Platon var en reaktionær gammel græker, der levede for snart to et halvt årtusinde siden. Udover reaktionær var han filosofisk idealist, som de fleste reaktionære er, ja, mange regner ham som én af den europæiske idealismes grundlæggere. Så ham gider vi ikke beskæftige os med

af Kjeld Stenum
Jo, det gør jeg nu alligevel. Generelt kan jeg godt lide at læse og skrive frem for at lytte og tale, dels fordi jeg er halvdøv, dels fordi jeg godt kan lide at have god plads til mine egne tanker, når jeg skal se og tage stilling til ting. Dialogen fungerer simpelthen bedre.
Dialog synes jeg, vi har så lidt forstand på efterhånden. Derudover kan jeg godt lide at følge ting tilbage til deres mest usammensatte oprindelse, det kaster tit et overraskende lys ind over dem. Af begge disse grunde kan jeg godt lide selv noget så mærkeligt som at sætte mig ned og læse den gamle græker Platon. Han vidste noget om dialog, og ved at læse ham synes jeg, vi kan blive klogere på nogle af de vildfarelser, vi moderne videnskabeligt anlagte mennesker ofte vikler os ind i, når vi forsøger at tale sammen.
Når vi rigtigt skal overbevise hinanden om noget, henviser vi ofte til, at det, vi siger, da er logisk. Vi mener, der er en eller anden lovmæssig sammenhæng i det, som den anden da nødvendigvis må kunne indse. Og vores metode til at overbevise hinanden, når vi har den slags overbevisninger om vores egen tale, er at kvæle hinandens indvendinger i argumenter.
>Ofte handler det ligefrem om at tage ordet ud af munden på hinanden, som vi ser det i masser af tv-diskussioner. Ordet 'logik' kommer fra det gamle Grækenland, fra ordet 'logos', der simpelthen betyder 'tale'.
Én måde at tale på er talen mellem to parter, dia-logos, en anden er når kun én part taler, mono-logos. Nu om dage kan vi bedst lide monologerne og gider ikke så meget det med at blive klogere ved at lytte til hinanden.
Men det gjorde Platon. Han vidste, at al tale, al logos eller logik, altid dybest set er dialog. Sprog er altid og nødvendigvis noget fælles. Sprog er det redskab, hvormed vi mennesker gør os selv i stand til at udføre vellykkede fælles handlinger.
Gennem sproget bliver vi i stand til både at rette hinandens opmærksomhed imod ét bestemt sagsanliggende i verden, og at åbne os alle sammen imod at se det, netop som det er.
Denne vores allesammens åbenhed imod at se tingene netop som de er er afgørende for, at vores fælles handling skal lykkes. For det er kun, når vi ser ting, netop som de er, at vi med held kan manipulere med dem på en målrettet måde.
Det er derfor en afgørende ting ved dialogen, at vi ikke overtaler hinanden og tager ordet ud af munden på hinanden, men at vi giver hinanden rum til selv at se tingene, til at lade sagens rette sammenhæng gå op for hver af os i et lysglimt. Det er det lysglimt, hvor vi ser, hvordan ting reelt er, når vi vil forandre dem, vi kalder deres 'logik'.
Logik er ikke noget tvingende ved vores sproglige billede af tingene, og det er heller ikke noget, vi skal overtyde hinanden om med en strøm af ord og tvingende argumenter. Det er tværtimod en tilstand af åbenhed, som gør os modtagelige for at se ting, netop som de er.
Platon lod det meste af sin filosofi udspille sig som dialoger mellem hans helt, Sokrates, og udvalgte kloge hoveder fra hans samtid.
Én af de dialoger, som jeg holder mest af, er én, hvor Sokrates skal forsøge at overbevise en anden græsk filosof ved navn Menon om Platons kongstanke: at den verden, vi ser, med dens flimrende omskiftelighed kun er et spejl af en evig guddommelig idé-verden, som sjælene har hjemme i, før de bliver genfødt til det ene jordiske liv efter det andet.
Han mener, vi alle sammen mere eller mindre har svage erindringer om disse evige ideer, men filosoffer som han selv har det lidt bedre end andre, derfor er det også dem, der bør styre verden.
For at illustrere sin tanke lader Platon nu sin helt Sokrates kalde på noget så dumt og uvidende som en slave og skal bevise for Menon, at denne slave ud fra sig selv, ud fra sin egen erindren om de evige ideer, og altså uden direkte at få det påduttet af Sokrates, evner at dømme rigtigt om et sagsforhold.
Det handler om et simpelt geometrisk bevis, som vi ikke har plads til at gå ind på i detaljer. Men de fleste af os ved nok enten fra deres daglige håndværk eller husker måske fra deres skoletid, at det at dømme rigtigt om geometriske forhold netop er et eksempel på noget, der kommer til os i et 'logisk' lysglimt.
Jeg tror, at vi evner at se sådanne ting, fordi vi har et lager af grundlæggende erfaring med, hvordan stive plane flader og figurer på stive plane flader opfører sig i forhold til hinanden.
>Det er en erfaring, vi har opbygget gennem leg og håndværk. Når det kommer til stykket, vidste slaven nok mere end Sokrates. Havde vi ikke haft grundlæggende erfaringer med geometriske ting, havde vi heller ikke magtet geometriske domme. Og jo større lager af erfaringer, vi bygger op, jo skarpere bliver vores geometriske dømmekraft.
Platon mente, det handlede om at huske en medfødt viden. Og han mente, at filosoffer som han selv var bedst til sådan noget. Slaven skulle forsøge selv, men egentlig kun for at blive overbevist om, at han gik vild og havde brug for sagkyndig vejledning.
Platons ærinde var at overbevise os om, at Sokrates` vejledning dybest set var uundværlig, hvis slaven skulle finde den rette vej, og ikke at vise, at slaven netop selv rummede evnen til at finde den rette vej. Det handlede om at overbevise os om, at vi burde overlade magten til filosofferne.
Platon brugte virkeligheden som redskab til at åbne os mennesker imod filosofien. Han burde retteligen have brugt filosofien som redskab til at åbne os mennesker imod virkeligheden.