05 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det åndelige familiefællesskab

Det åndelige familiefællesskab

Lørdag, 13. oktober, 2007, 00:00:00

Hvad har Kirkegaard, Marx, Hegel og Villy Sørensen med hinanden at gøre? Ny bog

af Klaus Haase
Villy Sørensen, dansk filosof og forfatter (1929-2001) skrev lige fra sit tyvende år til den seneste del af sit liv artikler om Søren Kirkegaard.
Forlaget Gyldendal er nu kommet med en bog med titlen 'Sørensen om Kirkegaard.' Det er Villy Sørensens udvalgte artikler om netop Søren Kirkegaard.
Hvorfor Kirkegaard fulgte Sørensen gennem et langt liv, kan til dels forklares med, at de begge havde en del til fælles: De forblev ungkarle, og var 'gift' med deres skabende virksomhed og arbejde.
Kirkegaard er verdensberømt, og Sørensen nyder ligeledes international anerkendelse.
Men der stopper ligheden. Sørensen hang ligeledes gennem et langt liv fast i 'den unge Marx' og dennes teorier om menneskelig fremmedgørelse og tingsliggørelse.
Sørensen var international og samfundsorienteret, og i en periode redaktør på tidsskriftet 'Vindrosen', der udviklede sig til et marxistisk tidsskrift. Samtidig udgav han selv en hel bog med den unge Marx teorier.
Kirkegaard der var samtidig med Marx, var mildt sagt ikke interesseret i politik. Han gik rundt og relfekterede i det dengang provinsielle København, og havde ikke øje for den gryende industrielle revolution, der skete om ørene på ham.
Kirkegaard havde sin families tunge kristendom og heraf følgende skyldfølelse at kæmpe med.
Det afstedkom en livslang produktion af filosofi med udgangspunkt i 'hin enkeltes' individuelle eksistenskriser. Han 'glemte' dog, at individet tilfældigvis også eksisterer i et samfund.

Var Kirkegaard verdens første psykolog?
Kirkegaard kunne ikke fordrage sin samtidige kollega, den store tyske filosof Hegel, der lagde kimen til en historisk samfundsforståelse.
Alligevel tog Kirkegaard ved lære af Hegels dynamiske tænkning, og benyttede Hegels dialektiske refleksion i sine skrifter. Hegel var endvidere forløberen for Marx filosofi.
Hvad er det da så, der fænger verden over hos Kirkegaard?
Mit bud er, at Kirkegaard på genial vis foregreb psykologiens behandling af identitetskriser. På Kirkegaards tid var psykologien dårligt nok i sin vorden. Villy Sørensen delte Kirkegaards interesse for psykologiske problemer, og havde selv i en periode læst faget på universitetet.

Forskellen på Marx og Kirkegaard
Man fornemmer det åndelige familiefællesskab mellem Sørensen og Kirkegaard gennem alle Sørensens artikler.
I baggrunden lurer Hegel og Marx. Det bliver gang på gang i Sørensens dialektiske sprog understreget, at Kirkegaard ønsker at befri individet. Som Sørensen i en af artiklerne om Marx og Kirkegaard fremhæver: 'For Kirkegaard var frihed menneskets mulighed for at vælge sig selv' (side 247)
Lidt længere nede på artiklens samme side skrives så: 'Efter Marx`opfattelse - som siden blev kaldt 'den materialistiske historieopfattelse' var selv åndslivet afhængigt af disse ydre betingelser. I sidste instans af de materielle forhold'.
Sådan!
Denne artikel er fra 1969. Man aner, at ungdomsoprør og politisk radikalisering puster Sørensen i nakken.
Slutningen af artikeludvalget er en buket af, hvad jeg vil kalde 'Sørensens intellektuelle familie'
Sørensens åndelige slægtninge er foruden Marx, forfatterne Kafka og H.C. Andersen. Og endelig filosoffen Schopenhauer.
Sørensen belyser disses forhold til Kirkegaard. På den måde samles familien til sidst på smuk vis. Trods forskelligheder. Eller måske netop derfor!

Sørensen om Kirkegaard. Villy Sørensens udvalgte artikler om Søren Kirkegaard.
Redaktion og efterskrift af Gert Posselt. 296 sider. Kr. 225,00. Forlaget Gyldendal

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. okt. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur