Som samfundsborger har man i vores vesteuropæiske tradition visse grundlæggende rettigheder: Ejendomsret, stemmeret, tros-, ytrings-, organisations- og forsamlingsfrihed og den slags

af Kjeld Stenum
Derudover som regel nogle sociale og humanitære rettigheder, som er lagt til for at undgå, at for mange bliver for utilfredse med det forhold, at alle de smukke forfatningsgaranterede rettigheder ikke er meget værd for den, der ikke har materiel mulighed for at udøve dem. Og vi lever i samfund, hvor masser af mennesker hele tiden kommer i den situation.
Der har været tradition for den slags forfatninger i de oprindelige EU-lande, og EU er grundlagt på denne tradition.
Som arbejdere har vi også alle borgerrettighederne. Og så er rigtig mange af os blandt dem, der det meste af tiden er i den situation, at vi ikke har materiel mulighed for at udøve dem. Det er først og fremmest ikke meget værd for os at have ret til at eje ting, når vi ingenting har at eje.
Derudover er det ikke meget værd for os at have ret til at ytre os, hvis vi ikke får adgang til medier, hvor vore ytringer lader sig høre. Og vi har ikke meget ud af at have ret til at organisere os, hvis vi ikke har ret til at bruge vore organisationer til noget.
Den grundlæggende årsag til, at vi som arbejdere hele tiden kommer i den situation, at vi ikke kan bruge vore forfatningssikrede rettigheder til noget, er, at vi lever i samfund, hvor retten til udbytning af andres arbejdskraft også er forfatningssikret.
Fordi 'ejendomsret' forstås som retten til at lukke andre ude fra éns ejendom, og ikke som brugsret, er vi afhængige af at skulle sælge vores arbejdskraft til dem, der har denne ejendomsret.
Indenfor forfatningens rammer er det meget begrænset, hvad vi kan bruge eksempelvis vores organisationsfrihed til uden at krænke arbejdsgivernes ret til at forhindre os adgang til samfundets produktive ressourcer. Ressourcer, som vi selv har skabt og er afhængige af at kunne bruge.
Sådan er det at være arbejder i et kapitalistisk samfund. Bare for at overleve og sikre os en tilværelse er vi nødt til hele tiden at leve på kanten af samfundet og udfordre dets grundlæggende spilleregler! Det er ganske barske sager. Og trak samfundets retsinstanser for tit dette forhold for hårdt op, ville konsekvensen nok meget hurtigt blive, at samfundet blev meget ustabilt.
Folk ville ikke finde sig i det, og den forfatningsgaranterede ejendomsret ville hurtigt komme under meget stort pres. Derfor undgår vores samfunds magtinstitutioner helst at trække forholdet alt for hårdt op. Vi får sociale indrømmelser, og vi får en slags 'ret' til gennem vores organisationer - eller i nogle lande via lovgivning - at hævde visse krav på arbejdsmarkedet, selv om de strengt taget er krænkelser af arbejdsgivernes forfatningsgaranterede ejendomsret.
De af vore tilkæmpede rettigheder, som gør indhug i arbejdsgivernes ejendomsret, har højst en slags halvlegal status. Og samfundet har en grundlæggende ret til at sætte dem ud af kraft.
Så som arbejdere får vi ikke anden ret respekteret end den, vi har kæmpet os til. Det er der ikke noget nyt i; sådan var det, før vi kom ind i EU, og sådan har EU videreført det. Der er ikke noget samfundsmæssigt nyt ved EU i forhold til nationalstaterne; EU gør blot de enkelte staters forfatninger fælles.
Dette bliver bare fatalt, når vi ikke har fælles europæiske kamptraditioner, og EU - og dermed arbejdsgiverne - med ét slag får adgang til et kæmpestort arbejdskraftmarked, hvor der (blandt andet på grund af tidligere tradition for mere omfattende sociale rettigheder) er meget ringere lønforhold, sådan som det skete for få år siden med den østudvidelse, vores statsminister var så stolt af.
Med udsigt til så mange billige arbejdere bliver arbejdsgiverne sultne. Og de udøver et stort pres mod såvel nationale regeringer som EU-instanser for at få fjernet den sukkerglasur af arbejder-'rettigheder', der er opfundet i de forskellige lande for at få os til at æde den grundlæggende bitre uretfærdighed.
Set i det lys er Menneskerettighedsdomstolens underkendelse af retten til eksklusivaftaler for to år siden, EF-domstolens kendelse i den svenskeVaxholm-sag sidste år og den nyligt afsagte Rüffert-dom ikke andet end, hvad vi kunne vente os.
(Vaxholm-dommen frakendte svenske arbejdere retten til at aktionere for at få håndhævet deres overenskomster også for lettiske arbejdere ansat af et lettisk firma til arbejde i Sverige. Rüffert-dommen forbød en tysk delstat at kræve overenskomsten respekteret, når offentligt arbejde blev udbudt).
Der er stadig tovtrækkeri om detaljer, når man skal fortolke de juridiske konsekvenser af dommene, blandt andet for vores berømmede danske model.
Men uanset hvor man finder ud af at tegne stregerne på et stykke papir denne gang, så er dommene uden diskussion udtryk for, at et skred er i gang.
Mens vi har kunnet gå rundt med en illusion om, at det var kriminelt, når arbejdsgivere ansatte vore polske eller baltiske kolleger på slavelignende kontrakter og holdt det meste af den i forvejen diminutive løn tilbage som 'husleje' for en køje i en campingvogn, må vi fremover i stigende grad vænne os til at se i øjnene, at det er os, der er kriminelle, når vi aktionerer for at sikre de mest basale minimumsrettigheder for dem og for os selv, som er nødt til at konkurrere med dem.
Hidtil har vi tillidsfuldt tyet til ordensmagten som en allieret i kampen for at knalde de værste arbejdsgiver-slavepiskere; fremover kommer vi til at vænne os til, at arbejdsgivere kan hidkalde ordensmagten for at forsvare deres ret til at behandle deres ansatte som slaver.
Samfundets grundlæggende uretfærdighed vil træde mere nøgent og utilsløret frem. Og vi vil ikke kunne undgå at se den.
Det er ikke sikkert, det bliver til arbejdsgiversamfundets fordel.