Pastor Krarup og fætter Langballe har i deres kirkelige studérkamre ikke opdaget, at tiden løber og ideer og værdier ændres. DF`s kulturpolitik kan minde om lettere fascistisk tankegods

af Bjarne Nielsen
Dansk Folkepartis kultursyn er for en stor dels vedkommende båret af en Morten- Korchsk ide om uforanderlighed.
Illusionen er 'Det gamle Danmark' som et fredeligt og uberørt sted midt i en forvirrende og globaliserende verden. Pastor Krarup og fætter Langballe har i deres kirkelige studerekamre ikke opdaget, at tiden løber og ideer og værdier ændres.
Præcist beskrevet er partiets kulturpolitik formuleret af Louise Frevert i pauserne mellem hendes pornofilm og mavedans, da hun som daværende kulturordfører skrev: 'den danske kultur er en blanding af det danske folks værdier, tro, religion, sprog, traditioner og holdninger'.1)
Selv om udgangspunktet således er, at danske værdier og holdninger ikke er klassedefineret, men homogene og fælles, så må partiet dog erkende, at 'dansk kultur i høj grad er opstået i sammenhæng med de lande, vi har haft med at gøre, som f.eks. de øvrige nordiske lande, Tyskland, Frankrig, England og USA'.
Dansk Folkeparti er tilhænger af kulturelt samarbejde med andre lande, men ønsker ikke et multikulturelt samfund.
Vi må således antage at Folkepartiet ikke anser USA, Tyskland og England som multikulturelle samfund.
'DF vil arbejde for, at man forstår, at kommunisme, fascisme, nazisme og religiøs fundamentalisme ikke har noget med danske værdier at gøre', skriver Frevert frejdigt.
Således er kommunisternes indsat i modstandskampen under besættelsen og i kampen mod EU for national selvstændighed frataget retten til at have med danske værdier at gøre.

Kulturstøtten
Med det udgangspunkt, at DF`s medlems-og vælgerskare for en stor dels vedkommende udgøres af lavtuddannede arbejdere, små næringsdrivende, håndværkere og pensionister - og det er dokumenteret at disse gruppe ligger langt under gennemsnittet i forbrug af teater, koncerter, biograf og udstillingsbesøg - er det naturligt, at dette afspejler sig i partiets syn på disse ting.
Dansk Folkeparti henter sine vælgere blandt dén del af befolkningen, der har en kortvarig uddannelse. Mindre en hver femte har en studentereksamen eller tilsvarende skoleuddannelse, mens tallet for hele landet er 40 procent. Partiet har flere timelønnede blandt deres vælgere, end noget andet parti og to-trediedele af deres vælgere er mænd. En tredjedel er pensionister. 40 procent af partiets vælgere læser ikke aviser hver dag. Avisen er blevet dem for dyr og/eller de prioriterer anderledes. Til gengæld bruger de mere tid på tv end befolkningen som helhed. 6)

Angst
Dét, at partiets vælgere for en tredjedels vedkommende er ældre, har naturligvis indflydelse på deres samfunds, kultur - og menneskesyn. De er ifølge samme undersøgelse mere utrygge end gennemsnittet af befolkningen over verden udenfor.
Som Fassbinder engang sagde det : 'Angst æder sjæle'. Derfor reagerer de også voldsomt, når der ser og ikke mindst hører unge fra eksempelvis Ungdomshuset. 'Da vi var unge, da !', lyder det, når de ser uro i TV eller skal betale til kunst og kultur, de ikke forstår. De besidder en smal horisont, en lille tolerance og er grundlæggende rindalister.
Partiet mener, der 'skal være mere dansk klassisk og moderne skønlitteratur til rådighed på bibliotekerne'. De vil kort sagt have det gode gamle lokalbibliotek, fra dengang Korch skrev og lånte bøger.
De vil godt støtte teatret og kulturinstitutioner, hvis disse 'i høj grad repræsenterer dansk kultur'.
Denne konsekvens kommer også til udtryk omkring filmstøtte, da denne primært skal gives 'når dansk er det altdominerende sprog i produktionen og der anvendes en overvejende dansk skuespillerbesætning'.2)
'Dansk Folkeparti ønsker, at det økonomiske og kunstneriske ansvar for den støtte, der ydes til den professionelle kunst, overlades til råd, bestående af personer med førstehånds-indsigt i kunst og kultur. For at sikre den kunstneriske kvalitet og undgå politisk ensidighed og nepotisme, skal disse råd udpeges af Folketinget i forhold til partiernes repræsentation i Folketinget'.3)
Hvilken kvalificeret diskussion, der ligger til grund for dette vid, kendes ikke, men erfaringerne med politikernes ageren som kulturel censor er mangfoldige.
Med Pia Kjærsgaards udtalelse om, at hun ønsker et opgør med det 'venstredrejede kulturliv og kulturpersoner', der ofte står bag protester mod regeringen og Dansk Folkeparti.

Bålafbrændinger?
Man kan man jo godt blive lidt bange for fremtiden. Ikke at bogbrændinger som i Tyskland i trediverne ligger om hjørnet, men...
Denne artikels forfatter kan lide Pia Kjærsgaard og de to pastorer for én ting - man ved, hvor man har dem. For hvor Frevert mumlede, som hun havde kød i munden, siger eksempelvis Kjærsgaard højt og tydeligt at, 'vi som politikere skal stå til ansvar for det, vi mener, skal støttes og ikke skal støttes'.4)
Støtten til kunstnere, 'skal ses i sammenhæng med indtjeningen ved den produktion der skabes i kulturerhvervene'.
DF`s politik går ud på, at kunstnere og erhvervslivet i fællesskab skal udvikle produkter, der kan betale sig. Om det er kunst og kreativt er underordnet det kommercielle og profitable. Hvis det ikke kan sælges bredt, er det fordi, den lille mand og Maren ved kæret ikke forstår det. Og hvorfor så lave det?
Kjærsgaard har for eksempel 'personligt svært ved at forstå, at to nøgne mennesker, der løber hen over en scene og siger pling, er kultur'.
Noget, damen kunne forstå, var von Triers 'Dogville'. Dén stemplede hun som et 'klart propagandistisk politisk manifest`', rettet mod USA. Hun fandt det betænkeligt, at filmen fik 9, 3 millioner kroner i produktionsstøtte. Hun foreslog i stedet stærkt begrænsede støtteordninger for film, der er 'smalle og politiske'.

Antikommunisterne
Når man læser Dansk Folkepartis nationalistiske kulturpropaganda, skal man have i erindring, at partiet og dets ungdom ofte har huset nynazister og en del af disses kultursyn.
I 1988 deltog Pia Kjærsgaard, og talte som repræsentant for Fremskridtspartiet i World Anticommunist League`s (WACL) kongres, der blev afholdt på Taiwan.
WACL er en verdensomspændende organisation, der har til formål at bekæmpe kommunismen verden over. Den er finansieret af de skiftende diktaturer i Taiwan, Sydkorea og Moon-bevægelsen.
'WACL er et sammenrend af tyske nazister, østeuropæiske eksil-nationalister, amerikanske højreradikale multinationale koncerner, militærfolk og efterretningsagenter'. 5)
Pastor Langballe fra DF erklærede, at modstandskampen ikke var anti-nazistisk og ikke gjaldt demokrati, men at 'krigen var en national kamp for friheden, ikke for de demokratiske værdier, ikke mod nazismen' 7)
Og fætteren, pastor Krarup, forsatte: 'Vi finder det naturligt, at ethvert folk ønsker at leve i overensstemmelse med dét kulturmønster, det har skabt igennem generationer, og at bevare den jord, det har forsvaret med sit blod. Vi vil derfor bekæmpe enhver indvandring af folkeslag, som ikke er os biologisk og kulturelt beslægtede' 8)
Dansk Folkepartis kulturpolitik er således ikke ren Morten Korch-idyl, men også baseret på en erhvervsvenlig og noget der minder om et internationalt fascistisk og racistisk menneskesyn.

Noter
1-2 og 3) Dansk Folkepartis kultur-program 2006
4) Information, 2. januar 2008
5) Fascismens internationale net i dag. Krüger og Levinsen.
6) Institut for konjunktur - analyse. 1999.
7) Information. 9.juli 2003.
8) Jyllandsposten 23. november 2004.