Steve Earle er en meget politisk sanger der ikke er bange for at sige sin mening om krig, social dårligdom, landminer og meget, meget mere. I søndags var han i Århus
af Georg Zeuthen
Desværre er den amerikanske sanger Steve Earle (og hans kone Allison Moorer ) ikke særlig kendt i Danmark, skønt han har fortjent det. Både for sin musik og ikke mindst hans tekster.
Heldigvis får flere og flere øjnene op for Earle, og det han tilfører den internationale musikscene. Og spillestedet Train i Århus var da også pænt fyldt op, da Earle og i mindre grad Moorer gav koncert.
Allison Moorer startede koncerten. Alene med sin guitar formåede hun at bringe et snakkende publikum til tavshed. Desværre gik hendes stemme dårligt igennem, så det var svært at opfange de meget personlige sange, som hun sang.
Men så kom hendes mand på scenen og tryllebandt de fleste med sit eminente spil, sin magtfulde stemme, sine smukke melodier og ikke mindst sine tekster. Earle er nemlig en meget politisk sanger der ikke er bange for at sige sin mening om krig, social dårligdom, landminer og meget, meget mere.
Vi er alle mennesker
På guitar, banjo og mandolin foredrog Earle af sine sange. Flere af dem sammen med Moorer i meget smukke og lyriske duetter.
Vi fik både gamle og nye sange fra Earles produktion, både ældre ting og sange fra hans sidste CD, 'Washington Square Serenade'. Indimellem introducerede Earle sine sange. For eksempel kommenterede han sangen 'City of Immigrants' med ordene:
- I USA har der været - ganske som det er sket i Europa - en stor frygt i befolkningen for, at indvandrere skal komme og tage jobbene fra folk. Derfor skal indvandring stoppes, mener disse mennesker. Der er imidlertid sket noget helt andet, nemlig, at jobbene ikke er taget af indvandrere. Jobbene er tværtimod flyttet langt væk. Længere væk end Mexico.
Sangen afspejler at Earle mener, at vi er mennesker alle sammen. Uanset hudfarve, tro og etnisk tilhørsforhold.
'All of us are immigrantsEvery daughter, every sonEveryone is everyoneAll of us are immigrants - everyone'
Hyldest til Pete Seeger
Størst bifald høstede Earle, da han sang 'Steve's Hammer (For Pete)' - en hyldestsang til Pete Seeger og det han står for. Holdninger som også er Earles:
'- when the air don't choke ya and the ocean's clean, and kids don't die for gasoline.Yeah, one of these days I`m gonna lay this hammer down.'
Earle sluttede af med at synge om Mellemøsten og den smerte, som han føler ved de stadige krige og blodsudgydelser der. Men også om håbet for fred og den naturlige samhørighed mellem mennesker:
'And there'll be no barricades thenThere'll be no wire or wallsAnd we can wash all this blood from our handsAnd all this hatred from our soulsAnd I believe that on that day all the children of AbrahamWill lay down their swords forever in Jerusalem.'
Steve Earle er en stor kunstner med meget på hjerte. Derfor var hans koncert en stor oplevelse, og derfor glæder jeg mig til næste gang, han besøger Danmark.
Steve Earl på Train i Århus søndag aften.
www.steveearle.com
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278