24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Henning Prins: Heksen.

Henning Prins: Heksen.

Onsdag, 28. maj, 2008, 00:00:00

¤¤Heksen¤¤ er et glimrende eksempel på Prins` forfatterskab. Ikke nogen stor roman, men en lille fin fortælling om en historisk overgangstid

af Georg Zeuthen
Henning Prins er en gammel syretripper, lige siden han i den psykedeliske sommer 1970 kronede sig selv til konge af Frøstruplejren. Senere dannede han sammen med Leif Varmark duoen 'Brødrene Sindssyg'.
Men Henning Prins er også forfatter, og kommer med lange mellemrum med en roman, eller en novellesamling eller noget helt tredje.
'Heksen' er et glimrende eksempel på Prins` forfatterskab. Ikke nogen stor roman, men en lille fin fortælling om en historisk overgangstid.
Historien handler om drengens Tobias og hans liv som tater blandt bønder i slutningen af 1700-tallet. Det var en overgangsperiode mellem det gamle landsbyfællesskab og oplysningstidens udskiftning, som medfører konkrete fysiske forandringer og dermed også påvirker folks måde at tænke på.
Hans nærmeste fortrolige er farmoren, som er lokalområdets kloge kone. Hun kommer i klemme på grund af den lokale degns nidkærhed og må til sidst lade livet for skarpretterens økse efter anklager om trolddomskunst. Mod smålighed og uvidenhed hjælper farmoderens hemmelige visdom om eliksirer af lægeurter og gamle husråd ikke.
Ved en tilfældighed giver Tobias kapellanen en dosis lsd-lignende plantefrø, der tager livet af denne i grunden fremskridtsvenlige mand. Forinden har kapellanen sørget for, at Tobias skal begynde på latinskole, og på vej til købstadens latinskole og med store planer om sit kommende liv træder Tobias ind i fremtiden ved bogens slutning.
På det overordnede plan fortæller Heksen om, hvordan oplysningstidens tanker slår igennem som almen bevidsthed, der skal opdrage bondestanden. Hvis ikke med det gode, så med det onde. Den slags ændringer er set før, og ført igennem med magt. Samfundsændringer skal ske med lempe, synes Prins at mene, og det kan man kun give ham ret i.
'Heksen' kan læses af alle med trang til at læse en god historie, der ikke bare underholder.

Henning Prins: Heksen. 224 sider, 167 kr. Kan kun købes på www.forumdanorum.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur