Det er ikke mange forsonende øjeblikke i den islandske film ¤¤Børn¤¤. Ja, der er faktisk ingen.Det støder mig lidt, at filmen ikke viser dén solidaritet, der også er blandt de nederste i samfundet

af Flemming Steen Jørgensen
Den er i sort/hvid. Det er regnvejr og gråvejr hele filmen igennem. Når vi er udenfor, så er det beton og trøstesløse by landskaber, når vi er indenfor er der grå vægge uden nogen som helst kunst på dem.
De mennesker, vi møder, er dem, der er nederst på den sociale rangstige på Island: Den psykiske syge og overvægtige mand. Den enlige mor med fire børn og to mænd til hendes børn. Hun bor i et betonmiljø. Hun arbejder i et beton-hospitals-miljø.
Den enlige mor har tre piger og en søn. Sønnen bliver mobbet og drillet. Han er ensom og hans eneste kammeret er den psykisk syge mand.
Det er ikke mange forsonende øjeblikke i denne islandske film 'Børn'. Ja, der er faktisk ingen. Sjældent har jeg oplevet en film, der i dén grad er uden humor og glæde. Den er glædesløs og meget socialrealistisk.
Det støder mig lidt, at filmen ikke viser dén solidaritet, der er også blandt de nederste i samfundet.
Kun i glimt ser vi en form for empatiske karaktertræk hos ham, der er faderen til den enlige mors søn.
Filmen er ikke den store tekniske oplevelse, der er ikke tilfredsstillende billeder og den er ikke godt nok klippet. Musikken er nærmest støjende med en trompet- solo lagt under, når nogen får tæsk. Hvad mange får gennem filmen.
Jeg er ked af denne anmeldelse. Jeg ville så gerne give den mange røde stjerner, men den er en stor, sort historie, der ikke har en sammenhængende handling og skuespillerne har ikke den karakter, der gør, at vi tror på dem. Desværre. Kom igen Island. I kan jo godt.

Børn. (Island) Instruktion: Ragnar Bragason. Premiere på tirsdag.