Dét er temaet for det nyeste nummer af tidsskriftet Arbejderhistorie, der har et par spændende artikler om udviklingen i henholdsvis Polen, Tjekkiet og Rusland.

af Hanne Rosenvold
I artiklen 'Polsk arbejderbevægelse efter kommunismens fald' fokuseres på de demokratiske, sociale og faglige rettigheder for landets arbejdere. Der dokumenteres mange eksempler på politisk naivitet og inkompetence blandt de ledere, der siden 1990 har haft magten i Polen. Blandt andet beskrives Solidarnosc`s pinlige rolle. Men først og fremmest får man større forståelse for de forskellige politiske kræfter, der findes i Polen.
En anden artikel - 'De tjekkiske erfaringer' - fokuserer på arbejdsmarkedsforholdene i Tjekkiet. Herunder på, hvordan de tjekkiske fagforeninger har omstillet sig til de nye forhold.
Endelig er der en artikel om udviklingen i Rusland, skrevet af økonomen Hans Aage. Denne gør det helt klart, at det er arbejderklassen, der har været den store taber i den udvikling, som har fundet sted siden 1989.
Således mener Hans Aage, at 'de samfund, der er opstået efter 1989, har opnået store frihedsrettigheder og i nogle tilfælde også efterhånden økonomiske forbedringer. Prisen har været tab af økonomiske rettigheder for almindelig mennesker i en kapitalisme, hvis menneskelige ansigt bliver mere og mere udvisket, jo længere man bevæger sig østpå'.
Alt i alt et yderst læseværdigt nummer af Arbejderhistorie.

Arbejderhistorie nr. 2, 2007. Udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie. www.arbejderhistorie.dk