Erik Styrbjørn Pedersen er nærmest billed-dokumentarist. Han maler arbejdere med energi og kølighed. Med overblik, uden sentimentalitet eller romantisering. Med nøgtern observation

af Tovemarie Petersen
Erik Styrbjørn Pedersen, det er et navn der vil noget. Og netop noget, dét vil han.
På Arbejdermuseet i København er der for tiden en udstilling af malerier med motiver fra den verden, der er blevet mere og mere abstrakt for de fleste forbrugere i verden og her til lands. Udstillingen hedder 'Arbejdsbilleder.'
Vi konsumerer, bevæger os og handler i dag uden den store fokus på hvor, hvordan og ved hjælp af hvilke mennesker alt dette egentlig bliver muligt. Endnu er ikke al produktion flyttet til mere ydmyge og sultne folkeslag, så der findes stadigvæk indenfor vore grænser arbejdspladser, hvor der fremstilles alt fra fiskefilet`er til boreplatforme og metrotunneller - med menneskekræfter og snilde.
Det var hvad Erik Styrbjørn Pedersen (ESP )satte sig for at skildre for ca 20 år siden med utrættelig energi og bevæbnet med et fotografiapparat - ellers kunne dette ikke have ladet sig gøre. Men også med alle sanser åbne, for derefter hjemme på sit atelier at arbejde videre med disse 'dokumenter' fra det virkelige liv, og skabe disse monumenter over vor tids vilkår set med en malers øjne.
ESP er som kunstner autodidakt med en praktisk baggrund som bl.a. farvehandler, hvilket giver ham en kendskab til farvens fysiske egenskaber, som han så udnytter maksimalt.

Fotografiet som værktøj.
Når han bruger fotografiet som udgangspunkt for sine kompositioner, betyder det ikke, at det er fotografier, han maler, Han forholder sig frit til motivet som enhver maler eller anden billedkunstner udfra, hvad han har set med sine øjne og sit sind. Enhver kan se, at det ikke er muligt at stå med et staffeli midt iblandt produktionsprocessen i dagevis og skabe disse meget store værker.
Fotografiet er et redskab som alt andet i processen. For ham er det vigtigste, at indtrykket bliver formidlet, så det fæstner sig hos beskueren. Og det må man sige, det gør.
Hvad hedder denne kategori?
Kan man kalde ESP for impressionist, kolorist eller nogen af de andre kendte retninger eller grupper indenfor billedkunsten? Det mener jeg ikke. E
ESP er nærmest billeddokumentarist. Han maler med energi og kølighed. Med overblik, uden sentimentalitet eller romantisering. Med nøgtern observation.
Man kan heller ikke kalde ham for kolorist, selv om der nok er knald på farven - rødt er rødt, gult er gult og blåt er blåt. Det er f.eks. ikke farvens skildring af lyset, det handler om, men netop denne signalfarve, der kendetegner moderne arbejdsdragter i dag: hårdt og brutalt.

Dramaet.
I billederne med nattefiskeriet kommer en næsten dramatisk fornemmelse frem. Mørket og de skarpt belyste øjeblikke, hvor fangsten trækkes om bord er skildret med nerve og indleven. Det er virkelig barske løjer, når fangsten skal hives ind, uanset vind og vejr.
Det samme gør sig gældende med billederne fra stålvalseværket, hvor gnisterne fyger om ørerne. Man mærker heden og kræfterne.
Endelig hylder ESB med helt præcise gruppeportrætter af individerne bag disse produktioner de forskellige moderne arbejdspladser, og ophøjer dem hermed til en slags monumenter over vores tid som den tager sig ud på godt og ondt. Det sker gennem hans store, næsten allegoriske, collageagtige kompositioner - nogle med elementer af moderne tegneseriestil,

Erik Styrbjørn Pedersen. Arbejdsbilleder. Arbejdermuseet. København.