Hvorledes en bustur i Odense vækker minder og fortæller om byens klassemæssige sammenhænge og menneskets mangfoldighed

af Bjarne Nielsen
Trods det fine vejr vil jeg tage bussen, da blæsten virker voldsom. Jeg går gennem haven til vores lejlighed i Lindøværftets røde karreer for at sætte mig og vente. Jeg kommer altid i god tid grundet de dårlige og mangelfulde afgange. Kun to afgange i timen trods vi bor i centrum.
Plejehjemmet Sct. Hansparkens beboere, bag stoppestedet, er trillet ud i solen. Måske er personalet imedens på jagt efter tilbud på bleer, efter den socialdemokratiske socialrådmand ikke længere kan finde penge til disse.
Vi er otte der venter. Foruden undertegnede, en pensionist med rollator, fire i moden alder og to unge der er totalt væk i mobilen. Uden for samtalens - og fællesskabets sfære.
Nu kommer den. 12`eren.

Rødt kvarter
Skibhus-kvarteret, hvor jeg står på, er relativt nyt i sammenslutningen til Odense, da dette først skete i 1932. Indtil da havde de konservative forhindret det, fordi kvarteret var for rødt!
Jeg sætter mig på et slidt sæde af kunstigt slidstærkt stof. Overalt i bussen ligger gratis aviserne, hele tre slags, og ligner det de er, smudsaffald. Intellektuelt og fysisk.
Busstoppestedet er sjette stop efter starten i Vollsmose, hvilket fire somaliske kvinder i spraglede dragter med et hav af børn og indkøbsnet indikerer. Der er desuden to par af arabisk udseende, tre indere og fire ældre lokale pensionister med. Klokken er elleve, hvorfor der endnu ingen skolebørn er med.
Med et ryk sætter bussen i gang. Næste stop er ved kirken. To af pensionisterne står af. Måske på vej med en hilsen til afdøde. Den voldsomt overvægtige kvindelige chauffør driver bussen frem og passerer de lokale vandingshuller Remo bar og Vognhjulet.
Kvarteret har masser af sociale samlingssteder men kun en cafe, hvor primært kvinder pitstopper. Det er Skibhuskvarteret vi kører i. Bygget af A. P. Møller for at kunne tiltrække og stavnsbinde sin arbejdskraft på det gamle, nu nedlagte Odense Stålskibsværft. Det er her venstrefløjen, i dag henter sine stemmer.
Pludselig lyder en skinger stemme - Bazaren. Det betyder, at vi er nået til det gamle Thrige. En nedlagt motorfabrik med flere tusinde ansatte. Odenses fagbevægelses pulsåre. Nu basar. Det vil sige et sted hvor en spekulant fra Århus har knaldet et hav af standardiserede rum op og lejet dem ud i dyre domme til etniske iværksættere og håbefulde udlændinge. Et åndehul for en gruppe der føler sig udstødt.
Her står gruppen af somaliere af. Nu skal der handles og venner mødes.
Inden bussen atter sætter i gang, står tre indvandrere på, belæsset med et hav af poser. Indholdet ser spændende og eksotisk ud - dufter voldsomt og dejligt.
Det gamle Thrige rummer også et mega fitnesscenter, hvor alle ude fra kan se ind og lade sig dupere af knoklende ungmøer med anoreksilignende kroppe og hårdt pumpede testosteron stinkende bodybuildere. Jeg væmmes.

Motorvej i byen
Som om det ikke var nok, drejer linie 12 nu til venstre ud på landets eneste 'motorvej' der går lige gennem en by. Thomas B. Thrigegade hedder denne socialdemokratiske byplansmæssige skandale.
I mine unge dage som lærling i 60`erne lå her byens mest folkelige gade, med alle de frække steder en ung aktiv og udadvendt knægt kunne tænke sig. Nørrebro. En gade der gik fra den livlige havn til byens centrum. Et sted ludere og lommetyve, arbejdere, søfolk, handlende og andet godtfolk levede, med værksteder, butikker og værtshuse iblandet beboelse.
Trods tusinder af protester bulldozede sosserne det ned og fik deres 'motorvej' plastret til med posthus, Arbejdsformidling samt Told og Skat.
Efter 100 meter stopper bussen ved krydset ned til Banegårdscentret. Fra min plads kan jeg se Odense Koncerthus med H. C. Andersen hotellet, hvor folkets Fyns Forum lå i mine unge dage. Forum hvor et ungt Stones, friske The Kings og vilde The Who gav mig og mine vores første beat- og pigtrådsoplevelser og grundlagde en evig glæde for musik og dans. Hvor boksestævner og fagforeningernes juletræsfester vekslede med messer og udstillinger.
Bussen svinger nu ned til banegården. Byens anden centrale plads, hvor alle buslinier mødes, ligesom de mange udstødte, alkoholikere, narkomaner og hjemløse. Den første Flakhaven med rådhuset rammes ikke af denne rute.
Over for banegården ligger det lokale meningsmonopol Stiftstidendes nye mediehus med hesten Røde Fanes slagter, nuværende kgl. hofleverandør Bjørn Nørgårds spændende H. C. Andersen skulptur som blikfang. Op til denne plads ligger den smukke Kongens Have med Slottet i baggrunden. Der er her byens skandaløse og erhvervsvenlige byplaner udvikles.
På banegården forlader alle, undtagen en ældre gangbesværet kone og jeg, bussen. De fleste fordi de skal med andre ruter. En del, inklusiv chaufføren, for at indtage deres nikotin, som narkomanerne deres fix. Hele fortovet sejler i skodder og affaldspapir.
Langsomt fyldes bussen igen. Med svagelige og nedslidte på vej til universitetshospitalet og livlige og forventningsfulde børn på vej til zoologisk have for at se søkoen Henriette og den nye girafunge.
Efter genstart kører vi forbi Rytmeposten og byens snart nedlagte brugerhus Badstuen. Et hus der i 60`erne blev erobret og omdannet til brugerstyret aktivitetshus inden sosserne overtog det.
Straks efter stopper vi ved Kongensgade - byens gågade med den omdiskuterede vandmur/skulptur Hermes af Mogens Møller. Personlig finder jeg den beroligende. Her står shopping folk normalt af og på. Kort efter passerer vi det nedlagte Glasværk. Nu ældreboliger.
Herfra kører vi rundt om det gamle Vesterbro, hvor venstrefløjen tidligere havde deres højborg. Efter at reklamebranchens glamour drenge og TV 2s mikrofonholdere via bolighajer systematisk har opkøbt flere af gaderne, er dette historie.

Ikke alt er lort
Nu stiger en stor flok kvinder belæsset med føtexposer på. Vi er stoppet foran forbrugsparadiset Føtex, hvor mange ældre indtager deres varme mad. Næste stop er foran den gamle ekstravagante vinhandel H. J. Hansen der blev grundlagt i 1829. Et af de få steder i byen man kan købe Havanna Club!
Vi er nu på vej ud af Sdr. Boulevard. Engang byens stolthed med brosten og smukke elmetræer i midten, nu bare en racerbane. På højresiden ligger den smukke Ansgar Kirke med anlæg. I anlægget, hvor årets 1. maj demonstration afholdes, er Robert Lund Jensens mindesmonument over ofrene i Anden Verdenskrig stadig pyntet med friske blomster.
På venstresiden har de fjernet det historiske Allerup Jernstøberi, som var en af de første til i starten af halvfjerdserne at sende busser ned efter tyrkisk arbejdskraft fra byen Konya på den anatolske højslette. Analfabetiske bønder importeret til industrisamfundet hvor de fik udskiftet den fri bjergluft med jernstøberiets jernlunger. Nu er der lejligheder med udsigt over Odense Å. Ikke til syge tyrkere, men til de rige der ikke længere magter stor villa med park.
Her ligger det gamle Dannevirke soldaterhjem og den nu nedlagte kaserne. Fornuftigt byttet ud med uddannelsesinstitutioner! Ikke alt er lort.
Så lyder stemmen 'sygehuset' og halvdelen af bussen rejser sig. Vi skal ind og repareres. Vi er ikke som de veltrimmede drenge på OB`s anlæg Ådalen, der adskiller sygehuset fra borgerskabets kvarter Langelinie, hvor man i mine unge dage boede op til tredive kollektivister med fælles køkken og bollerum, der bor nu advokater, ejendomsmæglere, overlæger og så videre.
Jeg står af og synes, at jeg har fået et o.k. vue over det klassedelte Odense for de 16 kroner, man afkræver for en bustur. 12`eren startede i kvarteret med flest pjalteproletarer, det multietniske Vollsmose, gennem mit klassiske arbejderkvarter over middelklassens Vesterbro og ud til overklassens Langelinie. Dyr transport, billig historie.