Musik og kunst må gerne være lidt flosset og have nogle skarpe kanter, hvis det bare har noget på hjerte. Men...

af Thøger Juul Thorsen **foto**
Bare en mand og hans guitar. Skarpe protestsange og stærk personlig poesi. Efter den medfølgende pressemeddelelse at dømme var Morten Skou Andersens nye album 'I fingrene' min drøm om en både personlig og politisk plade.
Jeg kan rigtig godt lide den nøgne og lidt skramlede stil. Musik og kunst må gerne være lidt flosset og have nogle skarpe kanter, hvis det bare har noget på hjerte. Men selv jeg kan få for meget.
Morten Skou Andersen synger virkelig dårligt. Han viser på et par sange, for eksempel den fint ironiske 'Det er blevet alvorligt', at han faktisk har en ret god stemme. Men hvad hjælper det, når man ikke udnytter dét, den kan, og når man nægter at indse, hvad den ikke kan.
Sangen 'Tsunami-året 2005' , der ellers er godt tænkt, er et ekstra skidt eksempel på en Andersen, der skriver en fed tekst på en okay melodi, som bare overhovedet ikke passer til hans stemmeleje.
Når dette viser sig vælger han så at tage kampen op og presser stemmen helt ud i det groteske. I stedet for at tilpasse melodien til, hvor han stemmemæssigt føler sig hjemme. Tro mig, det fører intet godt med sig.
Skou Andersens stærke side er hans tekster. Der er nogle skarpe politiske protestsange og nogle fine personlige sange.
Men også her skader det lidt, at han prøver på at være en anden, end han er, og et par af sangene lugter lidt af personlige opgør. Det pynter heller ikke på det samlede billede.
Manden kan faktisk godt skrive, og guitarspillet er absolut hæderligt, selvom det ikke ligefrem er stort.
Hvis han kommer overens med, hvor han står og hvad han kan, kan han blive rigtig interessant. Indtil da bliver hans plads et sted bagest i rodekassen.

Morten Skou Andersen. I Fingrene. National Masterpiece Library.