af Erik Stinus i anledning af 90 året for Oktoberrevolutionen 1917

Få som husker det, ingen levende som så` det,og et kor syngerom den lille klokke i natten.Morgenhimlen rød over Smolnyj.Overskrifter, billeder,intet klart undtagen ét:Kerenskij højt til hest. Stormer som sidst kosakkerne?Koldt blæsende efterår, snart har vi vinteren.Et frysende folk.Sne mildner, et øjeblikser vi ansigterne, folkets,fortvivlelsen, frygten,en rå skrækkelig vredeog det sky smil: er det håbets eller himlens?Så ses kun spor eftervogne, efter støvler, efterkludeomvundne fødder, blodspor.Kan generaler assisteret af skytterog skyts fra ambassaderneforhindre Ruslands sammenbrud?Brudt sammen igende glødende telefoner i Smolnyj,svigtende forbindelsetil kammeraterne på udposterog verdensrevolutionen!Vi er stadig i reformernes fase.Første programpunkt:Bring telefonerne i orden.Lastbilen kørt fast. Mangelpå brændstof som på det meste.Ned fra ladet, med sorteflagrende bånd fra deres huer,springer matroser, to måske trei stand til at læse, restenanalfabeter men fra i dagbolsjevikker. De melder sigsom lærlinge hos montørerne,lytter tålmodigt i en verdenrasende af utålmodighed,gennemskuer det indvikledei ledningssystemet, læreraf telefonistindernedistinkt udtale, tilmed høflighed.Forbindelsen genoprettettil soldatersovjetterne: FRED,til bondesovjetterneog kosaksovjetten der fyreren hetman, udstykker et gods: JORDtil arbejdersovjetterne: BRØD.Men til proletarerne i alle lande,de som ikke er faldetpå Europas slagmarker, lykkes det? Utydelige billeder, tydeligstaf regeringer og hærchefer.Fede overskrifter: Endeligudsigt til sejr i Vogeserne, i Ardennerne,i Karpaterne og ved Sava.Dagen efter, på bagsideni et hjørne nederst: Stilstand på vestfronten. Det vil sigefra skyttegrave til massegrave.Af tusind rækker korshar vi tydelige billeder, ingen overskrift. Jeg, 30 år,bondesøn, jeg, 24 år,proletar, jeg, 19 år, sønog sønnesøn af en soldat, vi kæmpede for vores landi Vogeserne, Ardennerne,Karpaterne, ved Sava og så videre,skød på bondesønnerne, proletarerne, sønnerneog sønnesønnerne af soldater.Folk som kaldte sig socialister,og der var flere dengang end nu, havde svoret: Aldrig mergår arbejdere i krigmod arbejdere. Aldrig. Og stemtfor krigsbevillingerne, sikret flertallet, den demokratiskebeslutning: Byg ikke huse, byg ikkeet bedre land, fabrikér våben,march, af sted, dræb og dø.Overskrifter, billeder, intet klart.I krydsild på landevejenede forarmede. Bevæbnede grupperfra det ene eller andet parti. Tog kører løbsk, tog går i stå.Den endnu knapnok kravlenderussiske republik i reformernessidste fase. I Dumaen reformernes forhalere. På gadenmænd i lange luvslidte frakker:Revolutionen. Restauranterneer åbne, biograferne spiller, den lille pianistgår på arbejde som sædvanlig.Klaveret ustemt,Lenin hæs efter mange taler, endeløse forhandlinger,idéernes edderspændte sværm.Han og folkekommissærerne, Trotskij,Kollontaj, Lunatjarskij, træder ind. Tilråb, udfald: Forrædere.For hvem og mod hvad?Stilhed da han siger:Handler vi ikke nu som vi er må proletariatet vente i 500 årpå socialismen. Hvad vidste deom socialismen, historiensubeskrevne blad? Var der en gennemtænkt plan for den?Var den en drøm? En plankræver folket som medarbejdere.Og en drøm, kan den bevæge et folk? Få som husker det,ingen levende som så` det,men folkenes bog begynder dér.Koret i natten er fremtidens børn.