21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Grønlændernes olie

Grønlændernes olie

Fredag, 16. november, 2007, 00:00:00

Der er fundet lovende mængder af olie ved Grønland. Prognoser anslår, der er forekomster til en værdi af omkring 10.000 milliarder kroner

af Kjeld Stenum
Som altid, når menneskene lugter guld, begynder et slagsmål om rovet, som udvikler denne dyrearts mest amoralske sider. Højt placerede, højreorienterede danske politikere argumenterer for, at værdierne i den grønlandske undergrund naturligvis bør tilfalde Danmark, som i så mange år har gjort så meget for at udvikle Grønland og holde den grønlandske befolkning i live.
Andre argumenterer mere moderat for, at Grønland og Danmark bør dele indtægterne, for grønlænderne har jo trods alt meget at være os danskere taknemlige for. Og højtuddannede professorer i økonomi beregner, at grønlændernes gæld til Danmark i hvert fald bør opgøres til cirka 130 milliarder kroner, nemlig summen af de seneste 55 års bloktilskud (for tiden omkring tre milliarder årligt).
Jeg har aldrig været i Grønland. Jeg ville gerne have været der, for jeg har gennem årene kendt mange, som har, og også en del grønlændere, og alle jeg har kendt, har fortalt om et land og et folk, som gør et uudsletteligt indtryk.
Men jeg bryder mig ikke om turistrejser. Skulle jeg tage til Grønland, skulle det være for at arbejde og være der i et længere tidsrum, og det har altså indtil nu ikke lige passet med min tilværelse iøvrigt. Og når jeg sådan er en 'sidelinje-kigger' burde jeg måske holde min kæft i en debat som denne. Men det er svært.
Man bliver sgu somme tider så harm. Altså, lad os nu antage, at denne myte om de stakkels nødstedte eskimoer, som kun har overlevet den barske natur takket være vi danskeres gode hjerter og gavmilde tegnebøger havde haft noget på sig, lad os blot antage, at denne myte var sand.
Hvad er det da for et godt hjerte, som med sine 'gaver' mener at købe sig ret til magt og beslutningsmyndighed over gavemodtageren, så man kan gøre krav om medbestemmelse over gavemodtagerens ejendom den dag, gavemodtageren lige pludselig bliver rig og i stand til at klare sig selv?
Uanset om vores 'godgørenhed' rent faktisk havde kunnet gøres op som summen af vores bloktilskud til Grønland gennem de seneste 55 år eller ej, så er det dog grønlænderne, og grønlænderne alene, som suverænt skal afgøre, om de synes, de har så meget at være os taknemlige for, at de har lyst til at vise os denne taknemlighed i form af en mod-gave. Alt andet er utilbørlig magtpolitik!
Og har grønlænderne så noget at være os taknemlige for? Altså, med hensyn til evnen til at klare sig i den grønlandske natur så er det jo en historisk kendsgerning, at inuitternes egen kultur har været overlevelsesdygtig deroppe, mens ingen vesteuropæisk kultur (heller ikke middelalderens nordboere) i længden har evnet overlevelse uden en levende navlestreng til Europa.
Dette er en kulturbaggrund, som inuitterne har al mulig grund til at være stolte af. Når dette er sagt, så vejer sådanne historiske fakta kun lidt i en samtidsvirkelighed, hvor den grønlandske kultur jo - takket være danskernes 'gode hjerter' og i høj grad på danske præmisser - er omformet til denne navlestrengsafhængighed, som vi her i Danmark ikke kan forestille os man kan overleve deroppe uden, fordi vi aldrig selv har kunnet.
Det er selvfølgelig ikke realistisk at tænke sig, at Grønland kunne have nået år 2007 uden i en eller anden forstand at blive moderniseret og have åbne forbindelser til verden. Men det havde været realistisk at modernisere Grønland på grønlandske præmisser i stedet for at starte med at destruere den lokale kultur ved i løbet af få årtier at samle befolkningen i byer og totalt berøve den dens oprindelige overlevelsesmuligheder.
Sådan fra årti til årti at fratage et folk dets livsgrundlag er at berøve det dets stolthed og værdighed, og mennesker uden stolthed og værdighed får problemer af alle mulige slags.
Grønlænderne har kæmpet med de problemer siden, og selv om de måske er kommet et stykke vej i dag, så er mange af problemerne der endnu. Det er ikke uden grund, at danskere mange steder i Grønland lægges for had. Problemerne med tomme og ødelagte liv har grønlænderne fået af os.
Og skal vi endelig gå ind på tankegangen om, at mellemfolkelig hjælp kan stilles op som et købmandsregnskab:
Lad os starte med at slå fast, at det, at Danmark gennem en årrække har ydet bloktilskud til Grønland, jo på ingen måde kan give os hverken fuldstændig eller delvis ret til Grønlands undergrund, det kan højst give os en mere eller mindre berettiget forventning om at få vore tilskud igen den dag, grønlænderne er blevet rige.
Det vil altså sige, vi taler højst om de 130 milliarder, og hverken om noget i retning af alle de 10.000 milliarder eller om halvpart i dem. Og når vi taler om de 130 milliarder, så skal vi lige have fratrukket den danske stats indtægter fra Thule-basen.
Der er i den sammenhæng også noget med en rimelig erstatning for overgrebet på en lille sej fangerkultur, som klamrede sig til livet på netop det sted, hvor amerikanerne i sin tid gerne ville have deres base. Nå, men det er detaljer.
Derudover skal jo også modregnes den danske stats indtægter fra kryolitudvindingen i sin tid, og øvrig råstofudvinding.
Endelig skal vi vel også regne lidt på, hvor meget af bloktilskuddet der er flydt tilbage til Danmark ad små private kanaler, til entreprenørerne, som har bygget de grønlandske byer, til alle firmaer og personer, som har solgt varer deroppe, og til de danskere, som i en lang årrække havde mulighed for at arbejde deroppe med langt højere lønninger, end grønlænderne selv havde mulighed for at opnå, i form af diverse tillæg og skattefradrag, og hvor nogle tager pensionsordninger med sig, når de i deres alderdom flytter tilbage til Danmark.
Jeg tror sgu ikke, grønlænderne får mange kroner at være taknemlige for. Gik vi med på, at grønlænderne også burde have krav på en eller anden erstatning for, at moderniseringen i de første mange år foregik højst udemokratisk og på den danske bedrevidenheds præmisser, så skylder vi dem nok endnu et par årtiers bloktilskud, vil jeg tro.
Og hvem siger, grønlænderne i det hele taget er så syge efter sådan huhej at realisere alle de mange milliarder? Deroppe ved de sgu da nok, hvilke følger ukontrolleret afbrænding af fossilt brændstof har.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. nov. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur