22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der er dømt lutter liflig lut

Der er dømt lutter liflig lut

Tirsdag, 29. januar, 2008, 00:00:00

Denne anmelder satte sig godt til rette i lænestolen, lukkede øjnene og åbnede sindet og hengav sig til Nigel Norths aldeles vederkvægende lut-spil

af Aage Christensen
Trænger man til at koble lidt af fra den nutidige og meget påtrængende musik og muzak, som slår én i møde næsten uanset, hvor man befinder sig, er det ikke nogen helt dårlig ide at sætte Dowland på cd-afspilleren. Og så sætte sig godt til rette i lænestolen, lukke øjnene og åbne sindet og bare hengive sig til Nigel Norths liflige og vederkvægende lut-spil på cd`erne 'Lute music 1, 2 og 3.'

Geni
John Dowland er vist ikke et navn, der siger ret mange mennesker noget i dag. Han var englænder født i 1563, et år før Shakespeare - og så var han efter sigende et geni på den tids mest populære musikinstrument, lutten.
En lut er heller ikke et instrument, der siger vor tids mennesker ret meget, men på Dowlands tid lå instrumentet i popularitet på linie med dyrkelsen af guitaren i dag. I øvrigt ligner en lut meget en guitar og lyder næsten lige sådan.
Dowland, der også var en særdeles begavet komponist, var tillige meget ærgerrig og hans store ambition var at blive ansat som kongelig hof-luttenist ved den engelske dronnings hof. Da denne ambition lod vente på sin opfyldelse, turede han i mange år rundt i Tyskland, Frankrig og Italien, hvor han alle steder var en feteret og velset gæst på grund af sit lut-spil.

I Danmark
Omkring år 1600 fik den musikglade danske konge, Christian d.IV, fat i Dowland, som i en kortere årrække fik fast ansættelse som kongelig dansk hof-luttenist til en skyhøj hyre.
Det fortælles, at Christian d. IV ved særlige lejligheder 'installerede' John Dowland nede i kælder-regionerne under Rosenborg Slot, således at det storspisende selskab ved de talrige kongelige tafler - indimellem trompetfanfarerne, (Majestætens skål - tratte-rat-trat!) og de utallige kødretter - havde mulighed for også at vederkvæge ørerne med Dowlands liflige lut-musik, der fra kælderen gennem et sindrigt kanalsystem trængte op i den store spisesal.
På denne måde kunne kongen, over for sine højfornemme udenlandske gæster, demonstrere at vi her i kongeriget i det kolde nord, ikke var de rene kulturelle ignoranter, men sandelig var med på noderne.
Ganske som man i Horsens har afholdt koncerter med udenlandske topnavne som Madonna og Rolling Stones for at vise resten af kongeriget, at selv om man nok er jyder på de kanter, er man da ikke de rene bønderøve, sådan rent kulturelt altså.
Spilletid pr CD omkring 65 min.
De er hermed anbefalet.

Dowland: Lute music 1, 2 og 3. Nigel North. www.naxos.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur