- Jeg blev psykopat, for det var, hvad de trænede mig til at blive. Jeg er ikke født til blindt at adlyde ordrer om først at skyde og stille spørgsmål bagefter, siger Jimmy Massey fra USA`s Marinekorps, der nu har skrevet en bog om sine oplevelser - `Cowboys from Hell`

Igennem næsten 12 år var Jimmy Massey én af de hårde hunde fra USA`s Marinekorps.
I marts 2003 ankom han til Irak sammen med Marinekorpset og stod i spidsen for 45 soldater, der ikke tøvede med at dræbe uskyldige civile.
I november deltog han på en bogmesse i Venezuelas hovedstad, Caracas, hvor han præsenterede sin bog 'Cowboys fra Helvede' - et barsk vidneudsagn om det folkemord, USA gennemfører i Irak. Fire år efter han kom tilbage, plages han stadig af mareridtet.
'Jeg er 32 år og er oplært til at blive en psykopatisk massemorder: Det eneste, jeg kender til, er at sælge idéen om at lade sig indrullere i Marinekorpset og slå ihjel til unge mennesker i USA. For mig er civile nogle foragtelige, mentalt retarderede skvat, ikke andet end en samling får - og jeg er deres schäferhund! I korpset kender de mig som Hajen Jimmy.'
Citatet stammer fra andet afsnit i Masseys bog 'Cowboys fra Helvede'. Det en den mest voldelige beretning, der indtil videre er skrevet af et tidligere medlem af Marinekorpset, som var blandt de første tropper, der ankom til Irak under invasionen i 2003.
Og han var ikke den eneste morder. Ifølge bogen er der tale om en almen praksis blandt hans kammerater.

Lokket med løgne
'Marinekorpset har to forskellige funktioner: Humanitære opgaver - og mord. Men i de 12 år, jeg var i marinen, deltog jeg aldrig i humanitære opgaver'.
Hvad angår rekrutteringen, så indrømmer Massey, at han fyldte de unge, han prøvede at lokke ind i marinen, med løgn.
'Bush` regering forsøger at presse unge til at melde sig til hæren, og dét vi gjorde var faktisk at lokke dem med penge. Jeg har selv rekrutteret 74, og ingen af dem påstod, at de meldte sig for at forsvare deres land eller af andre patriotiske årsager.
De havde brug for pengene for at kunne studere på universitetet eller for at kunne skaffe sig en social forsikring. Jeg lokkede med disse fordele, og det er ret typisk, at jeg aldrig har rekrutteret børn fra velstående familier.'
I sin bog afslører Massey i øvrigt at kravene til dem, der rekrutteres, er reduceret drastisk, fordi næsten ingen gør det af lyst. Det er for eksempel ikke længere et krav, at man ikke har haft psykiske problemer eller en kriminel løbebane.
Folk, som har begået svindel og har afsonet en fængselsstraf på mere end ét år, kan også indrulleres. De skal blot klare en psykologisk test - så er de med! Og unge, der endnu ikke har afsluttet deres studier, er også velkomne.

Made in USA
Massey var som alle andre soldater overbevist om, at Saddam Hussein besad masse-ødelæggelsesvåben, men det gik forholdvis hurtigt op for ham, at således forholdt det sig ikke:
'Min gruppe havde til opgave at sikre de lokaliteter, hvor den irakiske hær havde deres depoter. Vi fandt tusindvis af kasser med ammunition med stempler fra USA`s hær, som stammede fra dengang, vi støttede Saddam under krigen mod Iran. Vi stødte også på amerikanske kampvogne, men vi fandt aldrig kemiske eller biologiske våben, heller ikke i lejren 'Salmon Pac', hvor CIA påstod, man ville finde et større lager af disse våben. Det var dér, jeg begyndte at spekulere på, om ikke invasionen i virkeligheden drejede sig om olie.'
Angående titlen på bogen siger Massey:
'Jeg blev psykopat, for det var, hvad de trænede mig til at blive. Jeg er ikke født til blindt at adlyde ordrer om at skyde først og så stille spørgsmål bagefter. Det er sådan noget galninge finder på og ikke normale mennesker - heller ikke soldater!

Massakrer
Hvis de bad os om at slå børn og kvinder ihjel - så gjorde vi det! Vi var ikke soldater, vi var lejemordere! Der er især én episode, jeg husker.
Vi skulle tjekke en bil, som vort efterretningsvæsen havde fortalt, var fyldt med bomber. Bilen kom til vores kontrolpost, og da den ikke satte farten ned, begyndte vi at skyde på den. Det viste sig bag efter, at der kun var civile ubevæbnede i den.'
Ved en anden lejlighed, åbnede Masseys gruppe ild mod en demonstration, selv om de amerikanske soldater havde set, at deltagerne helt åbenlyst var ubevæbnede.
'Den øverstbefalende havde informerede om, at der blandt deltagerne var fedayiner. Da vi ankom, var der også en gruppe demonstranter, de var forsamlede omkring én af vore tanks, men de gjorde intet.
Pludselig hørte jeg et skud, og fik så ordre til at besvare ilden. Min gruppe må have affyret mindst 12 runder, men der blev ikke skudt igen mod os.
Da vi bagefter undersøgte ligene, fandt vi ikke et eneste våben. Som næstkommanderende, blev jeg spurgt af mine folk, hvorfor vi skød på civile. Jeg lod spørgsmålet gå videre til min overordnede. Svaret lød: 'Shit happens'!'
Fra invasionens første dage husker Massey især følgende:
'Alt det med, at vi havde humanitære opgaver at varetage, var medieløgne.
Den første by, vi angreb, var Karbala, som vi bombarderede i 24 timer. Jeg troede, at vi skulle uddele medicin og mad til de civile efter at have indtaget byen. I stedet fortsatte vi mod et nærliggende oliefelt - selv om vi havde bragt uendeligt mange fødevarer og medicin med os til Kuwait, hvor vi havde afventet signalet til invasionen. Dér havde jeg spurgt en løjtnant, men han sagde, at vi bare skulle efterlade alting i Kuwait. Før vi invaderede Irak, fik vi så ordre på at brænde det alt sammen, både mad og medicin!'

Forarmet uran
Der verserer vedholdende rygter om USA`s anvendelse af forarmet uran i den ammunition, som man benytter i Irak. Rygterne bekræftes af Massey:
'Jeg er 35 år, men har nu kun 80 procent af min normale lungekapacitet tilbage. Jeg har fået konstateret en sygdom i rygraden, jeg lider af kronisk træthed og har altid smerter i senerne.
Før løb jeg ti kilometer hver dag, men nu kan jeg allerhøjst klare at gå fem til seks kilometer, og mit ansigt er konstant hævet af betændelse. Da jeg kom hjem fra Irak lignede jeg ganske enkelt Frankenstein!
Det stammer helt sikkert fra anvendelsen af forarmet uran Og så prøv engang at forestille dig, hvordan det påvirker den irakiske befolkning!'
At vende tilbage til USA var ingen dans på roser for Massey. Hans anklager blev afvist af hæren, der kaldte ham kujon og forræder. Det bekymrer ham ikke voldsomt:
'Beviserne er så soleklare. Jo længere krigen fortsætter, desto større er chancerne for, at min sandhed kommer for en dag', skriver han.

Sortlistet
'Cowboys fra Helvede' er udkommet på spansk og fransk, men er og bliver ikke udgivet i USA.
'Udgiverne forlangte, at jeg skulle udelade navne og lokaliteter. Det har jeg ærligt talt ikke lyst til. Selv det såkaldte venstreorienterede amerikanske tidsskrift 'New Press' har afvist at udgive bogen, fordi de frygter at blive trukket i retten af de mennesker, jeg omtaler.
Jeg vil ganske enkelt ikke bare gentage den officielle version, om at vore soldater er i Irak for at hjælpe civilbefolkningen, og om at alle de dræbte civile er omkommet ved uheld. Jeg har ikke set et eneste skud rettet mod irakerne, som ikke var tilsigtet - og jeg lyver ikke!'

Brug for nyt parti
Med hensyn til en fredelig udgang på krigen er Massey ikke optimistisk:
'Der er ingen forskel på Republikanernes og Demokraternes politik. Krigen er en god forretning for de to partier, der begge er knyttet til det militær-industrielle kompleks. Vi har hårdt brug for et nyt parti - og det skal være socialistisk. Jeg er en stor beundrer af Fidel Castro og cubanerne, og hvis jeg bliver inviteret, så tager jeg af sted. Jeg er ligeglad med, hvad min regering siger, for der er ingen, som skal bestemme, hvor jeg kan rejse hen', slutter Jimmy Massey, der er én af de ledende aktivister i organisationen Irakveteraner imod Krigen (IVAW).

Sammendrag af artikel, forfattet af Rosa Miriam Elizalde. Artiklen har været bragt på Indymedia Chiapas hjemmeside: chiapas.mediosindependientes.org.