Mød manden bag Arbejderens vilde abe-plakat, Leo Scherfig. Grafikeren er både glad for de gamle politiske slagord på plakater, men elsker også at udfordre sig selv og publikum.Også Weekend-avisen

af Anders Fenger
Måske kan du huske den; plakaten med den glade abe med hammer og segl i de lange hænder. Plakaten, der fejrede Arbejderens første 25 år som dagblad.
Her var ikke stålsatte arbejdere eller det mindste knytnæve afbilledet, men en vild abe, der hopper vildt i vejret.
Et stilbrud? Et vovestykke?
Ja, meningerne var mange, da plakaten kom på gaden.
Manden bag plakaten griner. Uddannet grafiker fra Designskolen, Leo Scherfig, morer sig. Selv har han hængt plakaten op over sit arbejdsbord i Nansensgade i det indre København, hvor grafiker-bureauet Legalizer holder til.
- Arbejderens redaktør Birthe Sørensen ringede mig i sin tid op og spurgte, om jeg ville lave en plakat. Det var ærefuldt. Min første ide var at afbilde en kæmpebaby, der kravler rundt i et bylandskab.
- Jeg synes, plakaten skulle udstråle 'lad der blive mylder og gang i den!' Så det blev en Godzilla-agtig baby. Men måske holdt ideen ikke, for jeg fik kritik, erkender Leo Scherfig og tænder en hjemmerullet cigaret i de lyse lokaler tæt på Søerne ved Nørrebro.
- Så vi fandt ud af at lave en ny plakat. I en mail foreslog redaktøren, at illustrationen måske kunne være en humlebi. Men jeg synes, der er en tendens til at tænke i de litterære billeder, det alt for forståelsesmæssige og retoriske, siger 39-årige Leo Scherfig, der er barnebarn af forfatteren, maleren mm. Hans Scherfig.
Alle kender jo historien om humlebien, der ikke burde kunne flyve, men som gør det alligevel. Ligesom Arbejderen. Men billedet var for oplagt. Leo Scherfig kigger intens frem for sig.
- Der var for meget morale i det. Jeg kan ikke arbejde med det på den måde. Jeg tænker i energi eller sjove ting, der skal hænge sammen med budskabet, siger han med overbevisning i stemmen.

Aben
- Jeg tænkte og tænkte. Det skulle stadig være noget med et energi-dyr. Kaniner og pingviner er ikke dynamiske, så dem droppede jeg igen. Min søde datter Klara havde på et tidspunkt lavet et linoleums-snit med en abe. I sin form lignede det Picassos stil på en prik. Genialt. Så den tegning brugte jeg som forlæg. Og teksten gjorde jeg sådan lidt cirkus-agtig med liv og glade dage. Dér ser jeg nemlig noget vigtigt ved Arbejderen som avis, siger grafikeren.
Leo Scherfig kigger ud ad vinduet, hvor fodgængere sløvt går forbi, uvidende om, at Legalizer ligger i kælderlokalet. Inde bag et næsten anonymt skilt.
- I på Arbejderen gør jo et frivilligt arbejde og får ikke personlig bonus, hvis det går godt. I tager udgangspunkt i, at et kommunistisk parti slutter sig sammen med et andet. Og grundlæggende er avisen det eneste venstreorienterede blad på en daglig basis. Overskriften på plakaten var da også 'Det kæmpende Danmarks avis.' Det passer mig godt, smiler Leo Scherfig, der før han kom på Designskolen i midten af 1990`erne tegnede tegneserier 'for sjov' på livet løs.
Da han sammen med en række venner startede grafiker-bureauet Legalizer i 1990`erne, havde de intention om at blive 'venstrefløjens' grafiker-bureau, der spyede plakater og andet grafik ud.

Forudsigelig
Men har venstrefløjen og kommunisterne en for stiv, tung og forudsigelig måde at udtrykke sig grafisk i tegninger, plakater og tegninger?
- Tja. Både og. Man har haft en tendens til at fyre symboler af. Jeg vil sige det på den måde, at jeg bedre kan lide Björn Afzelius` måde at udtrykke sig på, end for eksempel Røde Mor. Der er måske ikke den store forskel på, hvad de stod for. Men Røde Mor har de evindelige moraler.
- Afzelius hyldede kvinderne som frie og stærke mennesker, der rejser sig. Han synger også om glæden ved blomster på engen, og 'du er som stjernerne om natten.' Ligesom også Savage Rose lavede musik der var ligeså smuk som fyldt med mening.
Grafikeren, der også laver bogomslag og illustrationer til blade, ser drømmende op i loftet. Men kigger så frem for sig. Alvorligt. Og tilføjer, at han egentlig synes at Røde Mors logo var ret fedt.
- Det er sjovt udført og forestiller en sjov dame - Røde Mor. Det har fantastisk meget med sagen at gøre. Hvor er det befriende, at det ikke indgår i en eller anden 'uh-hvor-er-det-hårdt'-ting.
- Jamen, det hele handler jo om et frit og lykkeligt liv for alle i verden. Det er vel også kommunismens ide. At hvis arbejderne ejer produktionsmidlerne vil vi kunne lave et demokrati med lige muligheder og rettigheder for alle. Fuldt af kærlighed og glæde.

Asmaa Abdol
Leo Scherfig, der i 1986 som ung fyr støttede de unge bz`eres aktion i Ryesgade på tæt hold - dog 'uden sten i hånden og raidhue over hovedet' - er arveligt belastet af en kommunistisk familie.
Hans nu afdøde far, maleren Jørgen C. Rasmussen var medlem af DKP. Også hans mor, maleren Christine Scherfig er erklæret kommunist. Hans søster er Lilja Scherfig, som er forfatter til blandt andet ungdomsbøger. Broderen Lukas er musiker, kendt fra bl.a. det hedengangne band The Movement.
Leo Scherfig virker ret skuffet over dele af venstrefløjen, som efter hans mening svigter i debatten om blandt andet Asmaa Abdol Hamid.
- Jeg vender mig meget imod hetzen mod hende. Jeg synes det er sejt at socialisterne er de eneste, der tør tage dét ansvar på sig at inkludere indvandrere, endda muslimer med slør og det hele i vores samfund.
- Jeg synes, det bliver fantastisk at have en kvinde som Asmaa i Folketinget. Og jeg synes, det er det eneste rigtige signal at sende til alle de andre marginaliserede her i landet: I er en del af samfundet. Ligesom os andre. Jeg talte med en fyr, som sagde at han var tredie-generations-indvandrer. Jamen, hvornår stopper det Så er vi sgu da allesammen indvandrere!
- Det største problem i Dagens Danmark er vel nærmest, at Dansk Folkeparti findes, og at de lever af menneskers frygt for andre mennesker, siger Leo Scherfig.
Hans holdning til den kommunistiske bevægelse kommer han også ind på.
- Nogle gange, når jeg har snakket med hardcore-kommunister, fornemmer jeg næsten, de har læst for meget Karl Marx og for lidt Astrid Lindgren! Jeg synes, Brødrene Løvehjerte er et stærkt manifest.Og alle de andre bøger er jo også båret af kærlighed og fællesskab. Og solidaritet med outsiderne.
Leo Scherfig rejser sig. Strækker sig. Lytter til gadens støj. Til Henrik ved siden af, der er praktikant. Til lyden nedenunder, hvor en antropolog er ved at lave en analyse af grafikerværkstedet Legalizer. Så sætter han sig ned og runder emnet af.
- Vi mangler drømmene. Vi skal have det menneskelige med, uden at stille tingene firkantet op og fokusere så meget på mekanismer og værktøjer, siger Leo Scherfig.

Lovende talenter
Selv var han 'ustyrlig glad' for at se en udklædt Pippi Langstrømpe i de besatte huse dette forår og efterår i København.
- Det var ikke en stor, skægget Karl Marx, der stormede huset på Grøndalsvænge, men Pippi, griner grafikeren, der har lavet mange plakater til venstrefløjsbevægelser gennem årene. Blandt andet 'Stop Bush'-plakaten til anti-krigsbevægelsen for et par år siden.
Han ser i øvrigt mange lovende plakater fra miljøet omkring ungdomshusbevægelsen i dag.
- En fyr, der kalder sig Byræv lavede en genial, farvestrålende plakat op til G13-aktionen, som udmøntede sig i besættelsen af huset på Grøndalsvænge Alle i København.
- Den var skidehamrende flot. Men sagde også det rigtige. Folkene omkring Modkraft/Monsun er også rigtig dygtige, mener Leo Scherfig, der bor med kone og fire børn i Tisvildeleje i Nordsjælland.
Trods sin kritik af venstrefløjen, der sammen med fagbevægelsen gennem tiden har 'lavet lidt kedelige grafiske materialer', er grafikeren alligevel glad for en del af den grafiske arv fra fra socialismens historie. Ja, han roser ligefrem venstrefløjens billedforståelse.
- Ha, jeg elsker det utrolig meget, faktisk, siger han og tager en bog frem, som han netop har lavet forside til.
Forsiden prydes af en Lenin-agtig figur under en række røde solstråler. I hånden har personen en Luger-pistol. Bogen hedder Stormland og er islandsk.
Leo Scherfig ruller sin stol helt frem.
- Der skal fokus på den store frihed. Her handler det om endemålet. På Arbejderen-plakaten med aben udstråler dyret frihed og yst til at skabe sin egen verden, hvor hver enkelt realiserer sine potentialer.
Leo Scherfig mener, at der er meget energi i de revolutionære plakater fra Kina og Sovjet.
- Efter revolutionerne lavede man vejledninger i alt fra transportformer, høst samt til bekæmpelsen af analfabetisme. Dét forklarede man med alt fra tegninger til piktogrammer. Det var agitation fyldt med energi. jeg elsker det, siger grafikeren og tager et sug af sin cigaret.
- Når jeg laver en plakat for en politisk organisation, der gerne vil have folk til at komme til en demonstration eller møde skal den 'råbe op'. Den skal være dynamisk og have et budskab. Men det skal også være fedt at have plakaten hængende derhjemme på væggen. I flere år, bemærker Leo Scherfig med eftertryk.

Indhold og form
Hvor vigtig er det at indhold og form hænger sammen? Og hvad med regler i kunsten?
- Jeg mener, man skal turde angribe ting og lave 'benspænd' for sig selv. Dét får en til at komme videre med, hvad ens projekt egentlig handler om, bemærker han.
Alligevel fastholder han, at kunstnere alligevel har deres egen stil. Og bevarer den livet ud.
Han trækker eksempler på sin plakatproduktion igennem de sidste 10 år frem.
Blandt andet en to meter høj, brun plakat af Jesus med hugtænder - en vampyr-plakat. Så hiver han plakaten for sin brors, Lukas Scherfigs, band The Movement frem.
- Se, jeg har samme stil i denne plakat også, bemærker han tørt.
Så hiver han en lyseblå plakat frem.
- Ja, det er røv-plakaten, som vi kalder den. Den fejrer førsteprisen i humor-konkurrencen ved en tegneseriefestival i Finland for nogle år siden.

Hovedet mod muren
Og så kommer et par tegninger på bordet, som han er meget stolt af. Et bevis på, at han er stødt ind i den borgerlige kommercielle medieverden. Uden at give sig, vel at mærke.
Tegningen på pc-skærmen forestiller en lille fyr oven på en række bogstaver. Den skulle have været i Weekendavisen. Men det kom den aldrig. Leo Scherfig fortæller med en lun og stille stemmeføring.
- Jeg blev hyret til at tegne for dem blandt andet til bagsiden, her i foråret 2007. Selvom jeg fortalte dem, at jeg langtfra var politisk enig med avisens linie. Ved den tredie eller fjerde tegning skulle jeg illustrere en artikel af Birthe Hansen, sikkerhedspolitisk ekspert om Irans atomprogram.
Leo Scherfig kigger muntert frem for sig. Som for at signalere. Hør nu her, hvor galt det gik.
- Hun satte det hele op som en quiz, hvor man kun kunne svare én ting ud af A, B og C: At Iran skulle bombes fordi de har atomkraft og kan lave A-bomber. Og der var i følge hende kun dén ene udvej. De skulle smadres sønder og sammen. Dét passede ikke ind i mit politiske verdensbillede, siger Leo Scherfig.
Han udstyrede sine personer på tegningen med udsagnene i taleboblen:
'Iran vil ha` atomvåben.'
'Det er ikke noget, vi tror'.
- Tvetydigt, hva`? Men vi forstår den lynhurtigt og det gjorde de også, udbryder grafikeren, der aldrig fik sin tegning i avisen.
Samarbejdet med Weekendavisen ophørte med øjeblikkelig virkning. De har ikke ringet siden.
- Ja, der slog jeg virkelig panden imod muren, men det var sjovt, tilføjer han.
Og skraldgriner.