23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På cruise med psykopater

På cruise med psykopater

Lørdag, 23. februar, 2008, 00:00:00

Når eleven gør op med sin lærermester, slår det gnister. Når forbilleder mister glansen, bliver det grådkvalt

af John Bruun
De fleste mennesker har behov for at have et menneske i deres nærmeste omgangskreds, der fungerer som forbillede, mentor eller modspiller i forhold til de valg, de tager i livet. Det er et forhold, som ofte forvandler sig fra kærlighed til had eller pendulerer mellem disse yderpoler.
Den klassiske historie er sønnen, der skal leve op til farens ambitioner og samtidig har brug for et opgør med faren med alle hans fejl og de karaktertræk, han helst ikke ville have arvet.
Det er den historie, der nu er på menuen på CaféTeatret i dramaet 'Cruise', der opføres af Teater Grob i København.

En god bid
Sønnen Vincent (Thomas Levin) er kaldt på besøg hos hans hovedrige far John Mauer (Kim Bodnia) af faderens advokat Bellmann (Per Scheel-Krüger). Bellmann er tillige farens højre hånd og hans underdanige 'veninde'. Han skal have Vincent til at underskrive nogle papirer der sikrer faderens nye unge kæreste, 'Mis' (Sarah Boberg) en fed bid af den økonomiske kage i tilfælde af en skilsmisse efter et kommende giftermål.
Far og Søn har ikke set hinanden i fire år. Det har sine gode grunde. I den mellemliggende tid har sønnen begået en højt berømmet bog. Vincent er blevet en ordets mand i modsætningen til faren, der er en handlingens mand. Han læser ikke bøger.
Så bryder uvejret løs på yachten mellem København og Hveen.
For selvom bogen er sønnens opgør med faren, så er opgøret alligevel ikke taget, for faren har ikke læst bogen. Og far er stolt af at sønnen har klaret sig godt, selvom eller på trods af, at det er på hans bekostning.

Underholdende
Det er et spil om to stærke egoer med psykopatiske træk, der mødes, og det er spændende og underholdende, fordi dialogerne er velskrevne og skuespillerne i en sjælden grad formår at skabe en fortættet, dramatisk atmosfære, der forplanter sig langt ud på stolerækkerne i det lille teater.
Og dramaets tema rammer ikke kun psykopater, men handler vel grundlæggende om, at en af de stærkeste drivkræfter på godt og ondt for de fleste mennesker er det tillidsforhold, man opbygger til de mennesker, man lader komme allernærmest, eller man ser mest op til.
Cruise er endnu en fortælling i den genre. Og den er godt fortalt og yderst seværdig.

Cruise af Jakob Weis. Medvirkende: Kim Bodnia, Sarah Boberg, Thomas Levin og Per Scheel-Krüger. Scenografi: Lisbeth Burian. Iscenesættelse: Frederik Arntzen Neergaard. Spiller på CaféTeatret indtil 8. Marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. feb. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur