24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Holger J. Jensen - En oplevelse af de sjældne.

Holger J. Jensen - En oplevelse af de sjældne.

Torsdag, 17. april, 2008, 00:00:00

Grafik og malede selvportrætter af og med Holger J. Jensen. Oplev en grafiker af den gamle skole i ordets egentlige betydning

af Tove Marie Petersen
På Kastrupgaard vises frem til 8. juni 2008 en retrospektiv udstilling af maleren og grafikeren Holger J. Jensen. (1900 -1966)
Udstillingen omfatter samtlige af Holger J.Jensens grafiske værker, samt en mindre del af hans malede selvportrætter. Det er især hans grafiske værk, der vækker interesse og beundring.
Her er ikke tale om store oplag af enkeltstående, med 'eget tryk'-signerede og nummererede stykker, men om, at hvert enkelt tryk er et resultat af et eksperiment og selvstændigt udtryk.
Holger J. Jensen arbejdede i hele sin tid yderst diskret og næsten hemmeligt med sine grafiske arbejder han var sky og beskeden og anonym.
Det var Holger J. Jensens særlige arbejdsmetode hele tiden at udvikle og bearbejde det foreliggende resultat, til det var 'færdigt'. Først derefter kunne det vises frem.

Ånden videre
Holger J. Jensen virkede som efterfølger af professor Aksel Jørgensen, stifter af den grafiske skole på Kunstakademiet og lærer på samme i mange år.
Holger J. Jensen førte ånden herfra videre på sin helt egne måde. Det var mange af den tids unge kunstnere, der fik glæde af den specielle pædagogik, som mere var værkstedets og kammeraternes ånd, end lærerens foredrag og demonstrationer.
Dog kunne de enkelte elever af og til kaldes ind på kontoret til en speciel gennemgang og lærerig korrektion af deres arbejder.
Selvom de klassiske grafiske tekniker var udgangspunktet, var der fri adgang og opmuntring til egne eksperimenter, hvad der var uhyre befrugtende for den enkelte kunstners udtryk.
Netop det personlige udtryk var det afgørende for Holger J. Jensen. Ikke så meget den tekniske brillians i det færdige arbejde. Det ses tydeligt på den omfattende udstilling, hvor man kan følge Holger J. Jensens bearbejdning af det første tryk.
Holger J. Jensen var en utrættelig arbejder, trods alvorlig sygdom og familieproblemer, overkom han, foruden sit pædagogiske virke, i yderste diskretion, at fremstille disse mange arbejder.
Og selvom han var beskeden i sin 'markedsføring' at medvirke i adskillige udstillinger og var også medstifter af sammenslutningen 'Decembristerne.'
Mange af Holger J. Jensens eksperimenter med forskellige værktøjer og pladematerialer, som ridsen i plastfolie og alu-pap, billigere og tilgængeligt, var noget nyt på den tid, men er i dag almindeligt hos vor tids grafikere. Også ætsemidler eksperimenterede han med - med risiko for skade på eget helbred.

Grafikken
Grafikken har i mange år været en underkendt genre i kunstverdenen, måske fordi den ikke er så kostbar at erhverve, ikke så prestigefyldt som de store malerier. Men det er på tide, at den igen får plads med sin overkommelige adgang for erhvervelse, sin enkle opbevaring til regelmæssigt gennemsyn og glæde.

Holger J. Jensen. Grafik og malede selvportrætter.
Kastrupgårdsamlingen. Til 8.juni.
www.kastrupgaardsamlingen.dk. Gratis adgang.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. apr. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur