Samvær omkring folkemusikken skal forholde sig til verden her og nu, og musikken skal have lov at udvikle sig på nutidens præmisser. Vi har været til Odense Folk Festival i weekenden
af Anne Brinck
14 unge mennesker står en smule klemt på en lille scene og spiller ivrigt på seks violiner, et klaver, en bas, to tværfløjter, en saxofon, en guitar og to gange percussion.
Spillestedet Posten i Odense ligner ved første øjekast en lille pub. Stedet lagde fra torsdag til søndag lokaler til Odense Folk Festival.
Men da jeg kigger mig ordentligt omkring, ser jeg forundret, at jeg befinder mig i den ene ende af en stor koncertsal med endnu en scene. Her kommer to af aftenens fire bands til at spille.
Baren er fyldt med mennesker og andre sidder ved små caféborde. Alle lytter fokuseret og er tryllebundet af den glæde og energi, som de unge mennesker på scenen udstråler. Musikken er traditionel folkemusik og bandet er Wood`n`Shoe.
Sådan starter mit første møde med Odense Folk Festival, som har eksisteret i 18 år, hvilket dog desværre ikke har sat sit præg på bybilledet.
Det næste band Bazar Blå går hurtigt i gang. Bazar Blå er tre svenske fyre på nøgleharpe, guitar og percussion. Grundlaget i deres musik er de traditionelle svenske polskaer. Men med inspiration fra både Andalusien, Cuba og New York udlevet på feks. bjælder, rammetromme og uodu-krukker, præsenterer bandet en helt uventet fed lyd. Jeg og alle andre er blevet vidne til Bazar Blås transglobale tripfolk.
Effektiviteten på Posten er høj på grund af de to scener, hvilket dog desværre går en smule ud over den lille scene, hvis bands agerer pausemusik.
Ifølge festivalens arrangører er målet at skabe et miljø, hvor unge og erfarne musikere kan lade sig inspirere og deltage i et intenst og levende samvær omkring musikken. Et samvær, der skal relatere til verden her og nu og hvor musikken får lov at udvikle sig på nutidens præmisser.
Ved at blande nye og erfarne musikere tager festivalen et medansvar for at talentfulde unge får mulighed for at sikre udviklingen af folkemusikgenren.
Wood`n`Shoe er sammen med ROD nogle af disse talentfulde unge mennesker, som i weekenden kunne lære af erfarne musikere som Bazar Blå og Ranarim.
Odense Folk Festival levede fuldt ud op til deres løfte om ansvar over for folkemusikken og gav samtidig spændende musikoplevelser til publikum.
Odense Folk Festival. Posten. Odense. Fre.-søn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278