Den afdøde italienske komponist Respighi beherskede symfoni-orkestrets klanglige og dynamiske muligheder suverænt

af Henning Christensen
Når man lytter til udgivelsen med den italienske komponist Ottorino Respighi`s 'Church Windows; Brazilian Impressions; Rossiniana', understreges det atter, at der intet sted er, hvor tidsånden afspejles så præcist som i musikken.
Den synes at opsuge tidens stemning i sig. Enhver tid har sin sound. Respighi , der levede fra 1879-1936, forstod om nogen at udnytte dette.
Han blev født i Bologna som søn af en klaverlærer og studerede violin og komposition først i fødebyen, dernæst i St.Petersborg hos Rimskij-Korssakov og i Berlin hos Max Bruch.
I 1913 blev han lærer i komposition ved Liceo di Santa Cecilia i Rom.

Futuristerne
Det kulturpolitiske klima i Italien beherskedes på dette tidspunkt af futuristerne, der besang den moderne tids teknik og så den kommende krig som 'et rensende stålbad' for en degeneret generation.
Det er handlingen, der skaber mennesket, ikke tanken, blev senere fascisternes credo. Selvom 'Roms fester', Respighis berømte symfoniske digt fra 1928, handler om antiken, emmer den af en hedensk gru, man genkender i fascismens voldsdyrkelse.
Respighi behersker symfoniorkestrets klanglige og dynamiske muligheder suverænt. Hans evne til at iklæde ældre musikformers, specielt renæssancens og barokkens, impressionistiske gevandter (påvirkningen fra Ravel) er imponerende.

Sit sinds vinduer
Med den symfoniske suite, Vertrate de chiese, (Kirkevinduer) fra 1925, åbner komponisten sit sinds vinduer ud mod skiftende religiøse rum fra en svunden tid.
1.sats, 'Flugten til Ægypten', åbner stille med en koralagtig melodilinie, tilsat orientalsk mystik. Drømmende og nostalgisk.
I anden-satsen, 'Ærkeenglen Mikael', bliver vi brutalt vækket af basunernes introduktion af hovedtemaet. Med ét er hele orkestret sat i alarmberedskab til den forestående kamp mellem det gode og det onde, englehæren mod den himmelske drage. En titanisk kamptummel, storslået instrumenteret.

klosteragtig stilhed
Tredje-satsen, 'Den hellige Claras morgengudstjeneste', udgør en absolut kontrast: en klosteragtig stilhed fylder rummet. Fagot og obo, afløst af fløjte og harpe, skaber tidløs stemning.
Fjerde-satsen, 'Gregor den store', indledes med atonale stemmer, der blander sig med hinanden i det fjerne. Noget synes i færd med at gestalte sig. Et klimaks bygges op - og pludselig toner Gloria-motivet fra den katolske messe igennem rummet, fremført af orglet, efterfulgt af trompeter og strygere for at ende i en monumental energiudladning, hvor alt hvad der kan krybe og gå deltager i en 'klingende hyldest til paven'.
For meget? Ja, men det er sgu flot.

NAXOS 20th Century Italian Classics. Respighi: Church Windows; Brazilian Impressions; Rossiniana.