21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FARC-musikere i København

FARC-musikere i København

Tirsdag, 06. november, 2007, 00:00:00

Det terrorsigtede firma Fighters + Lovers lancerer musik som mixer colombiansk oprørsmusik med svedig københavnsk hip-hop og rap

Der var flammer og balloner, københavnsk hip-hop og rap, taler om frihed og undertrykkelse. Og pumpende junglemusik foran Justitsministeriet i går.
Når arrangørerne, pladeselskabet Fighters + Lovers lige havde valgt netop dén scene, skyldes det at ministeren tidligere har vist stor interesse for firmaets første produkter. Det drejer sig om en serie T-shirts med logoer fra to oprørsbevægelser, colombianske FARC og palæstinensiske PFLP.
Firmaets nyeste initiativ er albummet 'CumbiaClash', som er et tværkulturelt musikprojekt. Musikken er indspillet i junglen af musikere fra FARC, og smuglet til Danmark. Her har københavnske dj`s og musikproducere mikset den med storbyens elektroniske lydbilleder.
- Musikken giver det spillerum, som colombianske musikere er nægtet i deres eget land, siger Bobby Schultz fra firmaet. Han risikerer sammen med seks andre tiltalte op til ti års fængsel for salg af de førnævnte T-shirts til fordel for de to bevægelser.
Ifølge Bobby Schultz har mange colombianske musikere måttet slutte sig til FARC, fordi de har brugt den populære folkemusik til at synge om demokrati og sociale forbedringer.
- Der er alt for mange tragiske eksempler på, at musikerne er blevet fængslet og i værste fald myrdet.
'CumbiaClash' kan hentes gratis ned fra nettet. Senere kommer den på en CD, der sælges til en pris, som lige dækker udgifter til internet, tryk og prægning.
En af de deltagende danske kunstnere er Sofie Pedersen fra duoen TjunaTrix. De to piger laver elektro hip-hop og sampled musik på en computer, og mikser det op med politiske tekster.
- Det er et fedt politisk projekt, som vi godt vil støtte op om til fordel for de kunstnere i Colombia, der ikke må komme til orde, siger hun til Arbejderen.
Hun synes det er spændende, at musikken er blevet indspillet i en jungle af musikere, der risikerer at blive henrettet af det colombianske regime.
- Vi reagerer mod, at den undertrykkelse, der foregår i Colombia, bliver accepteret og også spredt ud over resten af verden, når EU og dermed Danmark ukritisk følger den colombianske regerings udlægning af kampen mod FARC, siger Sofie Pedersen.
Cumbia var oprindelig en rituel dansemusik, som kom med slaver fra Ækvatorial Guinea i Afrika til Colombia under den spanske kolonisation. Den blev moderniseret i 1920`erne, og spilles i dag under mange lokale former i hele Latinamerika.

'CumbiaClash' kan downloades gratis på www.fightersandlovers.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. nov. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur