I Danmark er der faktisk kun plads til én main-stream og den æder det hele, fordi folks forventningshorisont til hvad kunst kan, bliver indskrænket - det bliver mere og mere ensartet, mener sanger Simon Gylden

af Mikael Strandbech
- Jeg hader hele den der mainstream-mekanisme, der går ud på at alt ting skal være det samme, siger Simon Gylden og læner sig helt frem på stolen, inden han fortsætter:
- At alting skal efterligne hinanden, fordi der var en cd der solgte godt. Og specielt i et lille land som Danmark. I Danmark er der faktisk kun plads til en mainstream og den æder det hele, fordi folks forventningshorisont til hvad kunst kan, bliver indskrænket - det bliver mere og mere ensartet, ik?!
Sangeren, der i Arbejderens cd-anmeldelse 31. januar i år blev kaldt 'skæv, skramlet, løssluppen, legesyg, småpsykedelisk og original - med tungen i kinden og i familie med Bob Dylan, Sparklehorse og Beck, tænker sig om.
- Der opstår et værdisæt, som du så ser på reklamerne, i avisen, og hører i mainstream musikken. Man bliver bare stopfodret, med det samme værdisæt hele tiden, og der er altså mange andre 'takes' på livet, siger Simon Gylden, der af Arbejderens anmelder også blev karakteriseret 'en undergrundshemmelighed og anmelderdarling. Med en ukuelig gør-det-selv-ånd, der giver sig udslag i alt fra sangskrivning, multi- instrumentalisme, coverdesign og eget pladeselskab.'
Han smiler.
- Mainstream har også den store bagdel eller negative side, at den altid føler sig overlegen i forhold til de 'andre' - til andre kulturer, og til hvad der har været før. I hvert fald her i den vestlige verden, hvor vi har sådan en fornemmelse af, at vi udvikler os fremad mod større og bedre ting hele tiden. Og den der fornemmelse, mekanisme og stopfodring hader jeg, siger han.
Vi sidder i Simon Gylden og kæresten Signe K Rands trange, men hyggelige Amagerlejlighed i København - en lejlighed, der udover en racekat, rummer et lydstudie og det lille pladeselskab med det pompøse navn National Masterpiece Library. På det selskab kom sidste cd, 'First Man On Venus' sidste år.

X-faktor
- Jeg kunne ikke finde på at stille op i et program som X-faktor. Jeg ville nok synes, at det var ydmygende, men fred være med dem, der gør det. Et problem er de der dommere, de har jo en utrolig stor indflydelse på, hvordan menigmand kritiserer og ser på musik selv, siger Simon Gylden imens han kigger over på et dimunitivt tv.
- Der er også sådan, at det hele skal være åh så professionelt. Og professionalisme handler jo om, at tjene penge. Men vi har mange andre menneskelige egenskaber, som man ikke kan tjene penge på. For eksempel usikkerhed - dét betragtes som enormt uprofessionelt, men jeg synes at usikkerhed er sindssygt vigtigt i kunst, og det er bare sådan, at når det hele skal lyde på en bestemt måde, så forsvinder en følelse som usikkerhed ud af musikken. Man må ikke tøve, eller man må ikke være forsigtig. Hvis usikkerhed skal fremstilles, bliver det sådan en karikeret version af det, hvor man er forstilt følsom', siger Simon Gylden og karikere en sanger, der med påtaget følsomt mimespil krænger sin sjæl ud.

Den politiske side
- Det er også den politiske side af det. Det hele stammer fra, at det bare handler om at tjene penge og rage til sig, det sætter sig spor i kunsten - i hvert fald i 95 eller 99 procent af samtlige kulturprodukter, der bliver spyttet ud og eksponeringen af disse.
- Jeg har også hørt Lars Trillingsgaard - der sidder med musikken på P3 - sige, at han syntes ikke, at hans ansvar var så stort længere, fordi at nu var der jo
myspace og en masse steder, hvor man kunne 'profilere' sig selv.
- Men det dur jo ikke for den enkelte kunstner og det batter jo heller ikke noget i forhold til vores kultur, understreger Simon Gylden.
- Jeg har ikke politiske budskaber på den agitatoriske måde, men jeg har jo mange meninger og følelser omkring tingene.
Han tøver og fortsætter langsomt.
- Jeg er ikke specielt stolt af, at være menneske. Vi er sådan en sådan en cancerbyld på moderjord, som breder sig mere og mere. Det er sådant et ekstremt overforbrug. Der er så mange sorte sider i mennesket, vi er grådige og egoistiske. Hvis vi kan få en lille fordel ud af noget eller få lidt mere edderdun i hovedpuden, så er det lige meget, hvor stor skaden er overfor andre, siger Simon Gylden tydeligt indigneret og viser en imaginær edderdunsfjer mellem højrehånds tommel og pegefinger.

Gode anmeldelser
Oprindeligt ville Simon Gylden være billedkunstner og arbejdede også som sådan i flere år, samtidigt som han læste kunsthistorie på KUA.
Men omkring 2001 lavede han for sjov en musikdemo sammen med nogle venner. Den blev valgt til 'månedens demo' i musikbladet Gaffa.
Det fik ham til at overveje sin fremtid, da maleriet heller ikke udviklede sig, som han håbede.
- Jeg var for overambitiøs med maleriet og fandt en form for refugium i musikken, siger han.
- I starten af 2003 udgav jeg den første cd. Den udgav jeg på den måde, at jeg brændte dem selv, fandt nogle cd, printede nogle labels og fik det til at se så ægte ud som muligt.
- Og så sendte jeg det bare rundt. Den blev anmeldt uden at jeg overhovedet havde penge til at få cd trykt. Men da der kom alle disse gode anmeldelser, lånte jeg pengene og fik den trykt, fortæller Simon Gylden grinende.
www.simongylden.dk

Simon Gylden
Simon Gylden er, siden sit første album udkom i 2003, blevet spået et bredere gennembrud.
Men det lod vente på sig. Og i øvrigt virker det heller ikke, som om det er det vigtigste for ham. Og så er vi igen tilbage ved det legesyge, skæve og originale.
Simon Gylden har siden sin debut været en anmelder darling. Klaus Lynggard på informationen skrev om den seneste plade, 'First Man On Venus', fra 2007:
'Den sande original Simon Gylden, der har sendt en lind strøm af herligt hjemmegjorte albums på gaden, ikke helt ulig amerikanske Beck. Gylden er det stik modsatte af kedelig, og selvom hans albums stilistisk stritter i mange retninger, fornemmes en overordnet kunstnerisk vilje, som gør dem både lytteværdige og interessante. Og så har han masser af humor og lader sig aldrig tynge af hverken overdreven respekt for konventioner eller vanetænkning'
I løbet af 2008 er der planlagt to nye cd`er og en stribe koncerter. Den første cd 'Stoopid Love Songs' er allerede på trapperne.