De lærerstuderende uddannes til andet end blot skolelærere. Det bliver uddannet til at blive ledere i lokalsamfundene. Ledere som kan identificere og møde de problemer de fattigste områder står overfor

af Thiago Almeida, Cabo Delgado, Mocambique
I vores tredje år på DNS (Det Nødvendige Seminarium) bliver vi lærerstuderende udfordret med en seks måneders lærerpraktik i det sydlige Afrika.
Da jeg opdagede DNS hjemme i Portugal, var det netop dette faktum, - at jeg en dag ville få muligheden for at undervise i Mocambique - der motiverede mig til at tilmelde mig DNS-uddannelsen. At komme til Mocambique har altid været en drøm for mig.
Tre år er gået siden jeg startede på DNS, og her er jeg så, i Mocambique, på 'EPF' ['Escola de Professores do Futuro', red.], hvor jeg arbejder som lærer, sammen med et hold på 15 mocambikanske lærere og en dansk forstander. Vi er ved at uddanne 260 fremtidige skolelærere. Min arbejdsplads ligger 3000 kilometer fra hovedstaden Maputo.

Hårdt prøvet provins
Her i Cabo Delgado, tæt på Tanzania, har udviklingen været mere besværlig end andre steder. Denne nordlige region var centrum for 11 års befrielseskrig mod Portugal og derefter 16 års borgerkrig.
Efter krigene var provinsen hårdt medtaget, alt var ødelagt og forladt. Udover at have mistet skoler, veje, hospitaler, industrier og farme, havde befolkningen lidt store personlige tab og mange af dem er stadigvæk psykisk traumatiseret. Man kan stadigvæk mærke en enorm passivitet og følelsesløshed bland menneskerne her, en slags handlelammelse der er blevet videreført til den nye generation.
EPF - altså lærerseminariet - ligger midt i Cabo Delgado provinsen, 200 kilometer fra Pemba, regionshovedstaden og noget man måske kan beskrive som civilisation.
Vi er omgivet af jungle og en lille befolkning af småbønder. Vi har ingen elektricitet og er afhængige af floden for at forsyne os med vand. Alle heromkring dyrker hovedsageligt majs eller bønner, og det begrænser stort set valgmuligheder for fødevarer til det: majs og bønner.
Varmen er fantastisk, der er ingen telefonforbindelse og elefanter, slanger og løver går frit omkring. Her har ADPP (den mocambikanske søsterorganisation til UFF i Danmark, red.) altså et af sine vildeste projekter. Her hvor det er mest nødvendigt.
Livet er barsk her. Hoveddelen af befolkningen er som sagt bønder, og lever af det de høster. Det foregår med traditionelt svedjebrug og afhængigheden af de naturlige faktorer som for eksempel regn er total.
Elefanter er en pestilens, der pludselig kan vise sig og ødelægge måneders hårdt arbejde i markerne.
En fjerdedel af de yngre børn - dem under fem år - overlever ikke næste regnsæson, hvor malaria bliver udbredt. Hver femte person er smittet med hiv og størstedelen af indbyggerne kan ikke læse eller skrive. Sådan er virkeligheden i Cabo Delgado.

Biodiesel - en mulighed for de fattigste
Der er brug for udvikling af landbruget, og ADPP`s 36 'Farmers` Clubs' i provinsen er udviklingsprogrammer, der er sponsoreret af forskellige donorer. Projekterne har som formål at skabe et mere varieret og bæredygtigt landbrug.
Udover at skaffe redskaber og udstyr til klubbens medlemmer bliver landmændene også uddanner til at tage mere moderne metoder i brug. Lige nu er der særlig fokus på en spændende 'nyhed' - nemlig dyrkning af den tropiske plante jatrofa, som kan bruges til produktion af biodiesel.
Jatrofa kan blive en stabil energikilde, og dermed give øget selvstændighed til de fattige bønder. Projektet er skabt og finansieret af en hollandsk organisation. Finansieringen er således på plads, men den største opgave er at overbevise landmændene om at gå i gang med denne nye afgrøde.
De er skeptiske.
Hvis man slet ingen penge har, og lever af det man selv høster, hvorfor skulle man så give sig i kast med at dyrke noget, der ikke kan spises? Menneskerne i denne landsdel har i alt for lang tid været optaget af at blot overleve. De har oplevet sult og elendighed på egen krop og bliver hurtigt skeptiske når det gælder forandringer.
På trods af alle forhindringerne og efter mange måneders hårdt informationsarbejde, har bønderne nu besluttet sig for at gøre et forsøg med jatrofa, og vil snart kunne høste. De første oljefrø vil blive købt af vores seminarium, således at vi kan producere biodiesel til vores generator. På denne måde håber vi at kunne inspirere flere landmænd til at dyrke planten. De kan begynde med at sælge jatrofa til os, så har de tjent de penge. Senere finder de forhåbentlig ud af, at de kan bruge jatrofabrænstoffet selv i deres egne landsbyer, til deres generatorer, pumper, traktorer osv.
Det er i denne kontekst, at det er let at få øje på, hvordan en veluddannet og moderne tænkende landsbylærer kunne gøre sig gældende: han eller hun kan være med til at bakke om den her slags 'nymodens idé' som for eksempel jatrofadyrkning i landområderne, og på den måde være med til at fremme udviklingen. Det er brug for engagement og entusiasme på græsrodsniveau.

Fremtidens lærere
Virkeligheden i de afrikanske landområder er som sagt barsk. Når man kommer herud i bushen går det op for en, at fattigdom er langt mere end ikke at have penge. Det er en kompleks menneskelig tilstand, der involverer politiske, økonomiske, sociale og kulturelle faktorer, og der er intet romantisk ved det.
Fattigdommen udfordrer en hver eneste dag på de mest uventede måder og kræver ekstraordinære reaktioner. For eksempel er korruption udbredt og alle synes nærmest det er naturligt nok.
Der er brug for at disse fattige landområder får input i form af ledelse på græsrodsniveau. Det er her EPF-skolerne kommer ind. Vi uddanner ikke blot skolelærere, men udfordrer og uddanner vore studerende til at blive drivkraften for udvikling i det lokalområde, de kommer til at virke i som lærere. De skal være med til at skabe et produktivt og humant samfund. Det er derfor vi kalder vore studerende 'fremtidens lærere', og skolen hedder således 'Escola de Professores do Futuro' (EPF), altså skolen for fremtidens lærere.
Det er de færdiguddannede læreres mål at bidrage til en positiv udvikling af Mocambique ved at stille sig solidarisk med befolkningen i landsbyerne, og ved at vise i praksis, at udvikling er mulig.

Koloniale skoletraditioner
Der er et stort behov for en ny generation af lærere her i landet, da uddannelsessituationen lige nu ikke ser særlig god ud.
I Mocambique er det normalt at skoletimerne bliver aflyst fordi læreren har travlt med private foretagender, eller at samme lærer møder fuld op på arbejde. Der er ofte mere end 80 elever i et klasseværelse, og det er muligt at betale sig til bedre karakterer (med penge eller sex).
Det sker ofte at lærerne ikke får sin løn til tiden igennem mange måneder, og det hjælper naturligvis ikke på arbejdsmoralen.
I de fleste skoler foregår undervisningen ved at eleverne nedskriver det læreren dikterer, ofte uden at de forstår en meter af det der bliver sagt. De har ikke mulighed for at stille spørgsmål til læreren, de skal tie stille og lytte. Det er almindeligt for en skoleelev at sidde hele dagen lang og vente på at tingene skal ændre sig.
Det sker at lærere forlanger, at deres elever arbejder for dem - laver mad, vasker deres tøj og andet. At arbejde med uddannelse i Mocambique er intet eventyr, det er måske den største udfordring landet står overfor.

Et nyt skolesyn
Mange af de studerende på EPF kommer naturligvis selv fra denne skolebaggrund og der skal lægges arm for at få dem til at turde være en anden slags lærer, og til at repræsentere et andet skolesyn end det traditionelle kolonialistiske, de ellers har mødt.
De lærerstuderende på EPF er modige unge mennesker som med EPF har valgt en anden vej i livet end den de fleste andre unge tager. De er motiveret til at blive en anden slags lærere, og bliver uddannet i den ånd. 500 års portugisisk kolonisering har lært befolkningen i Mocambique at gentage og adlyde, at vente på ordre og ikke at kritisere, så det er svært. Opgaven med at reformere skolen i Mocambique er stor, og de studerende er udmærket klar over, hvad der venter dem i realiteternes verden. De skal rustes til at tackle den bedst muligt.

Lærer og leder
EPF går efter at uddanne de lærerstuderende til andet end blot skolelærere. Det bliver uddannet til at blive ledere i lokalsamfundene. Ledere som kan identificere og møde de problemer de fattigste områder står overfor.
For at klare dette skal lærerne være kompetente, selvstændige og kreative. De skal prøve mangt og meget, og de skal udfordres. De skal lære at arbejde sammen lige såvel som at stole på egne kræfter.
EPF i sig selv fungerer som et lille samfund, som vi bruger som scene til at øve det virkelige liv. Her har de studerende gode lærere, som med deres eget eksempel viser hvad god undervisning er.
De skal lære at søge viden og analysere informationer selv, og ikke blot kopiere fra andre. De skal lære at lægge en plan, og at følge den. De skal lære at planlægge praktiske opgaver, lave budgetter og lære at mobilisere andre til at deltage. De skal lære deres eget land at kende, ved at lave samfundsundersøgelser. De skal lære at stille kritiske spørgsmål.
Der er således både praktisk og teoretisk undervisning - og kostskolelivet i sig selv med praktiske tjanser og så videre giver livserfaring, som enhver dansk højskoledeltager eller efterskoleelev kan nikke genkendende til. Det er en helt unik uddannelse efter mocambikansk standard.

Resultater og udfordringer
Indtil videre har 375 lærere dimitteret fra EPF in Cabo Delgado. Mange af disse har fået stillinger som skoleinspektører og rektorer. Med de 90 studerende vi regner med består deres eksamener i år, kommer vi op på 465 uddannede lærere i alt, herfra vores EPF.
Mere end 85 procent af de EPF uddannede skolelærere bestemmer sig for at leve deres liv og udøve deres virke i de små lokalsamfund ude på landet, i stedet for at flytte ind til de store byer og et lettere liv. Så det ser ud til at virke - og det bliver spændende at se, hvilken virkning EPF lærerne vil få på udviklingen af landområderne lang sigt.
EPF seminarierne har fat i den lange ende når det gælder uddannelsen af fremtidens lærere, men der er udfordringer nok.
Det sidste nye er, at regeringen i Mocambique har bestemt at forkorte læreruddannelsen i landet med et helt år - sådan at den kun varer ét år i alt. Dette er gjort for at stille den Internationale Valutafond tilfreds. Kvaliteten af uddannelsen er blevet sparet væk til fordel for kvantitet, som et led i at nedbringe underskuddet på statsbudgettet. Ved at halvere uddannelsen kan dobbelt så mange lærere blive uddannet for den samme pris.
EPF skolerne har protesteret mod denne bekymrende forringelse af læreruddannelsen, da alle erfaringer viser, at det er afgørende at skolelærerne i landområderne er godt rustet til at tage fat på de udfordringer de møder i landsbyskolerne og i landsbyerne - og det tager den tid det tager. EPF skolerne vil ikke give køb på kvaliteten af uddannelsen af fremtidens lærere i Mocambique.

Oversættelse til dansk: Louise Erichsen. Artiklen har været bragt i bladet Tvind Nyt, december 2007 - (www.dns-tvind.dk).

Portugiseren Thiago Almeida er studerende på Tvinds lærerseminarium, Det Nødvendige Seminarium i Vestjylland. Som et led i uddannelsen er han i praktik i Mocambique, hvor han arbejder på et lærerseminarium for mocambicanske lærerstuderende. Seminariet hedder 'Escola de Professores de Futoro' - skolen for fremtiden lærere. Det drives af Ulandshjælp fra Folk til Folk, som uddanner hver femte lærer i Mocambique!