¤¤Blodbryllup¤¤ af den spanske poet Federico Garcia Lorca er intet mindre end klassisk drama i stor, ung og nutidig opsætning sat op på Gladsaxe Ny Teater
af Helle Due
Federico Garcia Lorcas drama ' Blodbryllup', som havde premiere på Gladsaxes Ny Teater i lørdags, er et storslået, helstøbt drama.
Det er lykkedes instruktøren Veronika Kær at samtænke sjælen i den cirka 80 år gamle tragedie med nutidig ånd. Forestillingen er fortolket og iscenesat som musikteater, idet musikken, som er komponeret til forestillingen, ikke skal forstås som baggrund for handlingen, men lægger sig som en integreret dimension til denne.
Stykket handler om sindets store, sjældne følelser, som er så svære både at vise og beskrive, for ikke at sige omsætte til et moderne udtryk, uden det virker uvedkommende eller endda latterligt. Det er lykkedes til fulde i denne opsætning, endda sådan at Lorcas ord og ånd er gjort vedkommende for et moderne, forvænt publikum, så sindets sans bliver sat i svingninger, der bærer én nænsomt ind i hverdagens (og fladskærmens) trivialiteter.
Tragediens byggesten
Lorca byggede tragedien op over en virkelig hændelse, der fandt sted i det fattige andalusiske bondeland i 1920-ernes Spanien.
En fejde om krænket ære og begærlighed. Så smalt og simpelt er temaet.
Den unge mand, brudgommen, skal giftes med den unge kvinde, bruden, som bor på samme egn. Ritualerne skal overholdes, og moderen skal give sin søn bort - faderen sin datter.
Hun gør det med stor bitterhed, for brudens familie er impliceret i en slægtsfejde, der ligger forud for de unges bryllup, hvor hun har mistet sin mand og ældste søn. Hun bøjer sig kun, fordi hun hungrer efter at få børnebørn - slægten skal føres videre og der skal stærke hænder til at dyrke jorden og skaffe føden.
Pigen derimod har længe hemmeligt elsket en ung mand fra den fjendtlige familie, og på bryllupsdagen flygter de to ud i skoven for at forenes i elskov.
Blodet bruser i deres årer, og 'det er tykkere end vand', mens den oprindelige brudgoms blod er som 'en dråbe vand, en lille kølig bæk, som ikke kan slukke ilden i den elskende piges bryst.'
Æren er krænket, og fejden mellem de to slægter gentager sig
I slutscenen opsøger pigen gommens mor, og opfordrer hende til at dræbe sig. Moderens hævnfølelse er nu omsat til sorg og foragt. Pigen betyder ikke længere noget, og hun bortviser hende. Men moderen har fået en slags fred. Nu har hun ikke mere at miste, hun skal ikke ængsteligt spejde efter sin søn. Nu vil hun sørge i ensomhed.
Som i al stor kunst har temaet flere lag. Det viser den materielle nød, som delvist legitimerer begæret. Det siges tydeligt, at overlevelsen afhænger af slægtens formering, som i stykket kun kan opfyldes gennem fornuftægteskabet, som derved forhindrer de dybe og sande følelser i at leve.
Hér vises realismeplanet, som uden omskrivning kan overføres til vores tid, hvor fornuften ofte sejrer over følelserne - eller følelserne går til grunde, fordi fornuften ikke bliver tilgodeset.
Yder Locas drama fuld retfærdighed
Hovedrollerne i 'Blodbryllup' spilles af Kirsten Olesen som brudgommens mor, mens Baard Owe spiller brudens far, Maibritt Saerens er bruden, Martin Hestbæk brudgommen og elskeren Ken Vedsegaard. (bruden og elskeren, alias Søs og Erik fra tv-serien Krøniken.)
Samtliges præstation er fremragende. Lorcas tekst bliver fremført med stor poetisk sans og følelsesregisteret udtrykt til fuldkommenhed. Kirsten Olesens fortolkning af den dybe og universelle sorg over at miste sine kære i en kamp er rystende og dybfølt, og vækker associationer til den bundløse sorg vore dages talløse, meningsløse myrderier, udsprunget af magtbegær, forårsager.
I slutscenen, hvor rivalerne slås på knive udfoldes et imponerende balletagtigt stunt, hvor skuespillerne slynges rundt, så man tror de er i fare for at brække arme og ben.
Scenografien er levende og iderig som bare pokker. Scenegulvet strækker sig i tre niveauer helt ud mellem tilskuerrækkerne, så man som publikum føler, at man befinder sig midt i dramaet., og i de sidste scener er der en langstrakt flod med stor scenisk effekt.
Lysdesignet betyder, at lyset strækker sig i alle hjørner af teatersalen, hvilket virker nyt og originalt og med stor effekt.
Den symfoniske musik, komponeret af Hans Erik Philip, er optaget elektronisk og altså usynlig, smukt spillet af Budapest Radiosymfoniorkester og kor, dirigeret af Béla Drahos. Det 40 personer store kor, Gladsaxe Ny Teaters Folkekor, er tydeligvis koreografisk indstuderet og optræder som levende kulisser til handlingsforløbet, med en overraskende og dybt original effekt.
Stykket skal ikke ses og ikke høres - det skal opleves, for de mange udtryk og virkemidler danner en unik kunstnerisk helhed, som er svær at beskrive.
Man kan ønske, at mange mennesker vil finde vej til forestillingen.
Blodbryllup.
Gladsaxe Ny Teater - Iscenesættelse: Veronika Kær
Medvirkende bl.a. Kirsten Olesen, Baard Owe, Maibritt Saerens, Martin Hestbæk, Ken Vedsegaard.
Til 16. februar.
www.gladsaxenyteater.dk
Lorca
Forfatteren til dramaet 'Blodbryllup hedder Federico Garc’a Lorca, og han blev dræbt af fascisterne i Spanien i 1936 i begyndelsen af den spanske borgerkrig.
Lorca - Spaniens største digter - blev henrettet af civilgarden i borgerkrigens første dage i landsbyen Viznar uden for Granada. Han stødte civilgarden og borgerskabet i sin hjemby på manchetterne - han var nemlig anderledes. Lorca var poet og forfatter til teaterstykker og bøger. Han havde ledet republikkens omrejsende arbejderteater, La Barraca i en længere periode. Og så var han homoseksuel.
Hvis du vil vide mere kan det anbefales at læse: 'Lorca: digteren og hans folk' af Arturo Barea. Schultz, 1963.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
