21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En vej ud af fagbevægelsens krise

En vej ud af fagbevægelsens krise

Lørdag, 17. november, 2007, 00:00:00

Fagbevægelsens medlemsflugt er ikke et kæmpeproblem. Det er et problem, der kan løses, mener Paw S. Jensen, som har skrevet en bog om emnet

En medlemsfremgang på 9,2 procent.
Det er ikke hverdagskost i LO-fagbevægelsen i dag, hvor mange ynder at tale om, at medlemmerne fosser ud.
Ikke desto mindre er det realiteterne i 3F Ringkøbing-Holmsland. Ved fusionen mellem SiD og KAD for tre år siden var medlemstallet 2500. I dag er det 2950.
Her er Paw S. Jensen formand. Og selv om han kan bryste sig af medlemsfremgangen, er det ikke noget han praler af. Men han har skrevet en bog om, hvordan fagbevægelsen får vendt skuden og igen får medlemsfremgang.
'Denne bog skrives ikke på grund af fagbevægelsens krise, men fordi det er muligt at komme ud af krisen. Undskyld os denne optimistiske frækhed, men nu må og kan der handles.'
Således indledes Organisering.dk, som bogen hedder. Den blev delt ud til alle de delegerede på 3F`s nyligt afholdte kongres og er skrevet sammen med Knud Lindholm Lau. De to har mødt hinanden gennem undervisningsarbejde i fagbevægelsen.
- Vi har undervist i 10 år på fagbevægelsens agitationskurser, og kommunikation interesser os begge meget, fortæller Paw Jensen til Arbejderen.

Håb for fagbevægelsen
- Jeg er ikke enig i, at medlemsflugten er et kæmpeproblem. Det er et problem, der kan løses. Vi har skrevet bogen, fordi vi mener der er håb for fagbevægelsen. Hvis bare hver af vores tillidsrepræsentanter skaffer et nyt medlem, så er der ikke noget problem, mener han.
De to forfattere har regnet sig frem til, at der i LO er 22.219 tillidsvalgte på arbejdspladserne og knap 10.000 ansatte i forbund og fagforeninger. Altså i alt 32.000 tillidsfolk.
'Fra otte års undervisning og konferenceledelse med tusindvis af deltagere ved vi, at handlingen ikke bare må, men også kan komme derfra. Deltagerne har i praksis vist, at de kan hæve både medlemstal og kvalitet, og vi skylder i øvrigt disse mange den største tak, fordi de med deres fantasirigdom og konstruktive holdning har givet os mod på at skrive denne bog', skriver forfatterne i bogen.

Fem hylder
Organisering.dk beskæftiger sig både med de gode argumenter for at blive medlem af en LO-fagforening og piller en lang række myter fra hinanden. Myter som skyldes, at mange mennesker i dagens Danmark ikke ved nok om fagbevægelsen.
- Alfa og omega i organisationsarbejdet er , at vi kommer ud og snakker med folk. Og vi skal være klædt på med de gode argumenter, forklarer Paw Jensen.
For at gøre argumenterne så konkrete som muligt stiller de to forfattere fagforeningens 'varer' eller tilbud op på fem hylder:

  • Strakshylden med de umiddelbare fordele, som alle medlemmer får: arrangementer, aktiviteter, medlemsblade og rabatordninger.
  • Udviklingshylden med uddannelse, rådgivning, fællessskab og tillidsopgaver for den, der gerne vil videre med sig fag og sit liv.
  • Krisehylden med hjælp til medlemmet i vanskeligheder.
  • Overenskomsthylden med fagbevægelsens guld og hele omdrejningspunkt.
  • Visionshylden med tilbud om opfyldelse af behovet for at udtrykke solidaritet, støtte 'den danske model' og opnå indflydelse på udviklingen.
  • I bogen anbefaler de, at læseren gør sig klart, hvordan han/hun vil svare på, hvorfor man skal være medlem af en LO-fagforening. Og indplacerer sit eget svar på en af fagforeningens hylder.
    'Når du nemlig først er bevidst om din egen begrundelse, er du i stand til at være mere åben overfor andres. Den åbenhed er vigtig, når man skal tilrettelægge sin argumentation.'

    Myterne om de gule
    Udover at have gode argumenter parat er det også vigtigt at kunne tilbagevise myterne om de gule fagforeninger.
    Nogle af disse myter er, at de gule fagforeninger er mere veldrevne end LO-fagforeningerne, at der er mange penge at spare ved at skifte til de gule, at det er ligegyldigt om det er de kristelige eller en LO-fagforening, som har overenskomsten eller at enhver advokat kan hjælpe lige så godt som en fagforening ved brud på overenskomsten.
    Her slår de to forfattere på vigtigheden af at vide noget om modparten og anbefaler, at læseren selv undersøger konkurrenterne ved at gå ind på deres hjemmesider.
    Har man ikke tid til det er der dog masser af viden at hente i Organisering.dk:
    'Det Faglige Hus kan sagtens være med, når det drejer sig om dårlig økonomi - for slet ikke at tale om uigennemsigtige regnskabsforhold - og når det kommer til driftstab og høje lønninger, lader Den Kristelige Fagforening og den tilhørende A-kasse ingen tilbage'.
    Og forfatterne leverer dokumentation og regnskaber. Og vi får også fortalt historien om Johnny Nim, leder af Det Faglige Hus, som har en betinget fængselsdom på seks måneder for dagpengebedrageri. Og en anden af de gule, Danmarks Frie Fagforening, har et så anstrengt forhold til Johnny Nim, at man har oprettet en hjemmeside om historien, www.fagforeningsfup.dk.

    Fagbevægelsens guld
    Overenskomsten er fagbevægelsens guld, mener de to forfattere.
    Det er hele fundamentet under LO-fagbevægelsen og alligevel det argument, der er sværest at bruge fordi mange i dag ikke ved, hvad en overenskomst er og hvad den betyder for de daglige arbejdsforhold.
    Derfor gør forfatterne også meget ud af at forklare, hvad der er det særlige ved det danske overenskomstsystem. Det bliver forklaret, at medlemmer af LO-fagbevægelsen har nogle særlige fortrin og rettigheder, som man ikke er omfattet af, hvis man ikke er medlem.
    Også det særlige tillidsmandssystem, som er en vigtig del af LO-fagbevægelsen, bliver behandlet i bogen.
    - Det aller, aller vigtigste er vores tillidsfolk på arbejdspladserne. Jo mere de får løst ude på arbejdspladserne, jo lettere gør de det for os på fagforeningskontorerne, siger Paw Jensen og tager formandskasketten på.
    - Vi skal tænke dem ind i alt det vi laver. Og det er også en stor del af årsagen til medlemsfremgangen i min lokale afdeling, siger han.

    Grib ideerne
    Det er i høj grad et spørgsmål om at gribe medlemmernes problemer og ideer og gøre dem til fagforeningens.
    Paw Jensen fortæller historien om en sikkerhedsmand, som havde læse-stave-problemer. Det tog fagforeningen op og det blev senere til et helt forløb som mundede ud i et arrangement, som samlede 70 deltagere. Samtidig blev der udleveret et specielt ordbehandlingsprogram, Iris Ordbank, som er tilpasset brugere , der har problemer med at læse og skrive.
    - Eller når mine tillidsfolk siger, at vi skal lave noget med kontingentet. Så får vi lavet en pjece. Vi har også et lille visitkort, som fortæller hvad kontingentet går til. Kontingentet skal skilles af, hvad er til fagforeningen, hvad er a-kassen, hvad er gruppeliv og hvad er lokalkontingent. Det er vigtigt for at imødegå reklamerne fra de gule, som jo også bare tager en del af det samlede kontingent og bruger i deres reklame, siger han.
    - Alfa og omega i organisationsarbejdet er, at vi kommer ud og snakker med folk. Vi skal ikke skælde ud på konkurrenterne, men vi skal kunne organisere, understreger Paw Jensen.

    Se også www.organisering.dk


    Organisering.dk

    Bogen er skrevet af Paw. S. Jensen og Knud Lindholm Lau.
    Med sine 221 sider giver bogen grundige og omfattende redskaber, ideer og teorier til arbejdet med at få nye medlemmer og passe godt på de nuværende. Der er også masser af information om LO-fagbevægelsens konkurrenter. For eksempel offentliggøres regnskabstal for Det Faglige Hus for første gang nogensinde og KRIFA-ledernes tætte forbindelse til Indre Mission dokumenteres.
    Prisen er 248,00 kroner med mængderabat ved køb mere end 10.

    Kan du lide, hvad du læser?

    Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
    rød journalistik:

    Abonnér

    eller giv et bidrag via


    87278


    17. nov. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

    Kultur