Den anden store modstandsgruppe, udover Citronen og Flammens ¤¤Holger Danske¤¤, var det kommunistisk ledte BOPA. Aage Staffe overlevede både politikugler, stikkere og sabotagevagter med nød og næppe

af Anders Fenger
'Louis' var ramt af tyskerne. 'Louis' var en af sabotøren Aage Staffes kammerater fra den illegale gruppe BOPA. Nu var han død under en afvæbning af en tysk officer. Død i kamp under besættelsen af Danmark 1940-45. Offer for den skæve våbenfordeling.
Aage Staffe, med dæknavnet Lille-John og en kammerat fandt ham på Retsmedicinsk Institut. Men de kunne ikke umiddelbart genkende ham. Han kunne kun kun genkendes på dét ar, han havde fra en tidligere blindtarmsoperation.
- Så måtte vi ud til hans mor og fortælle den sørgelige nyhed. Det var tungt.
Aage Staffe på 83 kigger ud af vinduet i udestuen på Præstemarksvej i den lille, fredelige by Jyllinge Roskilde Fjord. Hans kone nyder solskinnet udenfor på terrassen. Selv synker han tilbage i den lyse lædersofa.
- Men vi var blevet forråede dengang. Det blev vi nødt til at være for at overleve, tilføjer han minuttet efter.
Han retter sig op igen. Han har indvilliget i at fortælle noget af sin historie som illegal i København under modstandskampen. Netop dén tid er aktuel i forbindelse med den nye danske film,
'Citronen og Flammen', der havde premiere i fredags. Her ser man to modstandsfolk fra Holger Danske-gruppen leve illegalt. Men for Aage Staffe var livet meget, meget mere gråt og voldsomt, end nogen film kan vise. Livet i BOPA var anderledes end i Holger Danske og som man ser på filmen
- Jeg ved sgu godt, hvordan det var dengang, siger han og tager brillerne af.
Hver femte BOPA-sabotør omkom.

Heldig
Han underdriver sin indsats for ligesom at lægge distance til de voldsomme begivenheder.
- Jeg var selv umanerlig heldig at slippe med livet i behold. Jeg var jo bare en politisk bevidst arbejderknægt, en bydreng og vandbærer. Enhver ung kunne have gjort det under de rigtige omstændigheder, mener Aage Staffe, der oplyser, at en fjerdedel af BOPA`s sabotører døde. 12 på grund af den skæve våbenfordeling.
Han remser metodisk alle tre grunde til at deltage i kampen op.
- Før det første var det for at bekæmpe volds-ideologien nazisme.
- For det andet var det et ungdomsoprør, jeg og gutterne havde gang i.
- For det tredje var det klassekamp - en indbyrdes borgerkrig, hvor vi kæmpede mod regeringen og de rige og fine, der samarbejdede med tyskerne. Tænk, en lov gjorde på et tidspunkt alle strejker ulovlige.
Aage Staffes øjne gnistrer.

Lærling
Sideløbende med sit liv som sabotør i den kommunistisk stiftede BOPA (Borgerlige Partisaner), arbejdede Aage Staffe som smededreng på en stor maskinfabrik i København. Her fik han syv kroner og tyve ører for 48 timers hårdt slid.
Han mødte på arbejde klokken syv. Men det var svært at møde til tiden hver dag, hvis man havde været oppe hele natten og sprænge fabrikker i luften.
Han kunne umuligt have fast arbejde ved siden af sabotagen. Han havde fri klokken 15.30. Så kunne han lige nå hjem at spise, inden han skulle på teknisk skole. På vej til skole saboterede han flere gange et bilværksted, der reparerede biler for tyskerne.
Men til sidst måtte han gå under jorden. Det var i 1943.

Mistede en mand
I alt 540 dage levede Aage Staffe under jorden. Det hårde menneskelige pres påvirkede den unge mand.
- Men jeg mistede kun én mand i min gruppe, fortæller Aage Staffe tilfreds. Selv var han leder af gruppen.
I en ildkamp under en aktion blev han ramt i benet af en kugle.
- Jeg fik en kasse bajer for det af gutterne. Som en trøst, smiler Aage Staffe.
Et smil, der i sig bærer en tyngende alvor, en sørgmodig sarkasme.
I alt dræbte BOPA 35 stikkere. Heldigvis kom stikkerne aldrig ind på livet af hans og BOPAs grupper illegale gruppe for alvor. På grund af diciplinen.

Menneskekærlig omsorg
Under en aktion i 1944 skulle Aage placere en bombe under en jernbanevogn med grej til Tyskland. Men hele området var beskyttet af tyske vagtposter, så han kammerater skyder to af vagterne.
- Vi var jo forråede dengang, men vi vidste, at man ikke kunne overmande tyske vagter, konstaterer Aage Staffe, der fik placeret bomben og slap væk i tide.
Men han fastholder, at sabotørerne drog 'menneskekærlig omsorg.
- Vi satte også vores eget liv på spil for vore landsmænd', siger han og tager en slurk af kaffen på bordet.
Man accepterede i BOPA ikke, at sagesløse civile omkom eller kom til skade under aktioner. Eller at samfundsværdier gik op i røg i kampen mod fabrikker, der lavede ting til tyskerne.
- I december 1944 skulle vi bombe Dansk Aluminium på Englandsvej i København. Jeg tændte bomben, men måtte sgu tilbage for at hente en arbejder, vi ikke nåede at få med ud, siger Aage Staffe og smiler. Han kalder selv sit og kammeraternes arbejde med at jævne fabrikker med jorden for 'byfornyelse'.
- Tænk på al den slum, vi fik pulveriseret! Dét er ikke den værste beskæftigelse, siger eks-sabotøren med antydningen af et smil.
Men selv har han fået varige mén af aktionerne. Hørelsen er ikke så god. Han var for tæt på bragene. Hans ene hånd er læderet efter at en pistol sprang i luften. Hans ryg er dårlig efter et fald under en aktion.
Psykisk har det også været hårdt.
- I 1944 skød dansk politi efter os. Jeg kunne høre kuglerne i hovedhøjde, bemærker Aage Staffe og viser med et fnys sin vrede over store dele af dansk politi, der samarbejdede med tyskerne.

Pres
Også det evige liv under pres har sat sine spor. han sov sjældent mere end en nat hvert sted. depoter med våben måtte rykkes, hvis der kom nyheder om det tyske politi - Gestapos - aktioner. Han besøgte kun sin mor én gang i 1944.
Den eneste grund til at Aage og de fleste af hans gruppekammerater overlevede var, at kommunisterne og BOPA var meget forsigtige.
- Ja, det var kommunisternes fortjeneste, bemærker Aage Staffe, der selv var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti fra 1942-48. I dag er han medlem af KPiD.
- Af de frivillige fra den spanske borgerkrig - danske kommunister - samt de tyske flygtninge havde vi tidligt lært illegalitetens grundregler.
- Dét betød, at der ikke måtte eksistere fotos af dig. Du måtte kun have små nøgler på dig, som du kunne sluge hurtigt. Intet papir, du heller ikke kunne sluge. Ikke hænge på gadehjørnerne. Ingen bilkørsel.
Aage Staffe smiler og fortæller, at han oplærte en ny ung sabotør ved først at hente hans familiealbum og rive alle billeder af knægten i stykker.
- Hold kæft, han blev overrasket og mopset. men sådan var det, erindrer eks-sabotøren, og tilføjer, at hans læremester udi illegaliteten, den tyske spaniensfrivillige kommunist, Willi Boller, blev anholdt på Enghave Plads i København og udvist til Tyskland, hvor han blev henrettet.
Willi Boller havde lært Aage, at man i tilfælde af arrestation skulle smøre snot i ansigtet, se ussel ud og hyle og skrige. Man skulle blot holde ud i 24 timer, så kammeraterne kunne komme væk, hvis man blev udsat for tortur og blev presset.
Selv boede Aage på skift hos især partikammerater, men også i et usselt kolonihavehus uden varme i vinteren 44-45.
- Vi nassede på arbejderfamilierne, tilføjer han og rejser sig. Nok snak.

Gøre det igen?
Han henter lidt fotos. Henter kaffe. Og begynder så kortfattet at fortælle, hvad der skete med ham efter krigen, hvor han gjorde sin smedelærlingetid færdig. Om pensioneringen i 1955. Om arbejdet som lærer ved Åndssvageforsorgen og sin tid som frivillig skipper ved Tvind i 1980.
På vej over til køkkenbordet svarer han dog hurtigt på dét spørgsmål, han havde regnet med ville komme til sidst.
Ville du gøre det igen?
- Ha, ha. Nej. Jeg ville da overholde lovene, gøre hvad politikerne siger, lovprise demokratiet, smække min røv i en klapstol og lade de dumme rage kastanjerne ud af ilden.
Aage Staffe spytter ordene ud med umiskendelig sarkasme.
Der er ingen tvivl. Han ville sgu gøre det igen!

Læs mere: www.befrielsen.dk
Læs interview med Ole Christian Madsen, der har instrueret Citronen & Flammen

BOPA
Borgerlige Partisaner (BOPA) er navnet på en kampgruppe, der under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 sprængte fabrikker der fremstillede krigsmateriel til den tyske hær.
I perioden 1942-43 hed gruppen KOPA (Kommunistiske Partisaner). Den oprindelige gruppe blev dannet af tidligere spaniensfrivillige, men senere blev også især studenter optaget i gruppen, og den skiftede navn til BOPA. Kampen krævede nemlig en stærkere organisering - en sammenslutning af visse illegale grupper af borgerlig og kommunistisk observans.Denne konstruktion viser sig at være uhyre effektiv, og da BOPA ved tyveri i efteråret 1943 havde skaffet sig store mængder af sprængstof, blev det muligt at sprænge en del af Københavns store maskinfabrikker som for eksempel Riffelsyndikatet, B&W, Always Sydhavnen, Nordwerk, Globus (120 kilo) og Riffelsyndikatet (400 kilo).
BOPA udførte også angreb på tyske militære anlæg. samt sekundære aktioner, såsom våben og sprængstof-røverier, befrielse af kammerater der var blevet arresteret, depotarbejde osv. BOPA`s sabotageliste omfatter ca. 400 aktioner, næsten alle i København, og en uofficiel liste siger at BOPA havde ansvaret for likvideringer af ca. 35 stikkere.
BOPA`s kampgrupper bestod i gennemsnit af 5-6 grupper af ca. 6-7 mand, men udskiftningen var stor. Man skønner af de fleste var ca. 3-4 måneder i det praktiske arbejde, hvorefter der så tog til Sverige, eller blev arresteret.
BOPA havde sin egen våbenfabrik for stenguns og sin egen illegale sprængstofimport fra Berlin. Gruppen havde i alt cirka 125-175 medlemmer som i alt udførte mere end 1.000 aktioner. 38 af gruppens medlemmer faldt.