Flot dramatisering af et lidt bedaget stykke. ¤¤Kvinden alene¤¤ er en lidt traurig, men skrap melankolsk monolog

af John Bruun
Det er smukt spillet. Man tror virkelig på, at der findes kvinder, der har levet dét liv, som Ditte Gråbøl præsenterer os for i 'Kvinden alene' på Kaleidoskops scene i København.
Bevægende sig fra den ene parkbænk til den næste gentager hun den samme historie om vold i ægteskabet, om at være låst inde af sin mand, om at være ensom.
Muligvis er det fantasier omkring nogle følelser. Muligvis er det hele sandt. Under alle omstændigheder er hun et ensomt menneske nu. Det er os, tilskuerne, hun snakker direkte til. Selvom vi er den imaginære genbo, hun betror sit livs genvordigheder.
Det svære er at føle, at hun også fortæller noget, der er nyt. Stykket virker støvet. Det har givet været provokerende og nytænkende da det havde premiere i slutningen af 1970`erne i det katolske Italien, men I Danmark på Nørrebrogade anno 2007, mangler det provokationens eller præcisionens kraft.
Og selvom om Dario Fo har været med til at skabe stykket sammen med livsledsagersken Franca Rame, skal man ikke forvente sig, at stykket er en fandenivoldsk komedie. Det er nærmere en lidt traurig, men skrap melankolsk monolog.

Kvinden alene. Af Dario Fo og Franca Rame. Medvirkende: Ditte Gråbøl. Scenografi og Instruktion: Bob Meyer. Spiller på Kaleidoskop K1 til 22. december.