Det vi køber aviser for er at få vores følelsesreflekser stimuleret. Og det, der stimulerer dem, er de dramatiske muligheder i figurerne, ikke om figurerne har nogen faktisk relevans for vores egen eller nogen andres livssituation i det hele taget. Det har faktisk ikke den store betydning, om der i det hele taget er tale om virkelige begivenheder, eller der er tale om ren fiktion

af Kjeld Stenum
I det seneste par uger har Skærveknuseren handlet om, hvordan det at udvælge nyheder er et redskab til at styre offentlig mening. Jeg tror ikke, jeg blev helt færdig med emnet, i hvert fald er det blevet ved med at rumstere i hovedet på mig på mine daglige lange cykelture til og fra Amagerværket.
For det er selvfølgelig rigtigt nok, at medieverdenen i meget høj grad er et redskab til at styre og manipulere med. Men man kan jo kun styre og manipulere os, hvis vi lader os styre og manipulere. Aviser kan kun sælge ting som nyheder, hvis vi er parate til at købe dem som nyheder.
Der er også en subjektiv side i sagen, som det er værd at kigge lidt på. Hvorfor appellerer det for eksempel til os som en nyhed, at en amerikansk satellit er ude af kontrol og må skydes ned, hvis ikke den skal ramme jorden i begyndelsen af marts, mens det, at kloakarbejder Frederiksen får skåret mindst 15 år af sit liv på grund af sit arbejdsmiljø, for de fleste af os blot er et faktum, som vi accepterer at leve med? Ligesom eksempelvis trafikdrab er det.
Hvad satellitten angår, så er der omkring fem gange så mange chancer for, at den falder ned i havet, som for, at den overhovedet rammer landjord. Rammer den landjord, er sandsynligheden for, at nogen skulle få den i hovedet, stadig meget meget lille. Og verden ser nok større miljøkatastrofer end den smule rumskrot, der lejlighedsvis har held til at slippe hele vejen ned igennem atmosfæren uden at brænde op.
Om kloakarbejder Frederiksen kan siges, at alle hans kolleger gennemsnitlig får deres liv forkortet med præcist lige så meget som han, bare fordi de har valgt et levebrød, som er højst nødvendigt for os alle sammen.
Ligesom det at komme til skade i trafikken er en daglig og stigende risiko for os alle, bare fordi vi skal på arbejde. Men hvilken avis ville sælge bedst: Én med en overskriften 'Dødssatellit på vej mod jorden', eller én, hvor der stod 'Fredederiksen blev 57 år på grund af sit arbejde'?
Det er ikke for at sige noget grimt eller pessimistisk om menneskeheden, men jeg tror, det var den om satellitten. Det der afgør, om ting taler tilstrækkeligt til vores følelser til, at vi griber en avis på tankstationen for at læse om dem i vores frokostpause, er ikke rationelle ting som deres politiske relevans eller deres betydning for vores personlige liv i øvrigt, det er meget mere deres mytologiske indhold, de psykologiske figurer, der stilles op overfor hinanden, og de historier, der kan brygges over temaet.
Det vi køber aviser for er at få vores følelsesreflekser stimuleret. Og det, der stimulerer dem, er de dramatiske muligheder i figurerne, ikke om figurerne har nogen faktisk relevans for vores egen eller nogen andres livssituation i det hele taget. Det har faktisk ikke den store betydning, om der i det hele taget er tale om virkelige begivenheder, eller der er tale om ren fiktion.
Man kan sagtens sælge masser af aviser på teorier om, hvem der myrdede Nanna Birch Larsen, selvom ovennævnte unge dame aldrig har eksisteret andet end i en tv-serie. Og hvis de figurer fra virkeligheden som man vælger, ikke af sig selv indeholder tilstrækkeligt med dramatiske muligheder, er det et let journalistisk kneb at dramatisere dem og give dem lidt ekstra kolorit med underforståetheder, antydninger, hentydninger, uholdbare generaliseringer, og undertiden direkte fordrejninger og usandheder. Det er det, vi kalder selvsving. Et slående eksempel på selvsving er Muhammed-kriserne.
Det er indlysende, at der er langt større dramatiske muligheder i historier, der indeholder figurer, der er udenfor vores kontrol, såsom fugleinfluenza, terroristisk indstillede mennesker, eller bare en smule satellit, som man har mistet styringen over, end der er i et kedsommeligt tovtrækkeri om kloakarbejderes levevilkår. Vi ved jo godt, at vi rigtig tit dør tidligere på grund af vores arbejde. Ligesom vi helt bevidst dagligt tager risikoen for at blive slået ihjel på vejen til eller fra arbejde.
Vi ved også godt, at det er ting, vi kan gøre noget ved, og hvordan vi skal gøre noget ved dem. Og netop det, at vi ved, hvordan vi kan gøre noget ved dem, fratager dem en meget stor del af deres dramatiske værdi. Det, vi ved vi kan kontrollere, vælger vi undertiden at leve med. Dramaet er udspillet.
Det er meget mere spændende at fantasere over den milliontedel af en promilles store sandsynlighed for, at der pludselig kommer bragende en løbsk glødende satellit fyldt med giftige stoffer ned over Rådhuspladsen og skaber katastrofe af ukendt omfang i Københavns indre by. Hvad vi ikke har styr på, alarmerer os. Også selv om det handler om ting, der kun foregår i vores fantasi.
Der er ikke noget galt i, at vi er sådan indrettet. Man behøver ikke være ligeglad med Frederiksen, fordi man foretrækker at lade sig underholde med dødssatellitter i sin frokostpause. Det er slet ikke usandsynligt, at Frederiksen ligefrem gør det selv. Og oftest evner vi jo at skelne imellem, hvad vi beskæftiger os med på grund af dets underholdningsværdi, og hvad der er en del af den faktiske verden, vi lever og handler i.
Men problemet, når det er nyheder, vi taler om, er, at her er den grænse flydende. Der er i reglen lidt fakta i de dramatiske figurer. Derfor slipper vi dem også ind i vores faktaverden.
På den måde kommer fugleinfluenza, som på verdensplan har dræbt under 200 mennesker, til at fylde langt mere i vores hoveder end malaria, som dræber millioner. Og på den måde forvandler et medmenneske i vores hoveder sig til dæmon, så snart det bekender sig til islam. Og det selv om magter udgående fra den kristne verden jo rent faktisk har begået langt flere og mere bestialske gerninger, hvis man skal regne på den måde.
Der er folk, der gør en videnskab ud af at studere vore reaktioner i den slags sammenhænge.
De ved, at fugleinfluenza og terror taler mere til vores dramatiske sans end malaria og amerikansk politik i Mellemøsten. Den viden, de har, gør os til deres marionetter. Så længe vi da ikke gennemskuer dem.