synes, at Dansk Avis Omdeling er sluppet utroligt billigt i deres egne medier.
På Politiken holder læsernes redaktør, Henrik Kaufholz, et vågent øje med, hvordan historien bliver dækket.
- Det er en sag, hvor redaktionen i den første artikel troede mere på Dansk Avis Omdeling end på DR, selv om vi nu kan se, at Dansk Avis Omdeling ikke havde argumenterne helt i orden. Måske vil Pressenævnets afgørelse vise, at vi var lidt for flinke ved os selv, sagde han til Journalisten.dk før Presenævnets afgørelse var kendt.
Overtrådte østaftalen
Ifølge '21 Søndag` fik de rumænske avisbude ikke fra starten, når de kom til Danmark, de 30 timers arbejde om ugen, som Folketingets Østaftale foreskriver.
Dermed kunne avisbudene heller ikke nå op på den løn, som overenskomsten foreskriver.
Hos Dansk Avis Omdeling havde man det synspunkt, at det ugentlige gennemsnit på mindst 30 timer kan beregnes over 12 uger. Derfor var der ikke tale om underbetaling.
Ifølge 3F måtte DAO for nylig erkende, at man har ladet bude arbejde 56 dage i træk uden fridage. Og budfirmaet har efterbetalt penge til flere af budene. Flere sager er på vej i Arbejdsretten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278