15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nordvest får ungdomshus på torsdag

Nordvest får ungdomshus på torsdag

Onsdag, 09. april, 2008, 00:00:00

En færdig model for et ungdomshus på Dortheavej vil formentlig blive præsenteret på borgermøde torsdag. Nordvest får samtidig nyt bibliotek og kultursal

Alt tyder på, at kabalen om et ungdomshus på Dortheavej i København Nordvest kommer til at gå op på torsdag.
Overborgmester Ritt Bjerregaard har indkaldt til borgermøde for kvarterets beboere i morgen, hvor hun vil præsentere en løsning.
I aften er Bispebjerg Lokaludvalg, ifølge Arbejderens kilder, indkaldt til et ekstraordinært møde for at drøfte det seneste udspil fra Rådhuset.
Et flertal i lokaludvalget stillede sig sidste uge kritisk over for den oprindelige model for et ungdomshus på Dortheavej, der ville betyde, at kvarterets kulturhus, som bruger adressen i dag, mistede en koncertsal.
Men efter en weekend tæt pakket med forhandlinger åbner Rådhuset nu op overfor at bygge et bydelsbibliotek kombineret med en ny sal til Kulturhuset på hjørnet af Dortheavej og Rentemestervej. Forvaltningen arbejder samtidig med at kombinere det hele med et bydelstorv.
Samtidig vil Kulturhuset få yderligere to bygninger i erstatning for det anneks og den sal på Dortheavej, som nu formentlig skal bruges til ungdomshus.
Det drejer sig om nogle tomme kommunale bygninger på Tomsgårdsvej 23C og den gamle stationsbygning Lygten ved Nørrebro Station.
Den konservative folketingskandidat Rasmus Jarlov fra Grøndal Lokalråd fortsætter imidlertid sin kamp mod et ungdomshus i Nordvest. Han har blandt andet startet en ny underskriftsindsamling og indkaldt til demonstration.
Foreningen Naboerne i Nordvest opfordrer omvendt de af kvarterets beboere, som gerne vil have et ungdomshus, til at møde op og fortælle det til politikerne på borgermødet torsdag.

Borgermøde - Kulturhuset Dortheavej 61
torsdag den 10. april kl. 17

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. apr. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur