Se Shakespeare og se skuespil-håndværket. Nye tilskuere: stig på her og se, hvad teater er og kan
af Nick Bruun
Scenen er rå i Kanonhallen i København. Vi er til stykket 'Flammens Muse - Muse of fire'.
Ja, scenen er en bar kvadrat - 10x10 meter, hævet 20 centimeter over gulvet. Her skal kampen foregå. Et par kædetræk hænger ned fra loftet, to wienerstiger af træ som teknikerne har glemt, står på scenen.
Prøvende og tøvende sætter skuespilleren Lars Mikkelsen foden på scenen - ojjj, det er ikke bare lige sådan. Det er svært.
To medspillere gør ham snart selskab: skuespilleren Thomas Magnussen og musikeren, sangeren, komponisten(og skuespiller sgu også) Klaus Risager.
Der rigges an, et klaver - halvdelen af et - skal det vise sig - rulles ind, klodset og hovsa-agtigt.
Lars Mikkelsen tager springet og kaster sig ud i en monolog af de store fra Shakespeare, for selv at afbryde kort efter: 'det var måske for meget. For overdrevet. Ska` jeg ta` den lidt ned?'
Teaterlaboratorium
Vi er tilskuere til et forsøg. Et laboratorium. der udforsker Shakespeare. De tre entusiaster på scenen fylder væsker og tryllepulver i kolber og glas, og snart bobler og syder teater-laboratoriet lystigt på scenen denne aften i Kanonhallen, Kalejdoskops teatrets K2 scene.
Forestillingen er en sammenskrivning af og udpluk i 13 af Shakespeares stykker: Othello, Hamlet, MacBeth, Henrik V m.fl. og nogle hans sonetter - sange, som Klaus Risager har sat ny musik til.
Historierne handler om - ja, det hele. Mennesket og dets drømme, kampe, konflikter, måder at være sammen på, kærlighed, had, lidenskab, sjov og ballade.
Du møder en henrivende, kælen og af kærlighed forgabt Julie i Lars Mikkelsens skikkelse på en stige - intet mindre end fantastisk. Du ser jalousiens væsen i scenen mellem Othello og Jago. Du ser en overgearet, rablende vanvittig Hamlet. Du hører og ser Klaus Risagers fascinerende flotte stemme og nærvær i forestillingens sange og musik.
Det er et ualmindeligt flot stykke skuespiller-arbejde der er lagt i denne forestilling. Der spilles med et nærvær og en veloplagthed der sjældent ses på de danske scener for tiden. Her er virkelig mulighed for at møde skuespillet og teatrets væsen i sin rene form.
Her er mulighed for at se Shakespeare. Nye tilskuere kan stige på her. Skynd jer ind og se denne unikke forestilling - spiller kun til den 26. januar.
'Flammens Muse - Muse of fire'. Tekster af Shakespeare. Instruktion: Barry McKenna. Medvirkende: Lars Mikkelsen, Thomas Magnussen og Klaus Risager.
Spiller på K2/Kanonhallen, København, til og med 26.januar.
William Shakespeare 1564-1616. Engelsk skuespiller og dramatiker. Medlem af forskellige teaterkompagnier i datidens London. Her skrev han sine stykker, og spillede selv med. Han benyttede ofte gamle historier og tekster som forlæg. Han skrev ca. 36 skuespil.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278