22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kunsthal Charlottenborg

Kunsthal Charlottenborg

Onsdag, 30. januar, 2008, 00:00:00

Udskældte Kunsthal Charlottenborg satser med udstillingen ¤¤Dansk-jävlar - en svensk kærlighedserklæring¤¤ på at vise samtidige, unge danske kunstnere med international virksomhed og anerkendelse

af Tovemarie Petersen
Begrebet kunsthal har længe eksisteret i Tyskland og Sverige og er så nu kommet til Danmark og afløser hermed den hæderkronede kunstinstitution Charlottenborg som udstillingsmulighed for ung dansk kunst af i dag.
For ikke at komme ind på diskussionen om det rimelige i at fratage gamle hæderkronede kunstnersammenslutninger som bl. a. Corner og Grønningen deres adgang til en gang årligt at vise deres medlemmers arbejder med livsvigtigt salg for øje, vil vi her prøve at se på og vurdere de nye tiltags værdi og berettigelse.

Unge kunstnere
Kunsthal Charlottenborg satser med udstillingen 'Danskjävlar - en svensk kærlighedserklæring' på at vise samtidige, unge danske kunstnere med international virksomhed og anerkendelse frem for et dansk publikum.
Det drejer sig om i alt 20 unge kunstnere, ligeligt fordelt med mandlige og kvindelige kunstnere, som har fået hver sit hvidkalkede rum i de gamle bygninger til rådighed. Vidt forskellige udtryk er kommet til at præge gennemgangen fra stærkt oplyste til dunkle rum
Der er jo i vidt omfang tale om installationer med videoer og indretninger, som skulle vække til eftertanke og refleksioner, hvilket jo er ret åbent og op til den enkelte beskuer. Har det for resten ikke altid været sådan med kunsten?
Men der findes også rigtig god gammeldags tegnekunst, hvilket glæder en gammel tegner rigtig meget. Og malerglæde med farve og liniespil som Delacroix ville kalde 'en fryd for øjet'. Tegningen repræsenteres af kunstneren Morten Schelde, som i sit 4x8 meter store billede fremstiller to kæmpestore røde, stejlende heste tegnet med lutter røde streger, som så tårner sig op på en sorttegnet baggrund bestående af skovbund med al slags henkastet affald, vi smider hvor som helst i dag. Alt sammen udført med små håndtegnede streger med henholdsvis rødt og sort kridt, Alligevel et samlet hele af yderst stor virkning. Den ville gøre god fyldest som endevæg i en stor sal eller hal, hvor der kommer mange mennesker.

Voldsomt indtryk
Det er en voldsom og fascinerende oplevelse at iagttage et maleri, som Kathrine Ærtebjerg står for. Hun er efterhånden kendt for netop sine malerier med klare linier, farver og dygtigt brug af airbruschen.
Hendes maleri er en fortælling om fødsel og død; et tema som måske kun en kvindelig kunstner kan forholde sig til på denne måde.
Ellers er der Olafur Eliasson, som bare har ladet den ene væg i sit rum omdanne til et stort spejl, som vi så alle kan spejle os i.
Tal R, som er aktuel på Louisiana, viser sine collager i kæmpeformat, men i nogle kedelige og næsten døde arbejder i gul, brune farver.
Ikke som en anden kunstner, Kirstine Roepsdorff, der også beskæftiger sig med collagen. (ja, det kan man bruge alle de gratis farvestrålende tryksager, vi får ind ad brevsprækken hver dag, til.) Men i Kirstine Roepsdorffs tilfælde på en helt anderledes fortællende og indholdsrig måde.
Men gå selv ind og se. Der en god vejledning i form af en gratis lille guide. Eller man kan direkte henvende sig til en af de kunstværter, der er ansat til det samme, hvis der er noget man gerne vil have rede på. Der kan være stort behov herfor.

Danskjävlar - en svensk kærlighedserklæring. Charlottenborg. Til 24. marts. Åbent tirs-tors. 12-21. Fre.-søn.12 - 17.
www.charlottenborg.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur