Nyheder på tekst-tv ser jeg uden lyd. Slår jeg over på almindeligt tv bagefter, hænder det, at jeg dumper ind midt i en politiker-debat. Uden lyd. Og man bliver opmærksom på, hvor indstuderede politiker-attituderne er

af Kjeld Stenum
Når der ingen lyd er, koncentrerer man sig bedre om det visuelle, og så kan man se, at de har lært overbevisende kropssprog på kursus. Og det mest utroværdige i verden er tillært troværdighed. Især statsministre er gode til det: Schlüter i tamil-sagen! Nyrop om efterlønnen! Anders Fogh om Iraks masseødelæggelsesvåben! Så hellere en Birthe Rønn Hornbech!
Jeg har løjet nogle gange i mit liv. Ikke mere og ikke mindre end folk flest, sikkert. Det, der slår mig omkring at tænke på det, er et enormt indre ubehag. Sådan har folk flest det vel med det at have løjet.
Det er heldigt, vi har det ubehag ved at lyve, ellers ville vi sikkert gøre det meget mere, og det ville gøre vores allesammens liv ekstremt besværligt. Som politiker må du lære at æde det ubehag.
Det er en del af dit arbejde at være i stand til at fyre noget ikke helt sandt af det meste af tiden, og også en kæmpeløgn engang imellem. Det handler om at nå et mål, og målet helliger midlet. Det er ikke ansvarligt overfor sproget af vore politikere at være sådan.
Med sproget er det sådan, at det går an, at nogle få lyver lidt engang imellem. Men hvis folk flest lyver det meste af tiden, kan ingen stole på noget, sproget vil ikke kunne fungere, og hele samfundet vil gå i stå. For grunden til, at vi mennesker kan fungere sammen og arbejde sammen, er, at vi har et sprog, som kan bruges til at koordinere vore handlinger med. Hvis vi i det store hele lader være med at misbruge det, vel at mærke. Hvis vi anstrenger os for at sige sandheden.
Hvad er sandhed? I middelalderen var sandheden noget, der kom fra Vorherre, og paven havde patent på at fortolke den for menneskene. Det gjaldt såvel videnskabelige sandheder som alle andre slags sandheder, moralske sandheder, politiske sandheder og så videre.
Efter reformationen troede man ikke længere på paven i de reformerte lande, og sandheden blev nu en privat sag mellem den enkelte og så Vorherre, et privat samvittighedsspørgsmål.
Indenfor videnskaben var det sande noget, man indså i kraft af et særlig klart lys, som når man indser løsningen på for eksempel et matematisk problem. Selv Newtons fysik var afhængig af forankringen i Vorherres matematiske og logiske sandheder og ville være på Herrens mark, hvis man reducerede den til ren erfaring.
Matematiske og logiske sandheder mente man at indse på måder, som det ikke var muligt at tvivle om, og det var det ikke, fordi de kom fra Vorherre. Og moralske sandheder var noget, som hørte det allerinderste subjektive gudsforhold til, og som man bedst kunne lytte til, når andre menneskers larmende argumenter ikke blandede sig forstyrrende i sagen.
Det moralske valg om det politisk rigtige at gøre mener man stadig den dag i dag bedst træffes i hemmelighed i en lukket stemmeboks, hvor al ydre pression er udelukket.
Men for godt hundrede år siden blev det moderne fra det yderste højre (Nietzsche) til det yderste venstre (Karl Marx) at smide ikke blot paven, men også Vorherre på porten. Så var der kun menneskenes egen erfaring tilbage.
Men sandhed som en ren erfaringssag er noget vanskeligt noget, for erfaring fortæller kun om det, der er sket, og giver ingen sikker viden om det, som vil ske.
Vi må også have vished om, at verden opfører sig lovmæssigt, ellers er vore erfaringer ingenting værd. Og hvorfra fik vi den vished? Fra matematik og logik, svarede naturvidenskabsfolkene, matematik og logik giver sikker viden om verden uafhængigt af enhver erfaring. Det kan man diskutere, om logik og matematik gør, men det påstod naturvidenskabsfolkene i hvert fald, for de flestes vedkommende uden at gøre sig klart, at de dermed holdt liv i forestillingen om Vorherres ubetvivlelige stemme, der altså udsagde matematiske og logiske sandheder.
Ved hjælp af matematik og logik var det muligt for videnskabsmanden/kvinden at producere testbar viden om verden uden selv at forholde sig dømmende eller menende til den. Naturvidenskabelig objektivitet var værdineutral.
Nogle mente, at testbar viden inden for samfundsvidenskab og politisk videnskab på lignende måde var et produkt af en særlig logik eller dialektik eller kybernetik anvendt på i sig selv værdineutrale facts.
Andre, som de positivistisk inspirerede tænkere, mente, at spørgsmålet om moral og valg af livsværdier overhovedet ikke havde noget med sandhed og videnskab at gøre. Det hørte overhovedet ikke hjemme i det offentlige rum, det var overladt til det private valg, og den politiske videnskabs opgave var blot at opsummere vore private valg og værdineutralt forme samfundet som et produkt af dem.
Uanset om man mente det ene eller det andet blev objektiv viden et produkt af dels en logik, der per definition var hævet over enhver diskussion. Dels indsamlede neutrale facts, der heller ikke kunne diskuteres, fordi de jo bare var - facts.
Såvel inden for naturvidenskab som inden for samfundsvidenskab og politik var viden noget, man kunne komme frem til uden at investere sig selv i det, uden at fælde personlige domme. Personlige domme blev ligefrem anset for at være forstyrrende subjektivitet. Og sådan blev vore politikere i stand til at leve med vedvarende usand tale. For dem er der kun neutralt håndværk og ingen risikable personlige investeringer.
Men det ligger i sandhedens væsen, at den tager risici og vil diskuteres. Vi mennesker er sproglige væsner, og det der ligger i vores sproglighed er, at den gør os i stand til at koordinere vore individuelle handlinger til fælles handlinger, der kan lykkes - hvis vi vel at mærke anstrenger os for at få dem til det.
Sproglighed er moralsk. Sproglighed kræver, at vi forholder os dømmende til verden, og at vi anstrenger os for at dømme korrekt.
Forudsætningen for, at vores samfund kan fungere er, at vores sprog fungerer. Og forudsætningen for, at sproget kan fungere er, at vi i det store og hele bruger det samvittighedsfuldt. Lærte vi os alle at bruge sproget, sådan som politikere lærer sig det, ville det opløse samfundet.