Fru A. sover på gaden og lever af mad fra supermarkedernes containere. Hun bliver jævnligt uvenner med betjentene og rødderne

af Erik Pedersen
- Hva` fa`en - har du den pukkelryggede på nakken?
Fru A`s stemme, rå som sandpapir, kommer henne fra hendes seng og får de sidste blade til at falde af træerne på Blågårds Plads i København, mens et par duer flakser forskrækkede til vejrs.
Hendes soveværelse er måske nok ét af byens lyseste, men på årets første frostdag er det ikke netop det varmeste - heller ikke selv om hun har slæbt sin madras hen over en rist, der af og til på mirakuløs vis udstøder små dampe af varm luft.
Fru A. er ikke vild med folk, der kører for hurtigt på cykel ned ad gågaden. Hun er heller ikke glad for rødderne på pladsen eller lokalbetjentene, som hun med jævne mellemrum kommer i klammeri med.
Til gengæld er hun glad for supermarkedernes og bageriernes containere, som forsyner hende med de nødvendige kalorier i form af for gammel mad.
- Men det var jo allerede gammelt, da det lå på hylderne, ikke, griner fru A. højlydt og jager endnu engang duerne på flugt.

Kørt ned af cyklist
Og så er hun glad for, at man stikker hende et par kroner.
- Du véd godt, at jeg drikker dem op, ikke, siger hun, før hånden lukker sig om pengene. Når man nikker, stopper hun dem i lommen:
- Jeg vil bare ikke have, du tror, jeg smider dem ud til pjat, vel?
At tale med fru A er ikke så nemt, slet ikke hvis det er en dårlig dag som i dag.
- Skrup af, få den væk, skriger hun og peger på cyklen, mens tårerne løber.
Lidt senere, hvor roen har sænket sig, finder jeg ud af, at årsagen er en cyklist, der har kørt hende ned.
- Du kan selv se, siger hun og trækker ned i bukserne og fremviser et langt blødende sår på skinnebenet. Den slags burde selvfølgelig behandles på en skadestue, men det hører ikke til mulighederne, når man er fru A.
- Nul - så beholder de mig bare, siger hun og er helt afvisende. Heller ikke tanken om at få en følgesvend et par dage og nætter forekommer hende tiltrækkende.

Har en lejlighed
- Gu` vil jeg ej have dig rendende - det er sgu svært nok alene, siger hun, da jeg prøver at få lov til at følge hende lidt tid.
Lidt efter forsøger at komme ind på det lokale medborgerhus. Ikke så meget for at søge selskab, men fordi de ansatte lader hende tørre de våde sokker på radiatorerne.
Hun har boet på Blågårds Plads i så mange år, at hun ikke selv har styr på det. Det er formodentlig ikke helt i overensstemmelse med politivedtægten at slå sig ned dér, men hvis hun ikke selv lægger op til bøvl, så får hun stort set lov til at være i fred. Det er sikkert også det nemmeste, for hvad i alverden skal man egentlig stille op med hende?
Fru A. har faktisk en lejlighed på Nørrebro, men det gider hun ikke snakke om. Måske er det fordi hun allerhøjst ville kunne holde ud at være der et par timer, før 'dæmonerne' fik hende drevet på flugt. Der er noget om stemmer, som kommer ud af vandrørene, fra toilettet eller fra væggen og det er ikke til at håndtere. Så er det bedre med luft omkring sig - også selv om den er isnende kold. Men bolig eller ikke bolig - fru A. lever på gaden.

Et liv på gaden
Hjemløse findes i alle byer. Vi ser dem på gaden, men ser sjældent mennesket bag den fremstrakte hånd. Arbejderen satte sig for at få et dybere indblik i livet som hjemløs. Vi fulgte hjemløse frk. A gennem to døgn. Fru A. afviste derimod at have følgesvend, så hende måtte vi nøjes at snakke med.
Læs historien om Frk A.: På besøg hos en hjemløs