af Eigil Nielsen

Jeg har hoved og hænder;jeg er passiv, men kenderjo fuldt ud vor verdens behov,og véd, at de griske begår rovpå men`sker, på hav og på skov.Og vil de fortsat få lov,lægger de så meget øde,at der bli`r for lidt fødetil men`sker, til fisk og til fugl- og døden træder frem fra sit skjulSkal jeg sidde og blot la` det ske?- og lade hånt om klodens vel og ve?Skal jeg sidde som tusinde andre,der også ønsker at forandre,eller skal jeg begynde at vandrei flokken med dem, der vil andetog ligesom jeg har sandet,at dådløshed ej redder landet?Ja, jeg rejser mig op fra min stol,tager skridt - som det første symbol - på, at jeg er på vej til et mødemed dig, der som jeg ønsker fødetil et håb om en verden i grøde.Jeg kan se dig komme.Passivitetens tid er omme.