Den amerikanske journalist John Reed var i Rusland under Oktoberrevolutionen. Han beskrev hvad der skete i bogen ¤¤Ti dage, der rystede verden¤¤

At forstå hvad der foregik i det revolutionære Rusland i oktoberdagene i 1917 kan være vanskeligt, fordi historien om Oktoberrevolutionen er blevet beskrevet ud fra mange forskellige politiske synsvinkler. Det er derfor interessant, at der findes en øjenvidneskildring fra de hektiske dage i oktober 1917.
Den er skrevet af den amerikanske journalist John Reed, som under Første Verdenskrig tog til Rusland tilskyndet af den spændende, revolutionære udvikling i landet.
John Reed opholdt sig i Rusland fra september 1917 til begyndelsen af 1918. I denne periode samlede han indtryk fra landet, som han udgav i bogen 'Ti dage, der rystede verden'. I den fortæller han om baggrunden for Oktoberrevolutionen og giver en helt sjælden øjenvidneskildring af tingenes tilstand.
I et forord til en af udgaverne skriver ingen ringere end Vladimir Iljits Uljanov (Lenin):
'Det er med den største interesse og usvækket opmærksomhed, jeg har læst John Reeds bog 'Ti dage, der rystede verden'. Jeg anbefaler den uforbeholdent til arbejderne i hele verden.
Her er en bog, som jeg gerne ville se udgivet i millioner af eksemplarer og oversat til alle sprog. Den giver en sandfærdig og overordentlig levende fremstilling af begivenheder, der er betydningsfulde for forståelsen af, hvad den proletariske revolution og proletariatets diktatur virkelig er.
Disse problemer diskuteres vidt og bredt, men før man kan godkende eller forkaste disse ideer, må man forstå den fulde betydning af dem.
John Reeds bog vil utvivlsomt bidrage til at klarlægge dette problem, som er fundamentalt for den internationale arbejderbevægelse.'

Uddrag fra 'Ti dage, der rystede verden':
'Ved fire-tiden om morgenen mødte jeg Zorin i forhallen med en riffel over skulderen.
- Vi er i gang, sagde han, roligt, men med tilfredshed. Vi fik fat i vice-justitsministeren og kirkeministeren. De er nede i kælderen nu. Et regiment er ude for at besætte telefonhuset, et andet telegrafcentralen, et tredje statsbanken. Den røde garde er på benene!
På Smolnyjs (Petrogradsovjettens hovedkvarter) trappe, ude i det råkolde mørke, så vi først den røde garde, en klynge unge mænd i arbejdstøj, bevæbnet med riffel med bajonet, i nervøs samtale.
Langt borte fra, over de stejle tage i vest, kom lyden af spredt geværild, fra broerne, som officerseleverne forsøgte at hæve, for at forhindre fabriksarbejderne og soldaterne fra Vyborgkvarteret i at forene sig med sovjetstyrkerne i byens midte; Kronstadts matroser sænkede broerne igen!
Bag os det store Smolnyj, klart oplyst, summende som en vældig bikube.'