18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Henrik Strube har genopfundet sig selv

Henrik Strube har genopfundet sig selv

Onsdag, 04. juni, 2008, 00:00:00

Det er dejligt at høre en kunstner, der bliver ved at udvikle sig. Henrik Strubes trettende album har noget på hjertet. Hold kæft hvor er det godt fundet

af Mikael Strandbech
Henrik Strube har på sit trettende album 'Story Beat' genopfundet sig selv. Og hold kæft hvor er det godt fundet.
Henrik Strube fortæller historier i talt tempo til stemningsfulde beats, medlevende electronica og elektrisk forstærket guitar. Det nutidige udtryk virker på ingen måde fortænkt eller påtaget, hvilket man måske kunne frygt når en gammel rockræv, som Henrik Strube jo er, skifter spor.
Transformation er resultatet af et vellykket samarbejde med den 23-årige producer Kristian H. Martinsen, og en række yngre musikere, heriblandt sangerinden Camilia Tiedt.
Historierne er små noveller. De handler om hundene der hyler på Nørrebro. Smalltalk, receptioner og forelskelse i en tid hvor miraklerne er forbi. Flygtige glimt af lykken. Den personlige frihed og fire-hjulstrækkeren. Asylpolitik. Den gode vilje. Vægge der er tynde som papir. Langtidsfanger og violiner. En sang til dig og det spinkle, lyse håb trods mørkemænd, dødbidere og pessimister. Dejligt pinlige bordbomber. Far og søn på langtur med lastbil til Spanien, hvor himmelbuen er flimrende blå og duften er tung af appelsinblomster. Sonny og drømmene.
Henrik Strube kan til tider minde om Leonard Cohen i moderne omgivelser. Men mest af alt om sig selv og især, når han synger de bragende smukke ballader 'Alting ordner sig', 'Min roman' og 'En sang til dig'. Sidstnævnte sang er i øvrigt skrevet sammen med Michael Wiehe. Dejligt album, med noget på hjertet og dejligt at høre en kunstner, der bliver ved at udvikle sig.

Henrik Strube: 'Storybeat'. Gateway Music


Henrik Strube
Er født i 1949.
I 1969 etablerede han med blandt andet Peter Ingemann orkestret No Name, der i 1972 udsendte lp`en 'Fødelandssange', hvor Ebbe Kløvedal Reich stod for nogle af teksterne.
I 1970 blev Strube medlem af kunstnerkollektivet Røde Mor, hvor han deltog i musikgruppen indtil opløsningen i 1978. Har deltaget i det gendannede Røde Mor siden 2002.
Udsendte sit første soloalbum 'Vej Og Fjende' (med tekster af Ebbe Kløvedal Reich) i 1976.
Har som fuldtidsmusiker turneret i både Øst- og Vesttyskland, Sovjetunionen og Afrika. Sidstnævnte som en del af en 'Rock mod Apartheid' turné, med blandt andet svenske musikere.
I 1990 udsendte han sin sidste plade i en længere periode, og i den forbindelse sluttede rocklivet helt og aldeles for Strube, der startede med at turnere solo og i mindre konstellationer.
Først syv år senere, i 1997, var der nyt fra Strube, der med udgivelsen af pladen 'Blå Himmel Over Byen' varslede et decideret stilskift til en mere afdæmpet musik med vokalen og det sangbare i fokus.
Næste plade kom i 2002, hvor tråden fra sidste cd blev fulgt op med et repertoire af helt nye sange og med et mindre band som backing. Fortællingerne var stadig i fokus som det essentielle.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jun. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur