Danmark gennemsyres af racisme og amerikansk dobbeltmoral, og pigtråd lurer alle vegne. Men der er håb, mener Johan Olsen fra bandet Magtens Korridorer
af Peter Rasmussen
- Det grimmeste fjæs kommer, når livsløgnen forsvinder...
Sangeren Johan Olsen læner sig frem og kigger indgående på den udsendte reporter, tilsyneladende for at se om pointen er opfattet.
Hanekammen er nede, men flaben er bred og blikket insisterende.
- Det er det fjæs, vi begynder at se nu her i landet. Det er ligesom, når man vågner op med tømmermænd, siger Johan Olsen, der er mest kendt som sanger i rockbandet Magtens Korridorer.
Vi sidder i hans lille lejlighed på Nørrebro. Det er mandag formiddag i Danmark under Fogh og tid til eftertanke.
- Jeg voksede på med historien om, at Danmark var det perfekte sted. Vi havde ingen jordskælv, vi gik ikke i krig, vi havde de bedste hospitaler og skoler. Vi havde Kaj & Andrea. Men det var jo løgn.
Johan Olsen rejser sig og traver rundt i den lille stue, mens han gestikulerer.
Fra punk til Pasteur
- Masken er faldet. I dag siger vi åbent, at vi samarbejder med lande, der bruger tortur. Vi prøver ikke engang at skjule det. Tiderne ændrer sig, og så bliver folk bange og kolde. Samtidig sniger der sig en irriterende amerikansk dobbeltmoral ind og et snærende normalitetsbegreb, der prøver at ensrette os alle sammen, siger sangeren.
Reolen er fyldt af Salomonsens samlede konversationsleksikon i gulnet udgave. Rækkerne af cd`er spænder fra punkbandet Red Warszawa til svenske folkeviser af Cornelis Vreeswijk. På bordet står et par tomme ølflasker og det eneste billede, der pryder de hvide vægge, forestiller kemikeren Louis Pasteur. Manden der opfandt vaccinen.
Livsstilseksperter fra tv-programmer som 'Kender du typen' ville få et nervesammenbrud, hvis de skulle kloge sig på lejlighedens beboer...
Pigtråd om gården
Få hundrede meter væk ligger byggetomten på Jagtvej 69 som et monument over generationskløften
'Lov ødelægger liv', står der på muren på Assistens kirkegård, der ligger overfor.
- Tænk at dem øverst oppe i samfundspyramiden ryster i bukserne over den flok teenagere. De er så bange, at de vil tæske de unge til at opføre sig ordentligt med politiknipler og tåregas, siger Johan Olsen og virrer med hovedet.
- Jeg bliver sgu så vred. Over den institutionaliserede racisme. Over terrorlovene. Forleden hørte han om en andelsforening, der havde valgt at sætte pigtråd rundt om hele deres baggård og sætte overvågningskameraer op i gården. Det er der, samfundet er på vej hen.
Heldigvis kan rocksangeren Olsen komme af med sin galde. Han bliver flittigt brugt som debattør i medierne, fordi han har så utroligt svært ved at holde sin kæft. Johan Olsen har været det skæve indslag i DR2`s Smagsdommerne mange gange og senest været vært på radioprogrammet 'Efterskolen.'
Pligt til at sige fra
- Jeg synes jeg har en pligt til at sige noget højt, når jeg har chancen til at tale til en masse mennesker. Før måtte kammeraterne på værtshuset stå model, siger han med et grin.
For 12-13 år siden spillede han punk til skumle hytteture og fester for landets røde unge og på universitets fredagsbar. I dag fylder han landets spillesteder og har solgt over 30.000 plader med bandet Magtens Korridorer.
- Men vi har altid bare spillet for sjov. Det var aldrig meningen at vi skulle udgive en plade. Det skete bare, siger Johan Olsen.
I oktober skete det så igen, da Magtens Korridorer udsendte albummet 'Det Krøllede Håb.'
Og håbet er der stadig.
- Jeg tror, at der er en ny folkesjæl på vej. Ligesom efter nederlaget i 1864. Der kommer en ny selverkendelse, efter at man har fået tæsk. Men det går langsomt. 68-generationen blev også bygget op over mange år. Det skal nok komme. Bare du ikke dukker nakken og holder kæft.
Johan Olsen og Det Krøllede Håb
38 år.
Sanger i Magtens Korridorer siden 1995.
Bandet har netop udsendt albummet 'Det Krøllede Håb.'
Uddannet biolog i 1996
Han har deltaget i programmerne 'Den halve sandhed' og 'Smagsdommerne' på DR2. Vært på radioprogrammet 'Efterskolen' på P3.
Far til to børn på 6 og 11 år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278