Genudgivelse af Tintin i Sovjet på 90-året for Oktoberrevolutionen. Efter sigende skulle Herge have fortrudt dette album. Og så kan man jo altid glæde sig over de mesterværker, der ellers er kommet fra denne belgier

af Klaus Haase
Det kunne ligne en tanke, at en Tintin-klassiker som 'Tintin i Sovjet' bliver genudgivet på dansk i 2007. 90-året for den såkaldte Oktoberrevolution.
For kulturministeren, der har sine kanons at holde sig til, må dette tegneseriealbum være en gave.
Jeg tvivler ikke på, at samme kulturminister nok ikke ville tøve længe med at placere det højt på sin egen kanon for tegneseriehæfter.
Det mest klassiske ved Tintin i Sovjet er de klassiske klicheer om Oktoberrevolutionens følger. Og de kommer i Hergés helt egen fortolkning i dette album, som første gang udkom 1929-30 i en belgisk avis.
Albummet er udtryk for Hergés tidlige tegnekunst. Der er et klart sammenfald mellem en endnu primitiv streg fra den senere ellers så lune og satiriske Hergé. Billederne er i sort hvid. Og det er Hergés virkelighedsforståelse sandelig også.
Kommunister fremstilles konsekvent som overkarikerede skruppelløse slyngler. Man kan måske tilgive tegneren, at den senere udviklede Tintins karakter stadig befinder sig i en kuvøse. Begyndervanskeligheder er en almenmenneskelig foreteelse.
Mange situationer i albummet er på lagkagehumor-niveau. Man griber gang på gang sig selv i at tænke, at så dumme, enfoldige og endimensionelle kan ingen mennesker da være. Selv ikke kommunister!

Tvangskollektivisering
Den heltemodige reporter Tintin er det ene øjeblik tilskuer til, hvordan de tvangskollektiviserede bønder bliver tvunget til at udlevere korn til den sultende befolkning. Det er onde kommunister, der kommer og 'kræver ind', mens Tintin hjælper bønderne med ideer om, hvordan de kan gemme kornet. Er det måske særligt sympatisk og spejderagtigt i en tid, hvor befolkningen fattes føde?
Tintin rapporterer til sin belgiske avis, at kommunisterne kun deler brød ud til egne partifæller. Andre sultne borgere får et spark i røven ud af køen. Desuden betegnes Moskva, hvor tegneserien foregår, som 'en stinkende mudderpøl' (side 78).
Tintin lader sig indrullere i den sovjetiske hær som spion (hvor bliver den uvildige reporterrolle af?).

Skjulestedet
Kulminationen på Tintins afsløringsvirksomhed sker, da han kommer til en tilsyneladende ynkelig lille bolig midt i det snefyldte russiske landskab. Dette tilsyneladende ynkelige hus midt ude i den sovjetiske ødemark viser sig at være skalkeskjul for: (citat) 'Det hemmelige sted hvor Lenin, Trotskij og Stalin har samlet alle de rigdomme, de har stjålet fra folket' (side 104).
Hele sagen kulminerer, da Tintin og Terry efter en smuttur til Tyskland dukker op i Belgien igen og bliver hyldet som nationalhelte, efter de så flot har forsvaret de vestlige værdier.
Men hvem var så budskabet til? Hvem skulle dette scenarie fra en ung Hergé henvende sig til? Her vender vi tilbage til overskriften. For sådan var det faktisk.
Albummet blev udgivet i 1929-30 i den belgiske avis Le Vingtieme Siecles ugentlige børnetillæg Le Petit Vingtieme.

De gode albums
Efter sigende skulle Hergé have fortrudt dette album. Og så kan man jo altid glæde sig over de mesterværker, der ellers er kommet fra denne belgier. Ikke mindst den kunstnerisk og satirisk højtudviklede Tintin i Amerika. Men det er så en anden historie.
Afslutningsvis må jeg fortælle, at jeg ikke kan udtale mig om, hvorvidt denne respektable avis` børnesektion Le Petit Vingtieme også var med til at udsprede rygter om, at kommunister spiser børn...

Hergé. Tintins Oplevelser. Reporteren fra Le Petit Vingtieme i Sovjetunionen.
Carlsen Comics Hard-back-udgave. Pris; 59,95