- Desværre er det kulturelle snæversyn, jeg kæmpede mod i 60`erne, vendt tilbage med den borgerlige regering og Brian Mikkkelsen som kulturminister, siger den lokale ildsjæl i Holberg-teateret fra Kalundborg
af Klaus Haase
Niels 'Vandrefalk' Andersen kan bare ikke holde de politiske betragtninger tilbage. Man læser hutigt i hans ansigt, at han har noget alvorligt på hjerte:
- Vi havde en spændende tid i 1960`erne og 1970`erne, men desværre synes det kulturelle snæversyn, jeg kæmpede mod i 1960`erne at være vendt tilbage med den borgerlige regering og Brian Mikkkelsen som kulturminister, sukker Niels 'Vandrefalk' Andersen og kigger ud over Storebælt.
Bag ham ligger ligger hans hjertebarn - det dramatiske laboratorium og teatersted 'Falkereden'. Her holder Niels 'Vandrefalk' Andersen til. Tæt ved Kalundborg og smukt beliggende bag Asnæs.
- Fogh har formået at få den borgerlige smag ind i kulturlivet som fuldstændig dominerende. Da regeringen trådte til, skar man på teatertilskuddene med grønthøsteren. Tyve procent!
- Det er især gået ud over de omkring 100 små teatre rundt om i landet. Man har omprioriteret til fordel for de store teatre. Forestillingerne bliver lettere og lettere. Det er morskabsteatre og music-halls! Det er blevet kommercielt! Det eksperimenterende teater er næsten væk. Det er privatisering og samarbejde med erhvervslivet, fnyser den uregerlige 68`er, der uden overdrivelse kan kaldes en dramatisk blæksprutte. På visitkortene kan han skrive skuespiller og dramatiker, organisator og teaterejer.
Niels Andersen har mange titler og mange bolde i luften.
Han stiller op med såvel voksenforestillinger som børne- og ungdomsteater. Han er delvis et enkeltmandsforetagende, men har også lavet forestillinger, der involverer enkelte andre skuespillere gennem de syv år, han har virket som Teaterdirektør i Kalundborg. Samtidig farter han rundt i landet med sine forestillinger som et mobilt teater.
- Jeg har forgæves forsøgt at få etableret et egnsteater i Kalundborg. Vi befinder os jo i Pia Kjærsgaards højborg - Kalundborg! Trist, at hun har fundet sig en mudderpøl hér lokalt med så mange stemmer ved sidste valg! Det gør en gang imellem tingene lidt tunge at danse med, siger Niels Andersen, mens ansigtet formørkes et øjeblik.
Man han har ikke tabt humøret. Kampen for at få etableret et egnsteater regionalt fortsætter. Han er ikke bitter.
Politik-snakken stopper for en kort bemærkning. Niels Andersen viser stolt rundt i den gamle restaurerede stald, der hedder Falkereden - en teatersal med plads til 50 mennesker.
Det viser sig, at Niels Andersen er født i 1942, men frisk som en havørn. I sin mimik og gestik udstråler han engagement. Ordene flyder fra ham. Teaterrummet er fyldt med stole, masker og andre teatereffekter.
Han har selv været med til at istandsætte salen. Hvad angår begrebet 'håndens og åndens arbejde', synes det at ligge i naturlig forlængelse af hinanden for Niels Andersen. Desuden er han instruktør, dramatiker med mere. Som sidegevinst holder han kurser for forskellige erhvervsgrupper.
Efter rundvisningen går turen til stuehuset, der strutter af kultur - bøger, plakater og billeder.
Niels Andersen smiler imødekommende, og byder på kaffe, mens han fortæller lidt om sin baggrund.
- Ja, jeg er gammel 68`er. Da jeg blev uddannet på Det Kgl. Teater i 1960`erne, var teatret en dinosaur, og jeg var en inkarnation af en ungdomsoprører! Der var et grusomt hieraki på teatret, og jeg forlangte demokrati på arbejdspladsen! Det var ikke velset., fortæller han.
Niels Andersen var som skuespiller ikke sådan at sætte i bås. Han gik sine egne veje, og havde i 2006 40 års-jubilæum som skuespiller. Undervejs har han optrådt i Grønland, turet Danmark rundt, været dramalærer, fortæller og oplæser og medlem af forskellige teatergrupper.
Teatret Vandrefalken blev påbegyndt i 1981. Nu hedder det Holberg-teatret.
- Jeg har forgæves forsøgt at få etableret et egnsteater i Kalundborg. Vi befinder os jo i Pia Kjærsgaards højborg - Kalundborg! Trist, at hun har fundet sig en mudderpøl hér lokalt med så mange stemmer ved sidste valg! Det gør en gang imellem tingene lidt tunge at danse med, siger Niels Andersen, mens ansigtet formørkes et øjeblik.
Man han har ikke tabt humøret. Kampen for at få etableret et egnsteater regionalt fortsætter. Han er ikke bitter. Politik-snakken stopper for en kort bemærkning.
- Man skal være meget alsidig som skuespiller. Eksempelvis har jeg gennem 10-15 år arbejdet sammen med Cirkus Baldoni og Cirkus Charlie. Det er et meget inspirerende supplement til den klassiske kultur, som jeg har med fra Det Kgl Teater.
- Jeg har også skrevet 15 revyer i tidens løb. Det giver lejlighed til at få et politisk engagement frem! Jeg har netop opført en lokal revy i Kalundborg i samarbejde med lokalavisen Kalundborg Folkeblad! Det blev en vældig succes!
En gammel radikaler
Niels Andersen har talt sig varm. Han lyser af indignation og oprør.
- Men jeg har aldrig været socialist. Jeg var medlem af det Radikale Venstre fra 1963-1980. Men da de gik ind i Schlüther-regeringen meldte jeg mig ud! Siden har jeg ikke været partipolitisk engageret, fortæller han.
Du tilhører altså den gamle kulturradikale tradition?
- Ja! Brandes! Poul Henningens revyviser!
Niels Andersen slår begejstret ud med hånden. Hans øjne stråler.
Han tøver et øjeblik. Men fortsætter så.
- Holberg er synonym med danskernes folkekarakter. Der går en lige linie fra Holberg i 1720`erne og 1849, da vi fik vores grundlov. Sagen er den, at teatermanden Erik Bøgh samme år opfandt revyen. Sidenhen smeltede revyformen sammen med det politiske teater - Poul Henningsen, Keld Abells 'Melodien der blev væk'. Videre til 1960`ernes samfundskritiske revyer.
Du opfører forresten selv Holbergs Niels Klim som en af de forestillinger! Vi så maskerne lige før...
- Ja, i 1972 forsøgte jeg og resten af teatergruppen Banden at starte et samarbejde med Hans Scherfig. Det blev dog kun ved samtalerne. Men i forbindelse med, at jeg skabte min forestilling over Niels Klims forunderlige rejse, benyttede jeg mig af dén tegneserie, som Scherfig har lavet over Holbergs fantastiske historie. Billedligt er Scherfigs illustrationer meget inspirerende for en skuespiller. Tegning for tegning!
Du har også lavet mere alvorlige ting?
- Ja, der er monologen 'Øvelser i ensomhed', baseret på en roman af Stig Dalager. Den handler om isolationsfængsling. Jeg spiller en ældre psykiater, der sidder isoleret på 83. døgn!
- Kommercielt var forestillingen ingen succes, men den fik flotte anmeldelser, og var en kunstnerisk succes. Jeg har blandt andet opført den for fangerne i Herstedvester!
- Blandt mine andre voksenstykker er Blichers 'En landsby-degns dagbog'. Mine børnestykker går meget ud på at inddrage børnene. 'Dysses eventyr' og 'Hovski snovski' er eksempler på populære børnestykker.
- Tidligere år har jeg lavet juleforestillinger, men jeg orker ikke i år. Jeg har mange jern i ilden for øjeblikket. Jeg holder kurser for erhvervsledere og forskellige erhvervsgrupper, der har brug for at omstille sig til nye betingelser. Det er jo noget, vi skuespillere skal hele tiden!
Man kan tydeligvis konstatere, at Niels Andersen er et meget sprogsikkert menneske.
Han bryder konfronteret med iagttagelsen ud i ud i latter. Så slår han om i gammel rigsdansk. Merer præcist imiterer han dansk teaters grand old man Poul Reumert. Har man hørt gamle optagelser, er der tale om en perfekt imitation. Eller parodi.
Niels Andersen ler igen og fortsætter:
- Sagen er den, at jeg har slået Poul Reumerts rekord. Han havde tyve tale-lærere. Jeg har haft 21!
Jeppe for alle
Niels Andersen ser muntert ud ad vinduet, og slår ud med armene. Ja, hvad er det næste, ham har på bedding i Holbergteatret?
- Min kommende produktion er baseret på 'Jeppe på bjerget' af Holberg. Den kommer til at hedde 'Jeppe for alle' og målgruppen er publikum i alle aldre!
- Jeg skal skrive og udvikle den i samarbejde med 4-5-6-klasses elever fra en lokal skole. Jeg går i gang med instruktøren Niels Damkjær til januar, fortæller Niels Andersen.
Man kan se i øjnene på ham, at han allerede er igang med næste projekt. Han kunne sikkert tale længe endnu, men han skal videre.
Snart er Vandrefalken atter fløjet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278