Portishead formår på den nye cd at redefinere sin egen specielle lyd mod et mere kantet udtryk

af Mikael Strandbech
Efter elleve års pause udsender den engelske gruppe Portishead deres tredje album 'Third'.
Tilbage i 1994 var deres debutalbum 'Dummy' med til at definere og lancere stilen Trip hop. En langsom og stemningsfuld elektronisk musik, der hentede elementer fra House og Hip hop.
Portishead formår på den nye cd at redefinere sin egen specielle lyd mod et mere kantet udtryk. En moderne, melankolsk blues der er baseret på beats, samples og sprøde keyboardflader, samt akustisk og rå elektrisk forstærket guitar. Et møde mellem kulde og varme. Mellem distance og nærvær.
Man kunne tro, at de var blevet mildere, mere afdæmpede og mindre eksperimenterende med alderen, men sådan gik det heldigvis ikke.
Hør blot den bidende, bitre 'Silence': 'Do you know what I wanted' anklages der. Og det er ikke kæresten der anklages. Eller den drømmende, sfæriske smukke 'Hunter' hvor sangerinden Beth Gibbon hvisker 'If I should fall would you hold me! or pass me by'.
Og selvfølgelig går vi ikke bare videre, når vi står 'on the edge of a broken sky'. Hvor 'broken sky' bliver et billede på en ituslået verden.
Numret 'We carry on' starter med en piskende hihat, tamburtromme og en elektronisk disharharmonisk støjsløjfe i uptempo. Og der bliver tempoet i 6.28 minutter. I omkvædet: englekor og Beths Gibbon der med sin skrøbelige, udtryksfulde stemme synger 'A taste of Life', efterfulgt af en pivfalsk trompet der blæser lange, sære toner under et smukt, simpelt guitarriff. Fedt.
Portishead er tilbage og deres udgivelsespause virker som den har gjort dem stærkere, mere eftertænksomme og mere rå end nogensinde før.

Portishead. Third. Universal