Film om politimordet på italiensk aktivist. Film om åbenmundede Dixie Chicks mod Bush. Debat om kunst og politik. Kikset foredrag om mod-kulturens medier. Og film om de musikalske udtryk fra Island

af Mikael Strandbech
Take Back The Media! Take Action! hed en af de hjemmesider, som den franske filmteoretiker Nicole Brenez fortalte om i fredags på Københavns internationale dokumentarfestival 'CPH:DOX', som stadig kører og først slutter den 18. november.
Internettet rummer muligheden for at gå bag om de traditionelle medier og den virkelighed, der bliver fremstillet heri. Det sker blandt andet på YouTube, Flickr og Indymedia.
Aktivisme mod imperialisme i alle dets former, var emnet for en historisk Tour de force gennem en række filmklip. Stærkest var to filmklip. Den ene er en lang sekvens fra en Jean Godard-film. Man ser en rød figur, der langsomt forandrer form. Nu er det blod. Så bliver blodet til den røde farve i det franske flag, der langsomt løber ud over de andre.
I 2001 blev den italienske mand Carlo Giuliani dræbt under demonstrationer mod Verdensbanken. Efterfølgende blev der samlet en lang række optagelser af ham, både før og efter, han blev skudt. Men det er råbet fra en medaktivist, da han opdager sammenhængen, der gør indtryk. Det fortvivlende:, 'No!merde!'
Hvis man havde forventet et stringent og køligt foredrag om modkulturens medier blev man sandsynligvis skuffet. I stedet mødte vi en nervøs, men imødekommende og engageret kvinde, hvis lavmælte stemme, stod i modsætning til hendes hændernes udtryksfulde gestik.

Sigur Ros
Aftenen sluttede i Cinamateket, hvor en udsolgt, forventningsfuld sal tog imod filmen 'Heima' (Hjemme) om og med det islandske band Sigur Ros. Og skuffet blev vi ikke. I et insisterende spændigsfelt mellem det lavmælte og det eksplosive - mellem det skrøbelige og det kraftfulde bevæger Sigur Ros sig. I et lydunivers, som nemt lader sig forbinde med den utrolige smukke islandske natur.
Vi følger bandet til afsidesliggende bygder, nedlagte fabrikker, i en vindstille dalsækning , og til den afsluttende koncert Reikyavik.
En styrke ved filmen er at vi slippe for den traditionelle omgang 'med i band bussen/glorificering af musikerne'.
I stedet dvæles der i lange sekvenser ved publikumsansigter der lytter og lytter, svingende fra det desorienterede til henførte.
Vi møder nogle unge musikere, der arbejder dybt seriøst med deres musikalske udtryk, og som stadig virker noget skræmte over den verdenssucces, det har medført.
Men selv om vi ikke forstår ordlyden af den blanding af islandsk og et selvopfundet sprog, som forsangeren anvender, og musikken kan virke fremmedartet i sin mangfoldighed, forstår vi, fordi følelsen er bekendt, når vi giver os tid til at lytte.

Er kunst politisk
Et arrangementer i weekenden handlede om, hvorvidt kunst er politisk eller ej. 'Og om det er en forældet diskussion', som arrangøren fra CPH:DOX fra starten spurgte.
Herefter var bolden givet op for tre kunstnere, der på skift præsenterede deres bidrag. En repræsentant fra Das Beckwerk, der svagt mindede om afdøde Claus Beck Nielsen, fortalte om deres demokratiprojekt i Iran og Irak.
Centralt for projektet er en kuffert fyldt med demokrati, et hvidt flag med et hul i midten 'hvorigennem kan man se Utopia', og en rejse i Mellemøsten.
Jakob Boeskov infiltrerede i 2002 en våbenmesse i Kina for at sælge et fantasivåben - som kunne implantere en GPS-chip i de demonstrerende. Der ville betyde, at politiet på et senere tidspunkt kunne fremfinde de beskudte. Der var stor interesse.
Petra Gerschner, repræsentant for kunstnersammenslutningen G8 fortalte, at de ser sig selv og deres projekt 'Holy damn it', som et direkte indlæg i den politiske debat i forbindelse med G8-møder. 50.000 gratis plakater, udstillinger, foredrag er dele i deres indlæg.
Efterfølgende var der spørgsmål til panelet. Og repræsentanten fra Das Beckwerk kunne sagtens se sammenhængen mellem sit eget og Boeskovs mere performancelignede udtryk og G8`s mere traditionelle, direkte. Men han havde problemer når 'kernen - når en personlige tilgang manglende. Når `jeg` blev til `vi`'.
Boeskov snakkede om manglende åndelighed, og mente drillende at repræsentanten fra Das Beckwerk måske netop savnede 'vi`et', når han gemte sig bag sit firma Das Beckwerk.
Boeskov mente også, at det er for nemt bare at sige at George Bush er dum. Han advarede mod at kunst bliver dogmatisk og kedelig. Men de var begge enige om, at et jakkesæt og velklippet frisure åbnende døre
Petra Gerschner mente, at det grundlæggende er kunsten opgave, at stille spørgsmålstegn ved det bestående.
Derfor kunne hun godt se en sammenhæng mellem de forskellige udtryk. Hun efterlyste også en større åndelighed og fællesskab omkring politisk stillingtagen. Det sidste ord fik repræsentanten fra Das Beckwerk: 'You are all part of Das Beckwerk'

Rumænien
Filmen 'Videograms of A Revolution', der blev vist samme aften, vil udforske forholdet mellem politisk magt og medier. Filmen beretter om den folkelige opstand, der i december 1989, afsatte Nicole Ceausescu fra magten i Rumænien.
Det første, der møder os, er en i kvinde i store smerter. Hun er blevet tæsket af militærpolitiet. Alligevel vil og må hun tale til kameraet og verden, der skal forstå, hvor vigtigt der er, at kampen fortsætter.
Vi ser Ceausescu på balkonen og hans tøven, da han opdager, at folket er begyndt at trænge ind i regeringsbygningen. Efter den officielle fremstilling i tv har kørt over skærmen, rullede kameraet videre, og optog lyden af Ceausescu, der gradvist finder ud af, omfanget af opstanden.
Amatøroptagelser af folk i bevægelse på gaden, krydsklippes med de officielle tvbilleder af ro og orden. Ceausescu der stikker af i helikopter fra regeringsbygnings tag.
Snart indtager oprørerne tv-stationen. Et kamera følger dem med rundt i bygningen, der er fyldt til bristepunktet med nervøse og urolige mennesker
Vi følger diskussionerne og forhandlingerne i tv-studiet før og efter tv-billederne er blevet sendt. Tidligere magthavere slæbes ind foran tv-kameraerne for at de kan tilstå deres synder. 'Jeg har altid været på folket side' siger en tidligere magthavere, hvilket vækker latter fra biografsalen, og censur for de nye magthaveres side.
På et tidspunkt foreslås det i tv-studiet, at døren åbnes ud til gaden, så lyden af revolutionen kan komme med. Kort efter kommer en militær person ind og fortæller i direkte tv, at militæret nu er på folkets side.
De sidste minutter af filmen ser vi i en lydløs sekvens Nicole Ceausescu og hans hustru, mens de modtager deres dom. De ligner et uskyldigt, lettere forvirret, ældre ægtepar.

Synger mod Bush
Denne aften sluttede med 'Shut Up And Sing' - titlen er meget sigende for dén holdning, den storsælgende countrywestern pigegruppe Dixie Chicks blev udsat for, da de udtalte sig negativt om George Bush og Irak-krigen.
Udtalelsen faldt under en koncert i London i 2003.
Hjemme i USA blev en kampagne iværksat af gruppen 'Free Repulicans'. Det betød at Dixie Chicks blev bandlyst fra 'deres' marked og countrywestern-radiostationerne, der af kommercielle grunde ikke ville spille deres musik. Det betød organiserede cd-afbrændinger. Det betød dødstrusler. Alt sammen fordi det brugte deres grundlovssikrede 'freedom to speech'.
I filmen vises en kavalkade af klip fra forskellige tv-udsendelser om pigernes fremfærd. Det er ikke småting, de tidligere darlings må ligge øre til fra tv-skærmen. Fra tvivlen på deres intelligens, til en konkret opfordring om en reel gang fysisk afstraffelse.
Selv om pigerne i starten prøver at undskylde deres udtalelse, bliver det ikke taget for gode varer. Det er ingen tilgivelse at hente.
Band-situationen begynder at blive slidsom, men i 2005 går de i studiet for at lave et nyt album. Et album, som bliver langt mere personligt, end noget de tidligere har lavet.
'Now that we fucked up, we are obliged to keep !.fucking up', siger den uimodståelige energibombe Nathalie.
Under 2006 taber Bush terræn. Dixie Chicks er på ny storsælgende hos et helt nyt publikum, og senere det år er de tilbage i London - 'the scene of crime'. Og Nathalie siger fra scenen: 'We`re still embarrassed that the president is from Texas'.
Københavns internationale dokumentarfilmfestival slutter den 18. november.

www.cphdox.dk