Det er vældigt underholdende at overvære den sprælske opsætning af ¤¤Poppeas kroning¤¤ på Operaen i København

af Anders Fenger
Hoffet var bestyrtet.
For første gang nogensinde væltede almindelige borgere, handlende og arbejdsfolk ind operahuset San Cassiano i Venedig i 1637.
Komponisten Monteverdi havde valgt at tage forskud på den borgerlige kulturrevolution ved ikke kun at lade hoffet få adgang til hans opera Poppeas kroning.
Omtrent 370 år senere - i søndags - kunne vi så opleve musikken og sangen i Operaen på Holmen i København, iscenesat af David McVicar og musikken dirigeret af Lars Ulrik Mortensen.
Iscenesætteren David McVicar - kendt fra den præcise personinstruktion af Mozarts Titus - havde valgt at gøre kostumer og scenografi moderne i et nutidigt udtryk, blandt andet i form af et tv-studie og et sofa-arrangement.
Det var gjort levende, sprælsk og opfindsomt, og ikke mindst de indlagte gags med alt fra Gert Henning-Jensen som en kloning mellem en cigaretrygende Vera og en sutskobeklædt Tootsie, til en velsyngende Susanne Resmark som nutrice - med dygtigt udført distance til sin egen enorme kropsvolumen - virkede oplagt og opsigtsvækkende. Ikke plat.
Handlingen udfolder sig herefter på skønneste vis om emner som kærlighed, begær, drift, rå sex, magt, politik, filosofi i det gamle Rom omkring kejser Nero, hans elskerinde Poppea og hans hustru Ottavia.
Især skal David McVicars . personinstruktion fremhæves, mens samspillet mellem de gigantiske scenekonstruktioner, orkestret Concerto Copenhagen og operasangerne, hvoraf Stephen Wallace som Ottone (nå, sådan lyder kastratsang...) og den fantastiske kvindelige sopran, Tuva Semmingsen, som den mandlige førsteelsker Nero, skal have størst ros.
En kanonstart på sæson 2008.

Poppeas kroning. Af Monteverdi. Iscenesættelse: David McVicar. Dirigent: Lars Ulrik Mortensen.Operaen. Store Scene. Holmen. København. Til 16. feb.