Noget af styrken i Dorris Lessings bøger er hendes forsøg på, på dialektisk vis at beskrive forholdet mellem individet og historien

af Bjarne Nielsen
Med adskillige års forsinkelse fik den engelsksprogede Dorris Lessing fortjent Nobels litteraturpris 2007.
I den fiktionsform romanen er, har Dorris Lessing været omkring så væsentlige emner som racisme, kvindekamp, kunstneres vilkår, terrorisme, marxisme, miljøet og Freud.
Den 87-årige Lessing er født i Iran, men kom allerede som fem årig til Rhodesia, det nuværende Zimbabwe, hvor forældrene, moderen sygeplejerske og faderen krigsinvalid, ville skabe sig et liv som farmere.
Efter en uharmonisk opvækst forlod hun skolen som 14-årig og blev gift som 19-årig med to børn til følge, inden skilsmissen i 1943. Efter et nyt kort ægteskab, og endnu et barn, med den tyske embedsmand, senere ambassadør i Uganda, Gottfried Lessing, drog hun, uden børnene, til England og fik udgivet det medbragte manuskript 'Græsset synger'.
I Rhodesia var hun medlem af en kommunistisk celle, bestående af engelske soldater og emigranter, og blev ved 'flugten' til England en kort overgang medlem af det kommunistiske parti.
Efter sin udmeldelse i slutningen af 1950`erne er hun kritisk over for den 'ortodokse' kommunisme, men forbliver socialistisk orienteret en årrække og bl. a aktiv i kampen mod atomvåben. Det senere forfatterskab peger dog på en blanding af defaitisme og den mellemøstlige sufi-tænkning.
Nobelprisen er naturligvis for hendes romaner og noveller, men hun bør også hyldes for sine essays og rejseskildringer. Og hendes engagement indenfor emner som økologi, apartheid og for jordens overlevelse.

Forfatterskabet
Lessings forfatterskab er stort og mangfoldigt. Fra et progressivt og socialt indigneret forfatterskab til et lidt reaktionært og sci-fic orienteret. Måske derfor hun får prisen med 40 års forsinkelse.
Hun debuterer herhjemme med `Græsset synger` (1952) om racemodsætningerne, udtrykt gennem en hvid farmerkonens forhold til en sort tjener. I årene 1956-95 havde hun forbud mod at rejse til det sydlige Afrika, og først i 2000 havde hun mulighed for at gense børn og børnebørn i Zimbabwe, grundet hendes anti-apartheid skriverier.
Herefter kom 'Den gyldne bog' (1962) som måske er det værk der har betydet mest for store dele af kvindebevægelsen og Lessings berømmelse.
På fremragende dialektisk og psykoanalytisk vis får 'Den gyldne bog' vist os forholdet mellem det private og det offentlige, mellem køns- og klassekampen, Marx og Freud, Sydafrika og Det engelske Imperium. 'Den gyldne bog' repræsentere drømmen om helhed!
Den er et flot udtryk for både et marxistisk og eksistentialistisk livssyn.
Hovedværket er dog serien 'Børn af vold' (1952-69) i fem bind.
Bøgerne er både skildringen om en kvindes socialisering og kamp for en selvstændig tilværelse samtidig med de følger hovedtendenserne i den vestlige verdens udvikling.

Afmagt og fællesskab
Noget af styrken i Lessings bøger er hendes forsøg på, på dialektisk vis at beskrive forholdet mellem individet og historien. Bøgerne har også smukke passager om hvorledes der selv i afmagt ligger gemt viden om fællesskab og indsigt.
Herefter kom en række bøger af tvivlsom kvalitet, blandt andet 'Arkiver'-serien i fem bind og af Lessing selv beskrevet som space fiction. Værd at nævne er dog `Den gode terrorist` (1986) hvori hun forsøger at finde frem til hvad der får enkelte til at udvikle sig fra gadekamps-aktivister til terrorister. En problematik der i dag er mere aktuel end nogen sinde.
I 1996 udkom hendes erindringer bd. 1 'Under huden', hvor vi på glimrende vis for fortalt om barndommen i Rhodesia, mellem to verdenskrige, med en engelsk progressiv middelklasse mor og en syg og desillusioneret far.
Bind to, 'Vandring i skygge' (1998) fortsætter med ankomsten til London, forfatterkarrieren frem til 'Den gyldne bog' og hendes politiske engagement i 1950`erne.