Som regel arbejder jeg inde i byen eller på Amager. Sådan har det været i alle de snart tyve år, jeg har boet i kanten af Vestskoven. De første kilometer af min cykeltur ind til byen ad Jyllingevej har i omtrent alle de år været gennem skovområde. Men sådan er det ikke mere

af Kjeld Stenum
For halvandet år siden eller deromkring startede et motorvejsprojekt i netop dette område. Efter hvad jeg har hørt et af danmarkshistoriens hidtil dyreste motorvejsprojekter. For at virkeliggøre projektet har de nedlagt den del af det EU-præmierede rekreationsområde Vestskoven, der ligger, hvor motorvejen skal falde ind i byen. Før det gik i gang, tænkte man jo, nå ja, den strimmel træer til det par kørebaner... Men sådan er det ikke.
Det er virkelig utroligt, hvor stort et skovområde det er nødvendigt at nedlægge for at få plads til sådan en stump motorvej. Ja, det er vel overdrivelse at sige, at man omtrent ikke kan skimte træerne på den anden side, når man cykler langs området om morgenen på vej ind til byen. Men det er ikke meget overdrivelse. I stedet for den sædvanlige mur af ti-femten meter høje graner cykler man langs noget, der kunne være et landskab på Månen eller Mars.
Det er udviklingen, siger trafikpolitikerne, der hele deres liv ikke har bestilt andet end at anstrenge sig for at beskære og forringe de kollektive trafikmuligheder mellem hovedstaden og dens opland.
De københavnske indfaldsveje er allerede ekstremt overbelastede hver eneste dag i myldretiden, og prognoserne viser, at trafikken bare vil stige og stige. Fordi pendleriet tværs over Sjælland stiger og stiger. Og fordi privatbilismen stiger og stiger. Det er jo åbenbart sådan, folk vil have det, konstaterer politikerne.
De vil bo på landet, og de vil arbejde i byen, og de vil selv køre. Og vi er nødt til at gøre et eller andet. Jamen skal vi ikke gøre sådan som folk vil? Er det ikke det, der er kernen i demokratiet? Og er det ikke demokrati, folk vil have? Er det ikke motorveje, de vil have? Jamen spørg dem dog!
Jo, vi må have en infrastruktur, der modsvarer den moderne tid, siger hele erhvervstoppen, der i årtier har globaliseret landet og flyttet vareforarbejdning væk fra de danske provinser og ud til fjerne lande, hvor arbejdskraften ikke koster så meget, og miljøkravene ikke er så strenge.
Erhvervstoppen vil have motorveje, for den vil tjene penge og er derfor afhængig af massiv varetransport i en verden, hvor ingen produktion længere er blot lokal. Og varetransport i vores tid er noget med kæmpestore containerskibe, få store centrale havne og store containervogntog ad et fint forgrenet motorvejsnet.
For det er motorveje og lastvognstog, man har satset på og investeret i omkring den danske hovedstad som i øvrigt de fleste andre steder i verden i årtier, det er meget få steder, hvor for eksempel jernbanenettet eller den lokale skibstrafik er tilstrækkelig udbygget til at være et seriøst alternativ. Og skal man undgå urentable omladninger, må man jo have samme struktur overalt.
Og jo, vi skal have motorveje, siger kommunalpolitikerne, der ikke vil have de tonstunge vogntog ud og køre på de små lokale veje, som man i forvejen dårligt har budget til at holde vedlige. Vi er nødt til at sørge for plads til motorveje, for vore borgere skal på arbejde hver dag.
JO, råber lastvognschaufførerne, der tænker på små snoede umulige veje rundt om gadekær og hushjørner og de større og større lastvognstog, de i deres levetid er blevet udsat for at skulle bakke og manøvrere med for at lægge til ved den lokale Superbrugs eller Netto. JOOO!!! brøler håndværkerfolket, pendlerne, mine daglige makkere, der holder hovedstadens huse og veje vedlige og på fode, men dårligt har råd til selv at betale hovedstadens tårnhøje huslejer og derfor er søgt ud i det vestsjællandske eller sydsjællandske.
For de ved fra talløse erfaringer, hvordan det er at hænge timevis i trafikkøer for at komme de første få kilometer ud af byen til fyraften, når knægten skal køres til fodbold og tøsen til ridning og konen har fået øje på et eller andet ekseptionelt billigt tilbud i Bilka.
Ja der ser du, siger trafikpolitikerne triumferende, alle vil det sådan, selv dine makkere. Skal vi så ikke gøre som de vil? Hvis vi ikke gør som de vil, går vi så ikke imod demokratiet? Er du ikke demokrat?
Og jo, sukker jeg betrængt, således sat pistolen for brystet må jeg jo erkende, at jeg vil, vi skal gøre, sådan som folk vil.
Og sådan former man et land. Men var det det, vi ville? Er det det mars-landskab, jeg cykler ind langs med hver morgen, vi vil? Eller de store trafiksløjfer og tilkørsler og frakørsler, det om føje år alt sammen er blevet til?
Nu er trafik selvfølgelig kun et hjørne af det hele, men er det ikke et glimrende billede på det hele? Udvikler verden sig virkelig som vi vil have det? Alle vil have containertrafik, for de er afhængige af at kunne købe billige varer.
Eller tag mine makkere: For at få råd til huslejen er de, som bygger og vedli-geholder hovedstadens dyre huse, nødt til at flytte ud, hvor de bliver afhængige af gode transportmuligheder. Vil de have kollektiv trafik? Nej, selvfølgelig vil de ikke det, for den er så håbløst bagefter af beskæringer og besparelser, at de dårligt kunne nå hjem, inden de skulle af sted igen.
Så de vil have biler, for de er nødt til at have biler. Så stiger trafikken på indfaldsvejene. Så må vi investere i motorvejsnettet, siger politikerne og sparer endnu mere på den kollektive trafik. Jamen det er det, folk vil have. Og er vi ikke alle demokrater?
Demokrati, er det ikke noget med at vælge? Hvornår var det egentlig helt nøjagtigt i det her forløb, vi havde et valg?