De første dage her efter nytår bragte en virkelig modbydelig kulde med sig. Vi blev hjemsøgt af den sjældne kombination dagfrost og stormende kuling

af Kjeld Stenum
Ikke specielt hård dagsfrost, men frost, og alle ved, hvor meget værre kulde i kraftigt blæsevejr er end kulde i stille vejr.
Meterologerne sammenligner varmetab i blæsevejr med varmetab i stille vejr, og jeg hørte i radioen, at den reelle virkning af vejret i de dage svarede til 22 graders frost. Det tror jeg gerne.
Vi gik og rodede med nogle fundamenter og noget jernbinding på det nu svenskejede Amagerværk, i de yderste kulbunker mod Øresund, med fri indblæsning af sydøstkulingen. Jernbinding er noget ret stillestående arbejde, man producerer ikke meget kropsvarme ved det. Det var et par kolde dage. Det var dælme et par kolde dage.
Værre var dog cykelturen derud om morgenen. Jeg har lige i underkanten af femogtyve kilometer til Amagerværket, og det var strid modkuling hele vejen. Ikke for det, man fryser aldrig, når man cykler, tværtimod skal man selv i sådan et vejr passe på med ikke at have for meget tøj på, for man kommer let til at koge.
Men varmetabet er jo enormt, og det er en kraftig belastning for kredsløb og alt muligt andet i sådan et gammelt kadaver som mit. Man har næsten ikke ressourcerne. Hver meter er en kamp af den anden verden.
Jeg havde et par gange lyst til at få medlidenhed med mig selv undervejs, jeg tænkte lidt på min varme dyne derhjemme, og cyklen havde sgu også mere lyst til at køre den vej. På et tidspunkt smed den kæden i protest. Nå, men jeg kom da frem. Lidt for sent, begge dage, men ikke ret meget.
Nu er det ikke fordi, mine makkere ikke forstod, at det havde været noget af en cykeltur. Og de havde jo selv siddet i deres varme biler.
Men makkere er ikke makkere, hvis ikke de lader én høre for at komme for sent. Det gælder jo især, hvis man normalt ikke kommer for sent, og hvis man har rimelige grunde, når det så en sjælden gang alligevel sker. Det havde jeg jo, så jeg fik noget at høre. Men jeg var forberedt på det og havde et omgående modangreb klar.
Jeg fortalte, hvordan jeg for hver eneste meter havde måttet rejse mig og hoppe og stampe med hele min vægt på pedalen for overhovedet at bevæge mig fremad. Og de meter var der 25.000 af. Det var 25.000 kampe. Før de selv overhovedet havde fået gnedet søvnen ud af øjnene, havde jeg allerede kæmpet 25.000 kampe.
Det blev de lidt stille over, for de var jo selv på vej ud i den modbydelige kuling og kunne levende forestille sig, hvor umenneskelige mine pinsler havde været. Men én mente dog, at han dagen i forvejen havde varskoet mig om kulingen, så kunne jeg vel være startet lidt tidligere hjemmefra, for ikke at svigte mine makkere og sådan. Den havde jeg også forudset.
Så jeg forklarede ham omgående, at jeg også var startet tidligere hjemmefra. Men hver eneste meter havde jo været en kamp af den næsten helt ubeskrivelige slags, som jeg lige havde været inde på. Og hvis jeg blot tabte en tiendedel af et sekund, og det var ikke ret meget, på hver af de 25.000 metre, så var det 2.500 sekunder, og det var mere end fyrre minutter. Og at forlange af en jord- og betoner, at han står hele fyrre minutter tidligere op bare for at passe sin arbejdstid, det er så absurd snak, at det end ikke duer til at mobbe en makker.
Så undskyldningen blev godtaget. Altså, nu kender læserne jo ikke mine makkere. Men jeg kan fortælle så meget om dem, at det at få en undskyldning godtaget af dem, det er ikke enhver beskåret. Hvis man får det, så har den været god. Og - ja altså, de sagde, at den undskyldning var godtaget, men jeg ved ikke, om de helt mente det alligevel.
For gentagne gange i løbet af dagen vendte de tilbage til emnet, mens vi stod og rystede og blev blåsorte af kulde og forsøgte at få de stive fingre til at lukke sammen om bindetængerne.
Hvis jeg kom i nærheden af to af dem, skete det tit, at deres samtale ligesom tilfældigt gled over på noget med min cykel og hvordan de kunne hjælpe den til at få lidt mere fart på om morgenen. Om de skulle skillinge sammen om en elektrisk hjælpemotor af den slags til at skubbe i røven, når man skulle op ad bakker? Eller en knallert måske?
Jeg sagde, at jeg ikke skulle have noget af de osende knallertmonstre, så måtte de hellere skillinge sammen om noget vinterolie til brødmotoren (hvilket på almindeligt dansk betyder, at de kunne hælde et par portere på cyklisten). Men det må man jo ingensteder mere, selv ikke i sådan et modbydeligt vejr. Så fik én en lys idé.
Nu skulle jeg høre, sagde han, nu vidste han, hvordan de kunne hjælpe mig, og det endda med en idé, der var helt økologisk og uden giftig røg. Jeg skulle simpelthen have meget bredere dæk på. Og så skulle man putte et par hamstere derind, så kunne de løbe i hjul ligesom et par mus, og hvis man hængte nøddeposer op, som de kunne løbe efter, så ville jeg være på arbejde i løbet af nul komma fem.
Ja, føjede én af de andre øjeblikkeligt til, og når der så var sådan en kuling imod som i dag, så kunne man slippe en gravhund ind i hvert dæk også, til at jagte hamsteren. Så havde man en økologisk motor, der mageligt kunne løbe både fyrre og tres minutters forsinkelse ind.
Sådan klarede vi at holde varmen på en umenneskelig dag. I gamle dage lå man vinterstille i sådan et vejr. Eller man pakkede sig ind i avispapir og søgte sammen i usynlige kroge omkring varmekanonerne, og så stod den ellers på vinterolie, indtil mester gav sig og sendte os på vejrlig. Sådan er det ikke længere.
I dag er vejrlig en meget sjælden ting, og vinterolie er forbudt. Ja, okay, det er jo godt, at man ikke må drikke på arbejdspladserne. Men vinterolie i sådan en sibirisk kulde! Det har altså ikke noget med drikkeri at gøre, det har at gøre med menneskerettigheder. Man må skelne.
Hvis de en dag tager retten til sort humor fra os også, så vil jeg ikke være jord- og betoner mere.