Det kan godt være kunstnerne i ¤¤MAJ93¤¤ ikke er med på ¤¤tidens trend¤¤. Men de har - hver på sin måde - fat i det væsentlige. Og det ser ud til, at de har det godt med fællesskabet

af Finn Hermann
Af Marianne Schepelerns forord til årets udstillingskatalog for kunstnergruppen 'MAJ 93' kan man få det indtryk, at balancegangen mellem 'tidens trend' og 'det væsentlige' er vanskelig for kunstneren.
Det er der nu ikke meget der tyder på, når man ser udstillingen i Helligåndskirken i København.
Det kan godt være, at 'MAJ93' ikke byder på mange eksperimenter. Der er ikke eksempler på 'koncept kunst' eller på de seneste neo-dadaistiske tiltag. Der er til gengæld intimitet, sansning, æstetik og varme. Og et bredt spektrum af udtryksformer, fra det nonfigurative til realisme.

Rytmer
I Christine Scherfigs havebilleder bølger lyset i mønstre ned over blomsterbedet eller over en sommervarm kattepels. Her er stærke sansekvaliteter.
Marianne Schepelerns keramiske skulpturer med motiver fra dansens og musikkens verden svajer i yndefulde rytmer. Men læg også mærke til hendes portrætter af unge piger. Her forenes skrøbelighed og majestæt i en moderne klasicisme.
En anden slags bevægelse mærkes i Kirsten Antonie Sørensens stregtegninger. Man skal bevæge sig frem og tilbage foran hendes tegninger og fornemme den hårfine grænse, hun trækker mellem det usynlige spor gemt i det hvide papir og den genkendelige form. Der er et slægtskab med Søren Birk Pedersens elegante akvareller, hvor arkitekturen trods den lette skitseagtige teknik står knivskarpt i billedrummet.
Alfred Friis dyrker den enkle rytmiske gestus med stærke grafiske og maleriske kvaliteter. Hans billeder bevæger sig fra det abstrakte tegn til den organiske form.

Lyset
Gæsten Åge Schmidt udstiller papirklipsagtige akrylmalerier, hvis lette og gennemsigtige geometriske konstruktioner kontrasterer med Keld Bech Christensens 'groft' malede flader og konturer i glade signalfarver, på én gang store i slaget og disciplinerede.
Ejvind Schaldemose maler den sociale virkelighed i lyst og mørkt. Hans stil er 'søgende', øjet føres rundt i alle afkroge af billedet, som i barndomsfortællinger, hvor drøm og virkelighed væves sammen i en koloristisk mangfoldighed. Der er ikke et hjørne, hvor farven ikke gløder.

Intimitet
Lena Bidstrups små vævede billeder og malerier på træ udstråler koncentreret fortælleglæde og stilfærdig humor. Der er ikke langt til Jørgen Buchs fine små studier fra Firenze. Til gengæld viser hans monumentale variationer over bondelederen Volpedo fra filmen '1900' ham som: den kraftfulde agitatoriske kunstner. Et ikke velset fænomen i nutidig dansk kunst.
Buller Hermansens smukke relieffer minder om aflejringer og fossile planter. Som om naturen selv har skabt hendes keramik.
Det kan godt være 'MAJ93' ikke er med på 'tidens trend'. Men de har - hver på sin måde - fat i det væsentlige. Og det ser ud til, at de har det godt med fællesskabet.

Maj 93. Helligåndskirken. København. Sidste dag 10. februar.