Ingen af de tre har arvet Povl Dissings karakteristiske og berømte sangstemme. Hvilket måske er heldigt nok
af Mikael Strandbech
Rasmus, Jonas og Las er alle tre sønner af Povl Dissing. Ægte eller uægte, men i hvert fald i ånden. Ligeledes har de tre herrer dannet backingband for Povl i årevis på scenen og i studiet.
Nu skal de egne ben prøves med debutalbumet 'Lige præcis'. Ingen af de tre har arvet Povls karakteristiske og berømte sangstemme. Hvilket måske er heldigt nok, når de gerne vil synge med eget næb. Men de synger alle tre godt og udtryksfuldt.
Musikalsk bevæger de sig ikke langt fra udgangspunktet. Bluesbaseret folk-rock med fortællingen i centrum. De minder til tider om Lars Lilholt, Poul Krebs eller Johnny Madsen.
De kan deres håndværk, musikken svinger - ind imellem rigtigt godt, men det bliver lidt for pænt og 'rigtigt' på en ufarlig måde. Der mangler noget vildskab og nogle overraskelser, både i sangene og arrangementerne.
Tre numre skiller sig dog ud og peger fremad. 'Stjernefisker' er en sørgmodig sang om at bevare illusionerne, gennem at foregive og fiske efter stjernerne. 'Forår', en poetiske og smuk hyldest til menneskerne i Dannevang, hvor det gælder om at ' favne timerne som de skrider frem'. 'Enetale' er en dyster og alvorlig sang om ensomhed og forstening, der synges: 'glemmer langsomt det jeg ville. Og ligger vågen til det bliver stille'.
Dissing & Las: Lige Præcis. Cope Records.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278