¤¤Medicin uden grænser¤¤ er et umådeligt velunderbygget stykke videnskabeligt håndværk
af Benjamin Egerod
Som Henrik Tjørnelund, forfatteren til bogen 'Medicin uden grænser', bemærker i sit metodiske efterskrift, kan det vække undren, at Statens Serum Instituts og de danske medicinproducenters rolle under den tyske besættelse ikke tidligere har været genstand for historisk forskning.
Især når man tager med i sin overvejelse, at nazisternes medicinske eksperimenter på mennesker har været noget af det, der har vakt størst forargelse i efterkrigstidens Europa. Det er en del af det enorme videnskabelige arbejde, som bogen afdækker.
'Medicin uden grænser' tegner et billede af et Statens Serum Institut, som indtog en førerposition inden for medicinsk forskning efter 1. Verdenskrig, og som efter besættelsen 1940 'beredvilligt betrådte den tyske sti, og derpå aldrig så sig tilbage', som det hedder i bogen.
Mest kontroversielt beviser bogen, hvordan Seruminstituttet forsynede SS-lægen dr. Ding med plettyfusvaccine, som blev testet på sigøjnere - i alt 26,6 procent af dem døde.
Bogen giver også indlæg i mange dagsaktuelle debatter, bl.a. hvordan videnskab skal bruges (f.eks. sidestiller bogen bruddet på lægeløftet med Manhattan Projektets forskere, da de opfandt atombomben).
Derudover belaster bogen i meget høj grad befrielsesregeringens statsminister Vilhelm Buhl, som var tilsynsførende på instituttet i 1943-45, da hændelserne forløb og var mere end velinformeret om hændelserne på instituttet - han var så belastet at centrale arkivalier forsvandt i årene efter krigen.
'Medicin uden grænser' er et umådeligt velunderbygget stykke videnskabeligt håndværk. Den skildrer en samarbejdspolitik, som gik ud over det moralsk forsvarlige, men uden at forfalde til populærvidenskab og fordømme uden omtanke - den søger at sætte aktørerne ind i deres samtid og forklarer deres handlinger.
I det hele taget udvises et højt niveau af videnskabelig redelighed. Den er uundværlig, hvis man vil have et komplet billede af besættelsestidens Danmark.
Medicin uden grænser - Statens Serum Institut under besættelsen - Henrik Tjørnelund
2007, 151 sider, illustreret, 178.00 kr.
Syddansk Universitetsforlag
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278