22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdere i Arbejderen

Arbejdere i Arbejderen

Onsdag, 30. januar, 2008, 00:00:00

- Jeg ønsker at vise arbejdere fra hele verden som seje mennesker i stedet for som ofre, siger fotograf Søren Zeuth. Arbejderen bringer fotos fra bogen ¤¤Arbejde¤¤

I dag åbner en udstilling på Arbejdermuseet i København med Søren Zeuths billeder af arbejdere fra otte forskellige fattige lande.
- De her mennesker bliver næsten altid fremstillet som ofre. Jeg ønsker at vise, at de er seje, selvom de kæmper med fattigdommen på skuldrene, siger Søren Zeuth til Arbejderen.
- Det er mennesker med de samme ønsker og drømme, som vi andre har.
Selvom du bor langt fra Arbejdermuseet, får du nu chancen for at se de flotte fotos. Arbejderen starter i dag serien 'Arbejdere i verden', hvor du hver dag, undtagen fredag, på side 5 vil møde en af arbejderne fra udstillingen.
Vi lægger ud i dag med billedet af den 12-årige stenhugger Stevens Bulando fra Zambia. Over hele verden arbejder over 250 millioner børn i stedet for at gå i skole.
De i alt 48 billeder er også samlet i bogen 'Arbejde', som kan købes på Arbejdermuseet, mens udstillingen kører. 3F har også udgivet bogen i et samarbejde med Danida. Portrætterne er taget på Vestbredden, i Nepal, Filippinerne, Zambia, Honduras, Mozambique, Nicaragua og Guatemala. Lande hvor 3F yder solidarisk støtte til beslægtede fagforbund.
Alle de arbejdere som optræder i bogen, vil få et eksemplar udleveret. Søren Zeuth var i Mozambique før jul og aflevere bøger til arbejderne derfra.
- Det var en fantastisk oplevelse. For eksempel stod konen til den fisker, som er med i bogen, længe og rørte ved billedet af manden. Hun kunne ikke forstå, at han var med i den eneste bog, som de havde, fortæller Søren Zeuth.
- Tivoliarbejderen kiggede mig dybt i øjnene, da jeg kom med bogen, og sagde: 'Jeg troede slet ikke på dig, da du sagde, at jeg ville få den'. Han blev så lykkelig. Skrædderen konstaterede at: 'Når man er med i en bog, er man med i noget stort.
Endnu er det kun arbejderne fra Mozambique, Nepal og Vestbredden, som har fået bøgerne, men Søren Zeuth lover, at alle 48 vil få den.
- Jeg håber, at bogen her kan være med til, at vi kommer lidt mere i øjenhøjde med de her mennesker, slutter han.

Søren Zeuth´s fotobog 'Arbejde' koster 250 kr. + evt. forsendelse. Den kan købes på Arbejdermuseet eller ved henvendelse til: mail@zeuth.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur